Frederiksberg skal være kulturperle
Det er vigtigt med et righoldigt kultur- og fritidsliv. Vi har grønne områder, Zoologisk Have, mange idrætsforeninger med fokus på både eliten og bredden, gode biblioteker og museer. Vi skal holde fast i de mange gode tilbud. Men de skal også forbedres, så endnu flere borgere har mulighed for at nyde godt af det frederiksbergske kultur- og fritidsliv.
Der er mange foreninger, der gør en stor indsats for at give borgere i alle aldre forskellige idrætstilbud. De skal understøttes og have de bedste muligheder for at kunne fortsætte deres arbejde – og kommunen skal samarbejde med de frivillige for at sikre, at tilbuddene kommer ud til alle grupper af borgere på Frederiksberg. Også indvandre, ældre og de fortravlede børnefamilier skal have mulighed for at bruge de frederiksbergske idrætstilbud.
Men kultur er meget mere end idræt. Kultur er også koncerter, billedkunst og teater. Tilbud som Frederiksberg heldigvis har i rigt mål. Men kultur er også let adgang til de frederiksbergske museer. Derfor foreslår jeg, at adgangen til Frederiksbergs museer skal være gratis, ligesom Nationalmuseet og Statens Museum for Kunst bliver det. Det kan være med til at tiltrække både turister og Frederiksbergs borgere til Frederiksbergs museer og øvrige kulturtilbud – til gavn for både borgere og turister.

