Katrine Lester

Alle børn har ret til en god skolegang. Har de et handicap eller særlige forudsætninger, skal de have den fornødne hjælp, så de alligevel kan få en uddannelse.

Det burde være enkelt, men som Susanne Toft skriver om sin søn med autisme i Frederiksberg Bladet 30. marts, er det desværre ikke altid så nemt.

Specialundervisning skal tilrettelægges efter barnets behov. Nogle børn har handicap, der gør det nødvendigt at gå i en specialskole, hvor hverdagen kan tilrettelægges efter de særlige børn, der går på skolen. Andre børn har det bedst i en specialklasserække, hvor det går i en specialklasse på en folkeskole, og f.eks. kan have nogle timer sammen med de andre børn i normalklasserne og kan møde dem i frikvartererne. Og nogle børn går i en almindelig folkeskoleklasse, men har brug for ekstra støtte for at kunne følge undervisningen der.

Uanset hvilket tilbud, et barn får, er målet det samme: at give barnet de nødvendige forudsætninger for at udvikle sine faglige og personlige kompetencer bedst muligt. Ingen børn må lades tilbage frustreret med frustrerede forældre, lærere og kammerater, fordi barnet ikke får den støtte, det har brug for til at kunne gennemføre folkeskolen.

Frederiksberg Kommune er i øjeblikket ved at analyse specialundervisningsområdet nærmere. Det sker fordi udgifterne (ligesom i mange andre kommuner) stiger voldsomt i disse år samtidig med at folkeskolen kritiseres for at være for rummelig altså at der sidder for mange børn i folkeskolen, der har brug for støtte, men som ikke får den rette hjælp.

Det er derfor nødvendigt at se på området med friske øjne. Giver vi den rigtige støtte til de rigtige børn? Sidder der børn i vores skoleklasser, der bør få specialundervisning i klassen eller uden for den uden at få det? Og hvordan får vi en rimelig ventetid på udredning og henvisning til specialundervisning og støtte til børn med handicaps?

Det forekommer mig nogen gange, at der er lige lovlig meget bureaukrati i specialtilbuddene, som Susanne Toft også henviser til: at forældre skal søge igen og igen, selvom barnet har et varigt handicap som næppe forsvinder på 6 måneder. Hvorfor skal der så bruges skønne kræfter på at undersøge om barnet stadig har brug for hjælp hver 6. måned? Kan man ikke gøre det lidt smartere? Hvis det er lovgivningen, der står i vejen for en fornuftig og ubureaukratisk udnyttelse af ressourcerne bør vi jo forsøge at gøre Christiansborg opmærksomme på dette.

Socialdemokraterne afventer resultatet af analysen af specialundervisningsområdet. Når den er kommet, bør der være rigelig tid til at diskutere den med eleverne både dem med brug for hjælp og deres klassekammerater deres forældre og lærerne. Vi kan ikke i krisetider trylle mange millioner op af kassen, men vi kan måske tilrettelægge indsatsen på en mere fornuftig måde, så der bliver brugt mere tid på børnene og mindre på administration.

Bragt i Frederiksberg Bladet – 14. april 2010