Katrine Lester

Jeg var inviteret til at holde 1. maj-tale hos Dansk Funktionærforbund. Talen kan du læse her:

Jeg har altid holdt meget af 1. maj. Feststemning forenes med alvor – historie forenes med fremtidsvisionerne. Dét er 1. maj!

Ofte er der folk, der siger til mig: “Jamen 1. maj – det er da en forældet tradition” – “1. maj hører da fortiden til” – “1. maj er da kun for mennesker, der hænger fast i forældede og for længst overståede traditioner”.

Jeg er dybt uenig.

1. maj er akkurat lige så vigtig i dag, som 1. maj var for 100 år siden.

Det er nemlig vigtigt, at vi en gang imellem stopper op og overvejer, hvordan vi sikrer sammenhæng mellem de store visioner, ideer og drømme og de realpolitiske ting vi vedtager i vores dagligdag.
Det er nemlig vigtigt, at vi engang imellem stopper op og ser tilbage på, hvad vi har nået, og hvad vi stadig mangler at nå, for at skabe det samfund vi ønsker.

Hvert eneste år mødes titusinder af danskere til 1. maj-møder over hele landet, fra de mindste forsamlingshuse i det mørke Jylland til Fælledparken i København.

Vi kunne alle have valgt at blive hjemme i dag. Vi kunne være taget i kolonihaven eller sommerhuset, eller bare nydt det gode vejr. Ingen har tvunget os til at være her. Vi har valgt at fejre fællesskabet i stedet for egoismen og sat sammenhold og solidaritet i centrum.

Så mange mennesker samlet om noget så smukt og evigt gyldigt – Det holder aldrig op med at være relevant!

Meget har ændret sig siden vi var samlet til 1. maj sidst. Desværre er det ikke alt der er nyt, der er godt. Tværtimod. Danmark er midt i denne værste krise siden 2. Verdenskrig.

Da vi sidste år fejrede 1. maj var der 45.000 ledige, og som det ser ud nu, så når vi op på det fire-dobbelte næste år. Sidste år var der gigantisk overskud på de offentlige regnskaber. I år styrer vi direkte mod et underskud på over tyve milliarder.

Da vi fejrede 1. maj sidste år, havde de konservative en leder, der hed Bendt Bendtsen. I år er navnet Lene Espersen. Sidste år sagde de konservative, at skattelettelser, mere overvågning og hårdere straffe kunne løse alle problemer. Personerne er måske skiftet ud, men politikken er stadigvæk den samme. Uanset krise og gode råd fra alverdens økonomer og eksperter, så holder Liste C fast. De er i sandhed konservative.

Da vi sidste år fejrede 1. maj hed statsministeren Anders Fogh Rasmussen. I år hedder han stadig Rasmussen. Og den eneste synlige forskel på Lars og Anders er nok, at den nye Rasmussen foretrækker flæskesteg og fadbamser frem for løbeture og letøl. Politikken er helt den samme – og det er et problem. For Danmark har ikke brug for nye ansigter, men en helt ny retning og en helt ny politik.

For få måneder siden – dengang han var finansminister – mente Lars Løkke, at krisen var overstået til sommer. Hvor ville jeg dog ønske, at han havde ret. Men Løkkes evner som spåmand er mildt sagt ringe. Det var jo selv samme Løkke, der forudså, at kommunalreformen ville give bedre service til borgerne for færre penge.

Det var selv samme Løkke, som mente, at det såkaldte ”frie valg” ville udrydde ventelisterne.
Ja, det var selv samme Løkke, som i 2001 roste sin gode ven og partifælle Peter Brixtofte og kaldte hans bananrepublik af en kommune for et forbillede.

Derfor er det mere end svært at fæstne lid til forudsigelser fra den mand.

Og det er selvfølgelig ønsketænkning fra Lars Løkke Rasmussen, når han stikker hovedet i busken og bare håber, at krisen forsvinder af sig selv.

Men man forstår ham jo egentlig godt. For dansk politisk helt eget svar på Fætter Højben, der får alting serveret for sig på et sølvfad, hvad enten det er snaps eller statsministerposten, har den strategi jo altid virket.

Men situationen er en anden. Og de tusindvis af danskere, der hver eneste måned mister deres job, har ikke råd til at vente på, at lykkens gudinde igen tilsmiler Lars Løkke. De har brug for politikere, der har mod til at handle.

Socialdemokraterne tror ikke på, at man kan drømme sig til bedre tider. Vi ved, at hvis man vil ændre på noget og rette op på dansk økonomi, så er der behov for handling. Så er der behov for en vækstpakke.

Danmark har brug for en vækstpakke. Vi har brug for at sætte skub i økonomien, så nedgang og recession kan vendes til fremgang og vækst.

Vi har svært ved at forstå, at bygningsarbejdere skal gå ledige, når vi har brug for at renovere skole, børnehave og plejehjem. Vi har svært ved at forstå, at der skal skæres ned på den kollektive trafik, når klimaet gisper efter mere ilt og mindre CO2.

Danmark er det eneste vestlige land, der endnu ikke har vedtaget en vækstpakke. Lars Løkke Rasmussen tror åbenbart, at han er klogere og smartere end både Obama i Amerika, Sarkozy i Frankrig eller Angela Merkel i Tyskland. Ja, når selv krisens alvor er gået op for Silvio Berlusconi i Italien, så burde det næsten være indlysende for Lars Løkke Rasmussen. Men nej. Løkke nægter at se realiteterne i øjnene.

Regeringens politik hænger simpelthen ikke sammen.

Endnu et tragisk eksempel så vi i tirsdags, hvor vindmøllefabrikken Vestas fyrede over 1.200 mennesker. Fyringerne faldt ikke i Kina eller USA, men derimod i Danmark. I udlandet drøner Vestas af sted. Her vil man gerne købe de danske møller. Men som Vestas-direktøren fortalte, så var den danske regering alt andet end hjælpsomme. Faktisk tværtimod.

Siden regeringen trådte til i 2001 er der ikke blevet flere vindmøller i det danske landskab. Faktisk tværtimod. På otte år er der blevet 1.200 færre vindmøller på dansk jord.

Jeg er ikke i tvivl om, at hver eneste fyret medarbejder hos Vestas hellere ville have haft en regering som gjorde noget for at der kunne blive sat nogen vindmøller op i stedet for bare at lukke varm luft ud.
Skattereformen

Men regeringen interesserer sig hverken for miljøet eller for de mennesker, der bliver fyret.
Før det endelig gik op for regeringen at Danmark også er blevet ramt af finanskrisen, talte de borgerlige meget om at der skulle flere hænder på arbejdsmarkedet. Flere hænder? Hvad betyder det? Vil regeringen have os til at få flere børn eller vil de give tilskud fra staten til, at vi får opereret en tredje arm på kroppen?

Nej, når regeringen siger ”flere hænder”, så betyder det, at danskerne skal arbejde mere og betale mere i skat. At du og jeg skal tage et par timer mere på jobbet i stedet for at være sammen med vores familier. At vi ikke skal holde ferie – og at vi helst skal gå på arbejde, når vi er syge.

Og det var netop for at få ”flere hænder”, at regeringen gennemførte den mest pilskæve skattereform nogensinde. Ifølge regeringen, så er det nemlig topskattens skyld, at de højtlønnede ikke lige dropper ferien eller tager et par timer ekstra. Så derfor skulle skatten for de rigeste sænkes, og de fattigste skulle betale regningen. Så må vi bare håbe, at bankdirektøren nu dropper ferien og giver den en ekstra skalle – for samfundets skyld.

Og mens vi venter på om bankdirektøren vil bruge sin millionskattelettelse til at udvise samfundssind, stiger antallet af fattige. De sidste år er der blevet 11.000 flere fattige hvert eneste år på landsplan – og det i en tid med historisk vækst. Hvordan kommer det ikke til at gå, når finanskrisen slår igennem?
Det er da ironisk, at velhavende familier kan få hjælp på TV3’s Luksusfælden til at få styr på deres kolossale overforbrug, mens fattige familier ikke har til dagen og vejen og ingen hjælp kan finde, selvom de er ved at blive sat på gaden!

Overforbruger man 9.000 kr. om måneden bare til tøj og sko kan man få hjælp af to eksperter – har man 9.000 udbetalt til sig selv og sine to børn kan man se frem til hjælp fra kongens foged! Det er da sølle, at den borgerlige regering lader stå til.

Og hvad er regeringens svar? Helt præcist intet overhovedet! De indtager den totale radiotavshed og håber på at borte tager den onde fattigdom. Det er da et skridt fremad i forhold til den gang, at ministre åbent meldte ud at de støttede mere ulighed, men ærlig talt: Det kan de ikke være bekendt!
Her fra skal lyde én opfordring: kom ind i kampen! Fattigdom forsvinder ikke af sig selv. Og fattigdom forsvinder ikke, fordi man giver skattelettelser til de rige. Fattigdom er et fælles ansvar – ét fattigt barn er et fattigt barn for meget.

Kan I huske Komiske Ali? Den irakiske informationsminister, der under Irakkrigen blankt afviste det irakiske nederlag, selvom alle kunne se de amerikanske kampvogne kørte rundt i baggrunden.

I Danmark har vi ikke Komiske Ali, men vi har en, der ligner ret godt, nemlig Inger Støjberg. Den nye beskæftigelsesminister. En politiker hvis eneste bedrift hidtil har været hårdnakket at benægte, at Anders Fogh var på vej til NATO. En politiker, hvis varemærke som politisk ordfører var en lind strøm af lovprisninger af Anders Fogh, overdrivelse af regeringens bedrifter og uanset tidspunkt af dagen altid klar med en bitter kommentar om oppositionen.

Jeg er sikker på, at I – ligesom jeg – havde håbet på, at en ny beskæftigelsesminister ville have lidt mere interesse i en konstruktiv dialog med fagbevægelsen end forgængeren var kendt for. Men desværre må vi konstatere, at det ikke ser sådan ud. I hendes verden står LO for ”Løgn & Opspind”, som hun sagde få dage før hun blev minister.

Gode venner. Jeg er ikke i tvivl om, at vi har brug for en ny regering. En ny regering, der tager almindelige mennesker og fagbevægelsen alvorligt. En regering, som kan knække kurven og skabe nye jobs for almindelige lønmodtagere.

Selvfølgelig kan det lade sig gøre. Vi har gjort det før, vi kan gøre det igen.

God 1. maj.