Katrine Lester

I sidste uge anklagede en række unge partifæller med den københavnske børneborgmester, Anne Vang, vores partiledelse for at være ”tøsede og uansvarlige”, fordi de ikke ville afskaffe efterlønnen. Ifølge Vang har vi ikke ”råd til efterløn”, og efterlønnens forsvarere at sammenligne med forkælede børn, der plager forældre om slik. Anne Vang vil tilmed gerne gøre sig selv til talsmand for hele generationen af yngre socialdemokrater, men hun taler ikke på vegne af os.

I vore øjne er Anne Vangs kritik af såvel vores partiledelse som af efterlønnen ganske forfejlet. For det første har Socialdemokraterne i to omgange (’98 og ’06) netop reformeret efterlønnen. 98-reformen gjorde efterlønnen til en rettighed, og 06-aftalen sikrede en sammenhæng mellem levealder og tilbagetrækningstidspunkt. I begge omgange advokerede de borgerlige for en total afskaffelse af efterlønnen med de samme argumenter, som Vang og co. nu fremfører. Men S sikrede, at alle også i fremtiden har mulighed for selv at bestemme, hvornår de vil trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet.

Selvom medierne glædeligt fremviser golfspillende seniorer med masser af overskud og energi, når efterlønnen sættes til debat, så er det på ingen måder et retvisende billede. Tværtimod ved vi, at det først og fremmest er de ufaglærte og faglærte i den private sektor og de hårdarbejdende SOSU-hjælpere og andre kommunale kernetropper, der går på efterløn. De udgør rygraden i vores samfund, og har knoklet siden de var 16-17 år.

Det er disse mennesker, som Anne Vang nu vil fratage retten til efterløn. I stedet skal de sendes til møder med læge og sagsbehandler, der skal vurdere, om de er syge nok til førtidspension.

Den socialdemokratiske velfærdsmodel er bygget på, at vi alle har rettigheder og pligter. Hjemmehjælperen har ikke mindre ret til hverken efterløn, pension eller dagpenge end bankdirektøren eller borgmesteren. Ingen skal stå med hatten i hånden og føle, at de ligger samfundet til last, fordi de har brug for hjælp.

Den ny efterlønsordning sikrer en sammenhæng mellem tilbagetrækningsalder og levetiden. Vi bliver ældre, og efterlønsalderen følger med. Vores generation vil eksempelvis først have mulighed for at gå på efterløn, når vi er et godt stykke over de 65. En SOSU-hjælper, der i dag er 35 år og som fik sit første arbejde på et af vore plejehjem, da hun var 20 år, kan altså se frem til at have knoklet i mere end 45 år, før hun får mulighed for at trække sig tilbage og nyde sit otium og sine børnebørn. I vore øjne har hun ydet sit fair bidrag, men Anne Vang mener, at hun først bør trække sig tilbage, når hun er over 70 år.

Vi vil holde fast i, at den enkelte har et reelt og rimeligt valg. Det er ikke for meget at forlange, at man efter et langt arbejdsliv har mulighed for nogle gode år inden alderdommens problemer sætter ind for alvor.

Når Anne Vang blot åndløst gentager de borgerliges evindelige efterlønsangreb, er det et udtryk for en opgivende holdning, som vi slet ikke kan følge.

Udfordringen med at skaffe arbejdskraft og dermed finansiere fremtidens velfærd kan løses. Det handler eksempelvis om at mindske sygefraværet, der er alt for højt – især i den offentlige sektor. Det handler om at skabe gode og sunde rammer på arbejdspladserne, så ingen bliver fysisk eller psykisk nedslidte af at gå på arbejde. Det handler om at få 95% af en årgang til at tage en uddannelse. Den bedste garanti for, at folk ikke har brug for efterløn er netop at give dem en uddannelse og et arbejde, de er glade for – på en sund og tryg arbejdsplads. Det er selvfølgelig langt sværere at gøre disse ting, men socialdemokrater har aldrig dukket sig for svære opgaver. Tværtimod, så ved vi, at de lette løsninger – i dette tilfælde afskaffelse af efterlønnen – ofte rammer de svageste hårdt.

Skrevet sammen med Thomas Gyldal Petersen og bragt i Berlingske Tidende 27. april 2010.