Rokade i den socialdemokratiske gruppe
Socialdemokraterne har foretaget en mindre rokade i gruppen på Frederiksberg Rådhus. Rokaden skyldes dels muligheden for at bytte en udvalgspost med SF, og at arbejdsopgaverne skal fordeles mere ligeligt mellem gruppens medlemmer.
- Vi har en god, sammentømret gruppe, der leverer et stort stykke arbejde, som læserne af Lokalavisen også har kunnet følge med i spalterne. Vi er alle deltidspolitikere, og er derfor også nødt til at tilpasse vores politiske arbejdsopgaver til muligheden for at passe vores almindelige jobs. Derfor har det været nødvendigt med et par ændringer, fortæller gruppeformand og 2. viceborgmester Katrine Lester (S).
Konkret betyder ændringerne, at Katrine Lester forlader Undervisningsudvalget og Handicaprådet. Rådmand Michael Vindfeldt træder ud af Lejerbos bestyrelse og Anja Camilla Ravn forlader Arbejdsmarkedsudvalget. Katrine Lester overtager den ledige plads i Arbejdsmarkedsudvalget, mens Katrines post i Undervisningsudvalget går til SF. Endelig får Lise Hækkerup den plads i Socialudvalget, der bliver ledig, efter SF’s Anne-Mette Wehmüller har fraflyttet kommunen, og hun kombinerer den med socialdemokraternes plads i Handicaprådet.
- Jeg kommer til at savne både Undervisningsudvalget og Handicaprådet, men selvom jeg ikke længere sidder med til møderne, vil jeg stadig følge områderne tæt. Jeg glæder mig til i stedet at fordybe mig i opgaverne i Arbejdsmarkedsudvalget, som jo er et centralt udvalg nu hvor vi står over for reformer på både kontanthjælp og sygedagpenge, siger 2. viceborgmester Katrine Lester.
Rokaden i S-gruppen betyder mere arbejde til Lise Hækkerup, men den garvede politiker ryster ikke på hånden.
- I hele min lange politiske karriere har såvel handicappede som socialt udsatte stået højt på min politiske dagsorden. Jeg ser derfor frem til at kunne sætte aftryk på Frederiksbergs indsats for de to grupper i Socialudvalget og Handicaprådet, siger Lise Hækkerup, og glæder sig over, at Socialdemokraterne igen får to pladser i Socialudvalget.
Anja Camilla Ravn står efter rokaden som den eneste socialdemokrat i Undervisningsudvalget, hvor hun også i den resterende del af valgperioden vil stå vagt om Frederiksbergs folkeskole.
- Vi har en god folkeskole, men vi både kan og skal blive meget bedre. Vi har en stor udfordring med at sikre, at folkeskolen også i fremtiden vil være for alle – både de boglige, de kreative og de praktisk orienteret børn, siger Anja Camilla Ravn. Som faglig sekretær i HK er hun heller ikke bekymret for at miste taget på Arbejdsmarkedsområdet, selvom hun kommer til at savne arbejdet i udvalget.
Pressemeddelelse

