Katrine Lester

2. viceborgmester (S) på Frederiksberg

Frederiksberg får mere metro

Billigere metro

Billigere metro

En metroringbane har længe stået højt på min trafikpolitiske ønskeseddel. Metro er en effektiv og hurtig måde at transportere mennesker rundt i en storby, og hvis hovedstaden skal kunne dæmme op for den eksplosivt voksende trafik, er en metroringbane eneste fornuftige og langtidsholdbare løsning.

Derfor var jeg også glad for at kunne stemme ja til metroringbanen på kommunalbestyrelsesmødet her til aften. Metroringbanen kommer til at binde Frederiksberg sammen med de københavnske brokvarterer, og får tre stationer på Frederiksberg: Aksel Møllers Have, Platanvej/Frederiksberg Alle og Frederiksberg st. Det er lige præcist den linieføring, socialdemokraterne på Frederiksberg havde ønsket og jeg er derfor meget tilfreds.

Bygningen af en metroringbane kommer uundgåeligt til at betyde gener for beboerne omkring de områder, hvor der skal anlægges stationer. Det er derfor mit ønske, at arbejdet tager mest muligt hensyn til beboerne og at de løbende tages med på råd om hvordan generne kan formindskes.

Aftalen indebærer at Frederiksberg Kommune skal betale 800 mio. kr. for sin del af metroringbanen. Det bliver finansieret ved de 520 mio. kr. fra salget af Frederiksberg Forsyning samt lån på 280 mio. kr. Samtidig får Frederiksberg Kommune tre grunde af staten. Det er mange penge, men det er ikke for mange penge for en investering, der vil blive brugt ikke bare af os selv, men også af mange fremtidige generationer.