Katrine Lester

2. viceborgmester (S) på Frederiksberg

Græsk tale fra konservative

De konservative er voldsomt presset i meningsmålingerne. For at lede opmærksomheden væk fra udenrigsministerens ferierejser og burkasagen, har de forsøgt sig med en desperat skræmmekampagne.
Senest har de trukket et andet land ind i deres mudderkastning ved at true danskerne med ”græske tilstande” hvis danskerne formaster sig til at foretrække Socialdemokraternes forslag til at arbejde Danmark ud af krisen frem for de borgerlige spareplan.

Jeg vil gerne takke den konservative fhv. rådmand Nils-Ole Heggland for her i Lokalavisen d 24. juni 2010 på den måde at sætte fokus på Grækenland og de problemer, grækerne i øjeblikket har med deres økonomi. Der er nemlig meget vi i Danmark kan lære af det forløb, der førte til det truende økonomiske sammenbrud i Grækenland.

I Grækenland har en borgerlig regeringen nemlig kørt landet ud over den økonomiske afgrund med ufinansierede skattelettelser, der især er gået til de rige. Lyder det bekendt?

Også i Danmark lider vi under regeringens manglende omhu. Regeringen forsøgte længe at negligere finanskrisen, at tale den ned og nægtede at forholde sig til den. Først da bunden var på vej ud af statskassen, vågnede Løkke & Espersen op til dåd. Regningen skulle betales – af børnefamilier, arbejdsløse og forældrene til handicappede børn.

Socialdemokraterne er med fair løsning kommet med en række konkrete forslag til hvordan vi kommer ud af krisen. Forslaget om at arbejde 12 minutter mere om dagen har været mest omtalt, men planen indeholde meget mere – f.eks. fremrykning af anlægsinvesteringer til skoler, daginstitutioner og plejehjem.

Det har Norge haft stor succes med, og som socialdemokrat indrømmer jeg gerne, at det giver mere mening at lade sig inspirere af et af de lande, der har fået færrest skrammer af finanskrisen end af det dengang konservativt ledede Grækenlands skæbne.

Bragt i Lokalavisen Frederiksberg 8. juli 2010