Katrine Lester

2. viceborgmester (S) på Frederiksberg

Lighed i sundhed er en illusion

Lige adgang til sundhed burde i dag være ukontroversielt. Selv de borgerlige partier i Danmark bryster sig ved det. Alle skal have ret til samme, gode behandling, uanset om deres årsopgørelse har syv cifre eller de er på kontanthjælp. Og sådan skulle det gerne være i Velfærdsdanmark. Sådan er det bare ikke.

Ressourcesvage pensionister med en apopleksi (slagtilfælde, pludseligt opståede blodpropper eller hjerneblødning, red.) får nemlig en ringere behandling end ressourcestærke. Faktisk er risikoen for at en svag pensionist dør af sin apopleksi dobbelt så stor som risikoen for at en stærk pensionist dør.

Denne sørgelige statistik følges op med en paradoksal katastrofe for vores syn på den frie og lige adgang til sundhed. For de ressourcesvage får, trods højere dødelighed, mindre behandling end ressourcestærke.

En ressourcesvag apopleksipatient er i gennemsnit indlagt i 17 dage, mod den stærkes 20 dage. Og den svages behandling koster i gennemsnit 14.000 kroner om dagen, mens den stærke får behandling for 16.000 kroner om dagen. Det viser en analyse fra CASA, Center for Alternativ Samfundsanalyse.

Det kan være svært at forstå. Og der er ingen tvivl om, at det ikke er med hverken politikernes eller sundhedspersonalets gode vilje, at det sker. Læger og sygeplejersker synes selvfølgelig, at de behandler alle lige. De har en høj fagetik, og kunne aldrig drømme om bevidst at stille svage patienter dårligere end stærke. Tværtimod. Alligevel sker det.

Analysen af apopleksierne er os bekendt enestående, men der er andre eksempler på, at det danske sundhedsvæsen bestemt ikke er lige – og ikke har lige adgang.

Tag eksempelvis adgangen til speciallæger. Speciallæger repræsenterer den bedste viden inden for deres felt, og er her man bliver sendt hen til, når ens egen læge ikke har faglighed til at hjælpe en. De er ligesom praktiserende læger gratis for borgerne, og der er derfor principielt lige adgang.

Alligevel er der stor forskel på, hvor mange konsultationer, borgerne har hos speciallægerne. I Hørsholm Kommune havde 42 % af borgerne været til speciallæge i 2008 og de fem kommuner med flest speciallægekonsultationer ligger alle i Nordsjælland. Og det er ikke fordi Hørsholm, Gentofte eller Rudersdal har en specielt høj sygelighed. Faktisk er borgerne er det borgerne i Køge, Brøndby og Albertslund dem, der bruger mest medicin og oftest besøger egen læge – men i Whiskeybæltet søger og får man specialiseret hjælp i højere grad end på Vestegnen og i Udkantdanmark.

Man skal være stærk for at være syg, hedder det. Og der er nok noget om det. For de stærke patienter drager fordel af frit valg, second opinion, og kan sammen med deres pårørende slå i bordet og kræve ekstra undersøgelser eller behandling af en specialist. Det kan den svage ikke.

Skal vi for alvor have et lige adgang til sundhed hjælper det derfor ikke at indføre flere fritvalgsordninger eller lægge mere ansvar for behandlingen over på den enkelte patient. Der er kun en løsning, og det er at basisydelsen er i orden. Der skal være tid nok på apopleksiafdelingerne til, at alle patienter får den rigtige behandling, så de svageste ikke udskrives først når der er mangel på senge, fordi de overses, når de stærkes pårørende kræver førsteret til undersøgelser og lægens tid.

Der skal være adgang til speciallæger også i provinsen. Og personalet skal uddannes til at have et særligt øje for de patienter, der ikke selv kan stille krav, opsøge hjælp og selv følge op på, om de bliver indkaldt til alle undersøgelser og får de rigtige tilbud.

Skrevet sammen med Maja Holt Højgaard (S), medlem af Regionsrådet i Region Hovedstaden. Bragt på piopio.dk d. 4. november 2014