Katrine Lester

2. viceborgmester (S) på Frederiksberg

Getting to Denmark

grundlovsbilledeDanmark er kommet på forsiden af New York Times. I Danmark kan man nemlig leve af et lavtlønsjob – trods højere skatter og dyrere omkostninger rækker en McDonaldsarbejders løn væsentlig længere i Danmark end i USA. Til amerikanernes forbløffelse er Danmark er et land, hvor man kan opretholde en værdig levestandard, også når man har et lavtlønsjob.

I ét eksempel er det opskriften på hvorfor det danske samfund er så stærkt og velfungerende. Fordi vi har afskaffet working poor, en klasse af borgere der trods fuldtid eller mere ikke kan forsørge sin familie, betale sine regninger og sikre sine børn adgang til sundhed og uddannelse.

Men det er ikke kommet af sig selv. Det er kommet fordi den danske fagbevægelse holder hÃ¥nden under løn og ansættelsesvilkÃ¥r. Og fordi velfærdssamfundet sikrer, at den enkelte ikke skal betale i dyre domme for sundhedsforsikringer eller spare op i Ã¥revis for at kunne betale for den chance, en collegeuddannelse giver næste generation for at undslippe fattigdommen. Dét er sandheden bag den danske succes – det, der har gjort Danmark til et rigt, trygt land at leve i.

Det er ikke kun New York Times, der har opdaget at Danmark er et smørhul med lav kriminalitet, få fattige og et velfungerende demokrati. I den amerikanske forfatter Francis Fukuyamas hovedværk ” Political order and Political Decay” er Danmark endda blevet et begreb. Et land med velfungerende demokratiske institutioner, ingen sociale uroligheder og en stor middelklasse. Et forbillede. Getting to Denmark, kalder Fukuyama det, når han beskriver hvordan andre lande har brug for at styrke deres statsdannelse og demokratiske legitimitet for at kunne opnå økonomisk vækst og frihed.

Men den danske succes er truet. Ikke af krisen. Ikke af globaliseringen.  Men af løntrykkeri, ræs mod bunden og underminering af den danske velfærd og de danske institutioner. Danmarks velfærd er truet af dem, der  ønsker at trække os i retning af lande med mindre velfærd, lavere stemmedeltagelse, større ulighed og lavere lønninger til de lavestlønnede.

Danmark er en succes. Vi er et godt land at bo, leve og arbejde i. Verdens bedste, faktisk. Skal vi også være det i fremtiden, skal vi udbygge vores samfund på de principper, der har gjort os rige – og fravælge dem, der har gjort andre lande fattige.

Læserindlæg bragt i Politiken 29. oktober 2014