Katrine Lester

2. viceborgmester (S) på Frederiksberg

Ventetidsgaranti på genoptræning

10.000 danskere får årligt en hjerneblødning. Mere end 3.500 kvæstes alvorligt i trafikken. Mange bliver heldigvis klar igen efter et par dage på sygehuset, men de fleste har brug for hjælp til genoptræning, når de bliver udskrevet.

Det får de desværre ofte ikke i dag.

Ofte betyder den manglende genoptræning, at man ikke kan passe sit arbejde eller få familielivet til at hænge sammen. Det er en voldsom forringelse af patienternes livskvalitet, og det koster samfundet mange penge til sygedagpenge m.v. Den manglende genoptræning kan betyde, at patienten aldrig bliver helt rask. Det er simpelthen urimeligt, at patienter kan risikere ikke at få den rette genoptræning – eller at de skal gå og vente på genoptræning efter udskrivelse fra sygehus.

Når kommunalreformen træder i kraft, er det kommunerne, der har ansvaret for genoptræning. Desværre har regeringen valgt ikke at give patienterne en ventetidsgaranti, der kan sikre at ingen skal vente for længe på genoptræning. Det er op til de enkelte kommuner selv at bestemme, hvor lang ventetid de vil byde deres borgere. Jeg frygter, at det kan betyde at kommunerne nedprioriterer genoptræning.

Som patient kan man ikke være tjent med at skulle gå rundt og vente på at komme igang med det genoptræningsforløb, som man har lægens ord for er nødvendigt. Derfor bør alle kommuner give deres borgere en ventetidsgaranti på genoptræning. 14 dage efter udskrivelse fra sygehuset bør patienten have påbegyndt et genoptræningsforløb – ellers skal vedkommende kunne søge genoptræning i en anden kommune eller hos f.eks. privatpraktiserende ergoterapeuter og fysioterapeuter. Gratis, naturligvis.

Indlægget er bragt i JP København den 1. august 2005.