Cykelsti nødvendigt
H.C. Ørstedsvej er en stærkt befærdet vej, og den manglende cykelsti på vejen har været omdebatteret i en del år – ikke mindst siden 2008, hvor to cyklister blev dræbt i en tragisk ulykke på strækningen.
Socialdemokraterne stillede allerede dengang et forslag om at etablere cykelsti på den manglende del af H.C. Ørstedsvej mellem Thorvaldsensvej og Rosenørns Alle. Et forslag, der blev vedtaget af en enig kommunalbestyrelse. Alligevel er der stadig ikke en cykelsti på strækningen.
Årsagen er, at der har været mange forslag til cykelstier i spil og ikke mindst at det lokale erhvervsliv har protesteret kraftigt mod en cykelsti, fordi det vil betyde færre parkeringspladser på vejen og dermed gøre det sværere for deres kunder i bil at besøge butikker og cafeer.
Derfor blev jeg glad, da jeg her i Lokalavisen kunne læse at Camilla Hedegaard fra Fisk & Færdigt også gerne ser en cykelsti på H.C. Ørstedsvej og gerne indgår i et samarbejde med kommunen, så vi får en løsning med størst mulig sikkerhed for cyklerne og mindst mulig gene for de handlende. På Slotskredsmødet d. 23. november udtrykte Cafe Zusammen også glæde ved udsigten til en ny cykelsti, så der er håb for at finde et fælles fodslag.
Jeg har fuld forståelse for, at man som handlende er bekymret for om færre parkeringspladser i nærheden af ens butik får konsekvenser for omsætningen. Derfor gør vi nu en stor indsats for at anlægge flere parkeringspladser i området omkring H.C. Ørstedsvej for at kompensere for de p-pladser på selve vejen, der bliver nedlagt. For en sikker cykelvej kommer altså til at koste p-pladser. I det forslag, der sidst var til politisk drøftelse, taler vi om 14 færre p-pladser i området. Om det er mange eller få, må man gøre op med sig selv, men man skal huske på, at der i dag i myldretiden er parkeringsforbud på H.C. Ørstedsvej, så med det nye forslag vil der i myldretiden rent faktisk være flere p-pladser i området end i dag.
Forslaget skal nu drøftes med de lokale i begyndelsen af det nye år. Borger- og erhvervslivsinddragelse er altid godt, så det har socialdemokraterne også sagt ja til, selvom vi er bekymret over at cykelstien – igen! – bliver forsinket. Vi håber, at det efter den dialog kan gå stærkt med at tilpasse cykelstiprojektet de forslag og kommentarer, dialogen giver os, så cykelstien kan blive anlagt inden der sker nye uheld. Vi tror også på, at såvel beboere som erhvervsliv på H.C. Ørstedsvej vil opleve, at en cykelstien ikke kun vil give gaden et sikkerhedsmæssigt, men også et æstetisk løft, og dermed bidrage til at gøre det til en fornøjelse for både bilister, cyklister og gående at færdes på vejen og frekventere butikker og cafeer.
Bragt i Lokalavisen Frederiksberg 21. december 2011

