Gratis adgang til museer
I fredags var det kulturnat på Frederiksberg. Kulturnatten er efterhånden blevet en solid succes, hvor tusindvis af mennesker fylder byens gader og nyder godt af de mange kulturtilbud når museer, biblioteker og andre kulturinstitutioner holder længe åbent.
Kulturnatten giver os alle mulighed for at prøve det lokale kulturliv af: Blandt andre Zoologisk have, Frederiksberg Hovedbibliotek og ikke mindst Frederiksbergs museer lukkede dørene op for de mange interesserede. Endnu engang viser det sig, at kultur ikke kun er til glæde for de få, det er en central del af en levende by.
Kulturministeren har på finansloven foreslået, at Nationalmuseet og Statens Museum for Kunst skal give gratis adgang for besøgende. Det er et rigtig godt forslag, men det skal ikke kun være på de store museer. Gratis adgang kan nemlig tiltrække mange nye besøgende, som Nationalmuseet beviste, da de i en kort periode gav gratis adgang.
Bakkehusmuseet, Det Danske Revymuseum og Storm P. museet har vist, at også mindre museer kan lave spændende og flot kulturformidling på et højt fagligt niveau.
Jeg mener derfor, at der skal være gratis adgang til Frederiksbergs museer, ligesom til Nationalmuseet og Statens Museum for Kunst. Frederiksberg er allerede kendt for vores mange kulturtilbud, så selvom vi næppe med det samme kan få overbevist kulturministeren om at Frederiksbergs museer også skal være en del af gratisordningen, bør vi gå i front og give gratis adgang til vores museer.
Det kan være med til at tiltrække både turister og Frederiksbergs borgere til Frederiksbergs museer og øvrige kulturtilbud – til gavn for både borgere og turister.
Bragt i Frederiksberg Bladet 18. oktober 2005

