Katrine Lester

2. viceborgmester (S) på Frederiksberg

Plads til cykler

Cykelstien på Solbjerg Plads

Cykelstien på Solbjerg Plads

Når man bor i storbyen, burde det være en selvfølge, at det er nemt at ordne småærinder på cykel. Sådan er det desværre ikke på Frederiksberg. Det er nemlig flere steder, hvor det er meget svært at stille cyklen fra sig, fx når man skal handle. Der er simpelt hen ikke plads, og mange cyklister føler sig derfor nødsaget til at stille cyklen fra sig, hvor den generer andre.

Frederiksberg Centret er at “godt” eksempel på dette, men man kan også forsøge at handle i Gl. Kongevejs små tøjbutikker eller gå på apoteket på Godthåbsvej for at opleve, hvor stort problemet med cykler uden for stativer er blevet på Frederiksberg.
Det skal der gøres noget ved.

Derfor vil jeg arbejde for, at der kommer bedre cykelparkering overalt i kommunen. Cykler fylder ikke ret meget, hvis de bliver parkeret i cykelstativer, og det burde være en selvfølge, at det var nemt at handle ind på cykel. Det gavner butiksejerne, hvis kunder nemmere vil kunne komme til. Det gavner fodgængere, der skal kunne komme frem på fortovene uanset om de har en barnevogn med eller bruger rollator – og det gavner ikke mindst cyklisterne, der nemt kan komme af med deres cykel når de vil ind og ud af butikker.