Katrine Lester

2. viceborgmester (S) på Frederiksberg

Grafitti er ikke bare grimt – det skaber også utryghed

Graffiti skal bekæmpes

Graffiti skal bekæmpes

I Frederiksberg Bladet 21. juni 2005 fremgår det, at kommunens teknik- og miljøudvalg overvejer at indføre en “Stop Graffiti”-ordning på Frederiksberg.

Det er en rigtig god idé. Graffiti er nemlig ikke blot grimt, det skaber også utryghed i lokalområderne, medfører hærværk og anden kriminalitet, og så har en grafitti-tegning det med at blive til flere på kort tid.

Graffiti i gadebilledet signalerer lovløshed og er mangel på respekt for andre menneskers ejendom og vores fælles by. Når først graffitien har gjort sit indtog, kan andre former for hærværk hurtigt følge efter, for hvem passer på det, der allerede er ødelagt?

Derfor vil jeg foreslå en fælles “Stop Grafitti”-ordning på Frederiksberg. En ordning, hvor boligforeninger, butikker og kontorer melder sig ind, og betaler et årligt kontingent pr. meter facade. Er man med i ordningen, kan man så snart, man har konstatereret grafitti på husmuren, ringe til kommunen, der så vil sørge for, at grafittien bliver fjernet inden den næste hverdag.

Det er vigtigt, at vi aldrig lader grafittien få rodfæste. Erfaringerne viser, at den bedste måde at bekæmpe den på, er ved konsekvent at fjerne den med det samme.

Frederiksberg er en dejlig by at bo i, men hvis den også skal være det i fremtiden, skal der gribes ind over for dem, der ødelægger gadebilledet. Bekæmpelse af graffiti gør det ikke alene, men er et skridt på vejen til en bedre by for os allesammen.

Indlægget er også bragt i Frederiksberg Bladet den 12. juli 2005.