Det er noget, der omhandler fire personer. Fire personer, der er afgørende for, hvordan folk som jeg selv kan lokkes, trues, tvinges eller belønnes til at arbejde Danmark ud af krisen.

De fire personer har en meget central, men overset betydning for dansk økonomi. I dag vil jeg gerne bruge lejligheden til at hædre dem.

De har jo et navn – selvfølgelig. De fire, oversete og undervurderede personer hedder hverken Helle, Villy, Lars eller Margrethe. Eller rettere sagt. Det gør de måske.

Men i daglig tale hedder de mormor, morfar, farmor og farfar.

Eller bedstemor og bedstefar. For kært barn har som bekendt mange navne, også selvom barnet er nået lidt op i alderen.
Bedsteforældrenes betydning for ikke bare familien, men hele samfundsøkonomien er groft undervurderet. Hvor ville Danmark være, hvis det ikke var for bedsteforældre, der hjalp med at hente børn, passe børn, pleje børn og nå ja – forkæle børn? Hvordan ville arbejdsmarkedet se ud, hvis det ikke var for de tusindvis af bedsteforældre, der hver dag tog en tørn med at hente barnebarnet inden fritteren lukker, med at passe lillesøster når hun er syg, så far og mor kan passe deres arbejde?

Så på vegne af min generation – den generation, der lige nu har børn i daginstitutionsalderen og skolealderen – vil jeg gerne sige tak. Tak til alle jer, der tager en tørn for jeres familie, jeres børnebørn og måske endda jeres oldebørn.

Tak til farfar for trofast at stå klar kl. 8 til pasning af skoldkopperamt barns 4. sygedag. Tak til farmor for at invitere på aftensmad, og måske endda give en lasagne med hjem til fryseren. Tak til mormor for at hente skoledrengen, så far og mor kan passe deres job. Tak til morfar for at gå på legeplads og tegne med tusser og lege hest med storebror en hel dag, når børnehaven holder lukkedag – så mor kan nå sit møde og far kan nå sin deadline.

Tak til jer alle – for uden jer hænger hverdagen ikke sammen.

Men bedsteforældres betydning handler ikke kun om økonomi og arbejdskraft. I skal også have særskilt tak for at være den lim, der får familierne til at hænge sammen – og for at være med til, at den nye generation, vores allesammens fremtid, også kender deres fortid. Tak for at bringe slægten ind i familien.

Jeg taler både om de små historier om hvordan mor blev væk i supermarkedet og historien om hvordan far på 8 år ville lave krudt og derved satte ild til sin papirskurv. Og historierne fra jeres eget liv – om hvor I var, da Kennedy blev skudt eller hvordan det føltes at se den første mand på månen. Eller historier om jeres bedsteforældre – om hvordan mormors morfar stak til søs og sejlede sejlskib. Om at have lokum i gården, om hvordan oldemor gik hjemme og passede børn, om de fem forbandede år og om det første farvefjernsyn.

Og tak naturligvis for altid at møde vores uvorne unger med et stort, overbærende smil. Tak for småkager til kaffen og for at have gemt fars trehjulede cykel til næste generation. Og tak for julegaverne (naturligvis!) og for at dele jeres erfaringer med børneopdragelse med os – og tak for alle de gange, hvor I vælger ikke at dele jeres erfaringer, velvidende at der er nogen ting, hver generation må opdage selv.

Da jeg var barn, fortalte jeg min mor at jeg helst ville bo hos min mormor og morfar. Da hun spurgte hvorfor – hun blev måske lidt såret – så svarede jeg, at det var fordi at hos mormor og morfar, der fik man dessert hver dag.

Sådan er bedsteforældre – I er livets dessert. Tak for det – og tak for ordet.

Tale til ældrekoncerterne 2012

Det er jo lige præcis det, kultur kan – mobilisere vores inderste og måske glemte ressourcer. Trække minder frem. Samle mennesker på tværs af de mange skel, der ellers deler os. Mennesket levet nu engang ikke af brød alene, som den bibelkyndige ville sige.
Østervangs erfaringer med kor er et eksempel til efterfølgelse. Det er vigtigt, at holde gang i kulturelle aktiviteter for ældre, ikke mindst på plejehjem. Det skaber liv, livsglæde og trivsel.

Det er også derfor, at kommunalbestyrelsen har afsat penge i forbindelse med budgettet for 2012 til kulturelle aktiviteter for ældre. Østervang har vist vejen – Socialdemokraterne håber, at puljen til ældrekulturelle aktiviteter i de kommende to år kan være med til at sætte endnu flere gode projekter i søen.

Bragt i Frederiksberg Bladet 19. december 2011

Seniorfitness er skræddersyet til målgruppen og det er meget populært blandt de knap 300 brugere. Det er ikke bare et traditionelt motionstilbud. Brugerne har ofte forskellige skavanker, som de takket være det ugentlige seniorfitness tilbud kan holde i skak og stadig være selvhjulpne.

Jeg er blevet fortalt, at seniorfitness også er et sted, hvor motivationen og sammenholdet er stort. Hvor man bakker hinanden op. Hvor de ældre har telefonkæder, så man ringer rundt hvis man ikke kan komme – og man bliver kontaktet af de øvrige, hvis man bliver væk uden afbud.

Da vi forhandlede Frederiksbergs budget for 2012, lå der også et forslag om at spare på huslejen for seniorfitness og flytte det til et daghjem eller dagcenter. Det forslag blev heldigvis trukket, og seniorfitness kan køre videre i 2012 som hidtil.

I stedet er forslaget sendt retur til embedsmændene, der i øjeblikket er ved at lave en undersøgelse af vores daghjem, dagcentre og øvrige tilbud til ældre.
Seniorfitness kommer til at være en del af den undersøgelse, der vil munde ud i en række anbefalinger, som vi i sundheds- og omsorgsudvalget skal tage stilling til.
Socialdemokraterne har fået rigtig mange henvendelser om seniorfitness, der har fremhævet hvor godt tilbuddet er, og hvorfor det hurtigt kan blive meget dyrt for kommunen, hvis man sparer på seniorfitness. Fordi mindre motion kan betyde mere hjælp i hverdagen. Fordi mange af brugerne af seniorfitness ikke har brug for et dagcenter eller daghjemstilbud, og vil fravælge seniorfitness hvis tilbuddet forringes. Det har vi selvfølgelig taget alvorligt.

Socialdemokraterne ser frem til resultatet af undersøgelsen fra forvaltningen, men vi lægger ikke skjul på, at vi synes seniorfitness bør bevares som et selvstændigt tilbud til de ældre.

Bragt i Lokalavisen Frederiksberg 27. oktober 2011

Når man på Frederiksberg bliver visiteret til praktisk hjemmehjælp bliver man som udgangspunkt ikke visiteret til et bestemt antal minutter, men til en ydelse. For eksempel støvsugning, gulvvask og rengøring af toilet. Derfor har de ældre hidtil ikke fået at vide, hvor lang tid hjemmehjælpen forventes at være hos dem.

Men det er noget pjat. For der er jo sat tid på, hvor lang tid hjemmehjælperen skal være hos den enkelte – ikke på grund af minuttyranni, men fordi hjemmehjælperen jo skal have lagt en kørebog for hvornår hun eller han skal være hos den enkelte ældre.

Socialdemokraterne er derfor glade for, at det efter en længere sagsgang i sundheds- og omsorgsudvalget lykkedes udvalget at blive enige om at oplyse modtagerne af praktisk hjemmehjælp om, hvor lang tid de kan forvente, at deres hjemmehjælper er hos dem.

Med de nye tider i hånden kan de ældre forholde sig til hvor lang tid hjemmehjælperen har til de praktiske opgaver i hjemmet. De er især vigtigt nu, hvor over 1.600 er blevet revisiteret og har fået tildelt mindre tid – selvom de ikke nødvendigvis har fået en mindre ydelse. Når de ældre ved selvsyn kan konstatere, hvor meget – eller hvor lidt – tid hjemmehjælperen har hos dem, er det lettere at forstå, hvorfor hjemmehjælperen har så travlt.

Bragt i Lokalavisen Frederiksberg 6. oktober 2011

Danmark er i krise. Selvom statsministeren flere gange har hævdet, at han har ført os gennem krisen, så kradser den stadig. Den kradser på arbejdsmarkedet og den kradser på kommunens budget, hvor Frederiksberg trods vækst og flere borgere ikke må bruge flere penge. Vi skal undervise flere børn for de samme penge. Vi skal passe flere børn for de samme penge. Vi skal skovle mere sne og dræne mere vand for de samme penge.

Et sted er der ikke flere, der skal have mere for de samme penge.

Det er på ældreområdet. For der bliver færre ældre på Frederiksberg. Men færre er ikke værre. Og færre må slet ikke betyde, at vi glemmer vores fokus på de af vores medborgere, der efter igennem et langt liv at have bidraget til fællesskabet nu har brug for, at fællesskabet bidrager til dem.

Vi taler om de borgere, der ikke oplever krise for første gang. De har gennemlevet fattigfirserne. Som fik smadret deres økonomi af kartoffelkuren. De husker oliekrisen og de bilfrie søndage. De har set 50’ernes knaphed og de sidste rester af rationering blive afløst af de glade 60’ere – og de trådte deres barnesko under de fem forbandede år, under 30’ernes depression eller måske endda endnu tidligere.

Det er mennesker, der er vokset op i en fattigdom, vi ikke forstår i dag. De har knoklet hele deres liv for at få familien til at hænge sammen. For at deres børn, og børnebørn skulle få et bedre og mere trygt liv end de selv har haft. Og nu har de nået en alder, hvor de har brug for det velfærdssamfund, de selv har været med til at bygge op.

De får måske brug for hjemmehjælp. De kommer ofte hos lægen og får besøg af hjemmesygeplejersken og de har lært Frederiksberg Hospital rigtig godt at kende indefra. Vi ved ikke, hvornår alderens små skavanker sætter ind – men lever man længe nok, så indhenter de én.

Vi har opbygget et velfærdssamfund, hvor vi kan stå parat til at sige tak til de ældre for indsatsen – ved at give dem den håndsrækning, de har brug for i deres livs efterår.

Men nu er der så krise igen. Og krisen kradser som bekendt. Og der skal spares og laves nulvækst og hver en krone skal vendes.

Og her på Frederiksberg må man erkende, at det er gået hårdt ud over ældreområdet i de senere år. Grønthøsteren har været i gang. På både plejehjem og hjemmehjælp. Der er indført ny indkøbsordning. Ny vaskeriordning. Der er blevet lukket plejehjemspladser.

Alle hjemmehjælpsmodtagere er blevet revisiteret. Det har betydet, at 128 ældre har fået mere hjemmehjælp. 1.642 ældre har fået mindre.

Heldigvis er der også lyspunkter. Mere hjemmetræning giver et stort løft til de ældre. I stedet for hjælp til passivitet er det blevet hjælp til aktivitet. I stedet for hjælp til at leve med forfaldet er det blevet hjælp til at overvinde forfaldet. Det er et projekt vi socialdemokrater er rigtig glade for.

Vi er også glade for, at moderniseringsplanen på vores plejehjem fortsætter. Vores ældre fortjener en tidssvarende og rummelig bolig med eget bad og toilet. Gode fysiske rammer er også med til at give vores ansatte i ældreplejen et bedre arbejdsmiljø – og i disse krisetider har de nye generationer på arbejdsmarkedet, brug for byggeopgaver. Vi har i kommunalbestyrelsen har vedtaget, at de byggeopgaver skal løftes af virksomheder, der tager lærlinge, så vi gør vores for at skaffe flere praktikpladser.

Socialdemokraterne står ved de forringelser for ældre vi siden kommunalvalget har stemt for. Vi har ikke gjort det med begejstring, og vi har på ingen måde gjort det med en henkastet bemærkning om, at det er effektiviseringer, der ikke kan mærkes. Eller at det ikke har konsekvenser for servicen over for de ældre. Eller endda at det er muligt at spare endnu mere. Tværtimod anerkender vi, at det har været et par hårde år for såvel ældre som ansatte.

Men et er sikkert: havde Socialdemokraterne ikke gået konstruktivt ind i sparebudgettet for 2011 og genopretningen i 2010, så var resultatet blevet endnu flere forringelser, dårlige løsninger og endnu mere tåbelige besparelser.

For krisen kradser. Som den kradsede i 80’erne. Som den kradsede under oliekriserne i 70’erne. Og når vi går til forhandlinger om budgettet for 2012, så er det med den intention at sikre, at krisen i 2012 ikke igen kommer til at kunne mærkes blandt de af vores borgere, der oplevede den store depression i 30’erne. De har gennemlevet kriser nok. Det kan ikke være dem, der skal holde for!

Talen blev holdt 14. september 2011 i Frederiksberg Kommunalbestyrelse

Vandkunsten på Rådhuspladsen

Men er der ikke andre aldersgrupper end børnene, der har brug for den indsats, en kulturkonsulent kan gøre. I den socialdemokratiske gruppe har vi diskuteret, om det ikke er på tide at udvide de gode erfaringer med børnekulturkonsulenten og ansætte en ældrekulturkonsulent.

Der er nemlig også mange ældre på Frederiksberg, der kunne have stor glæde af en indsats rettet specifikt mod dem. Mennesker lever som bekendt ikke af brød alene – uanset om de er 5 år eller 75.

En ældrekulturkonsulent skal først og fremmest sætte kulturelle aktiviteter i værk for de ældre, der ikke selv kan eller orker at opsøge dem. Der er mange ældre, der er aktive storforbrugere af byens mange kulturtilbud, og de er udmærket i stand til at klare sig selv. Til gengæld er der også en del ældre, der har svært ved at komme ud af eget hjem, og hvis livskvalitet ville få et løft, hvis der blev lavet kulturelle arrangementer for dem – og hvis der blev gjort en særlig indsats for at informere om de tilbud, der allerede er.

Ældrekulturkonsulenten kunne samarbejde med biblioteket, plejehjem og hjemmeplejen, og søge inspiration i det glimrende arbejde, børnekulturkonsulenten udfører. Udflugter, sangaftener, biblioteksarrangementer, der finder sted på plejehjemmet eller dagcentret i stedet for på biblioteket kunne være en del af ældrekulturkonsulentens arbejde. En ældrekulturkonsulent kunne gøre en fantastisk indsats for ældre, der er ensomme i eget hjem, og være en inspiration og hjælp til plejehjem, dagcentre og hjemmepleje for at finde på nye tiltag, der kan sætte liv i kludene.

Frederiksberg har et levende amatørkulturliv, og ældrekulturkonsulenten kunne hjælpe amatørteatret, musikhøjskole, billedkunstnere og musikere til at vise deres kunst for ældre i klubberne, dagcentrene og på plejehjemmene. Kort sagt: en ældrekulturkonsulent kan blive et løft for hele Frederiksbergs kulturliv.

Bragt i Frederiksberg Bladet 30. august 2011

Undersøgelsen skal vise, om dagcentrene organisatorisk hænger sammen på den mest fornuftige måde – eller om Frederiksberg med fordel kan organisere dagtilbud til ældre på anden vis, f.eks. ved hjælp af klubber og frivillige.

Desværre har undersøgelsen givet anledning til megen bekymring og utryghed blandt de nuværende, meget tilfredse brugere af dagcentrene. Det kan vi godt forstå. Det er ubehageligt og skræmmende, når en undersøgelse bliver lanceret med en undertone af, at det kan betyde lukning af alle dagcentre. Det er heller ikke intentionen, i hvert fald ikke fra Socialdemokraternes side.

Socialdemokraterne har fulgt nøje med i de mange debatindlæg. De har gjort stort indtryk! Vi er slet ikke i tvivl om, at de ældre er glade for dagcentrene, og at de meget nødig ser ændringer. Dagcentrene er meget mere end træning, mad og officielle aktiviteter. De er også socialt samvær og fællesskab. Venskaber og sammenhold. Det må vi ikke sætte over styr.

Når vi alligevel i første omgang har nikket til en undersøgelse af organiseringen af dagcentre, er det ikke fordi vi vil stemme for en lukning. På ingen måde. Men vi er interesserede i, om vi kan gøre det lidt bedre (og gerne lidt billigere) i en tid hvor den borgerlige regering holde Frederiksberg i meget stramme, økonomiske tøjler. Derfor er vi nødt til at undersøge, om vi med små ændringer kan få mere kvalitet for færre penge.

Bragt i Lokalavisen Frederiksberg 17. juni 2011

Jeg vil gerne lægge ud med at slå fast, at Socialdemokraterne ikke har planer om at lukke hverken dagcentre og daghjem. Det er min faste overbevisning at de øvrige partier i kommunalbestyrelsen deler vores holdning. Desværre har kommunikationen om analysen af dagcentre ikke været særlig god, og derfor frygter mange ældre nu for deres dagcenter.

Et enigt sundheds- og omsorgsudvalg har sagt ja til at lave en undersøgelse af organiseringen af dagcentrene, som forvaltningen har foreslået. Vi er interesserede i at vide, om tilbuddet er det helt rigtige til ældre på Frederiksberg – og om vi måske kan udvikle tilbuddene til ældre ved at inddrage de mange frivillige ældreorganisationer og klubber. De ældre ved bedst selv hvad de ønsker, og derfor kan det aldrig skade at inddrage ældreorganisationer i arbejdet.

Samtidig er det ikke nogen hemmelighed, at den borgerlige regering holder kommunerne i et økonomisk jerngreb, og vi er derfor nødt til at vurdere hver eneste krone, kommunen bruger. Kan vi finde bedre måder at give det samme tilbud på, er det bedre end hvis vi i fremtiden på grund af økonomien skulle nedlægge yderligere pladser, stramme visitationen eller skære i personalet.

Der er ikke tale om, at vi med undersøgelsen af dagcentrene har sagt ja til at overlade de ældre til deres egen ensomhed eller til frivillige hattedamer. Men der er tale om, at vi gerne vil udvikle tilbuddet og se om det matcher målgruppen. Målgruppen er både de nuværende brugere af dagcentrene, som heldigvis er rigtige glade for tilbuddet og de mange ældre der kunne have gavn af tilbuddet, men som i dag har fravalgt det. Enten fordi de ikke kender til det, eller fordi det ikke matcher deres ønsker og behov.
Så der bliver ikke fra socialdemokraternes side tale om en lukning, men måske om en omlægning.

For os er det meget vigtigt, at en eventuel omlægning ikke kommer til at betyde, at sammenholdet blandt de ældre ødelægges, at mulighederne for træning forringes eller at der ikke vil være personale eller faciliteter til at tage sig godt af brugerne. Der er mange faciliteter og aktiviteter i dagcentrene som er med til at give livsglæde og mening for brugerne. Dem skal vi naturligvis bevare.

Mange brugere af dagcentre er jo netop brugere, fordi de har brug for et tilbud i trygge rammer med fast tilknyttet personale.

En række ældre brugere af dagcentrene – og deres pårørende – har her i Frederiksberg Bladet udtrykt bekymring for kommunens planer og stor opbakning til det nuværende tilbud. Tak for det, det har gjort indtryk. Det er vægtige indspark til en måske – måske! – kommende beslutning om ændringer i ordningen.

Socialdemokraterne ved godt, at hver eneste læserbrevsskribent repræsenterer mange bekymrede og utrygge ældre. Vi er kede af, at det der skulle have været en undersøgelse af mulighederne for at organisere dagcentrene anderledes, er blevet til en frygt for at tilbuddet skal forringes eller forsvinde. Det har ikke været vores tanke bag – og jeg tror heller ikke, at nogen af de andre partier har ønsket det.

Bragt i Frederiksberg Bladet 7. juni 2011

En klar forringelse for Greta Hansen, og det er hun selvfølgelig utilfreds med. Det skulle man tro, at alle kunne forstå – uanset om man har stemt for besparelsen eller ej.

Men nej, den konservative Flemming Brank insisterer (5. maj i Lokalavisen) på, at der ikke er tale om nedskæring af hjemmehjælpen. Fakta er imidlertid, at omlægningen udgør en besparelse på minimum 2,9 mio. kr. Jeg synes, det er en helt usædvanlig arrogance at afvise, at 2,9 mio. kr. er en nedskæring!

Kommunen fattes penge, og derfor er sparekniven blevet hvæsset. Det går ud over stort set alle serviceområder på Frederiksberg – børn, unge, kultur, administration og ikke mindst ældre. Det er en logisk følge af flere års borgerligt overforbrug og en regering, der har dikteret nulvækst.

Socialdemokraterne var med til at finde besparelser, og det står ved, selvom det er godt gammeldags træls. Vi beklager over for alle, der er blevet ramt, at det var nødvendigt. Vi arbejder benhårdt på, at fremtiden ikke skal byde på så mange forringelser. Men hvis besparelserne rammer, så vil vi som ansvarlige politikere stå ved dem i stedet for arrogant at benægte nedskæringerne!

Bragt i Lokalavisen Frederiksberg 18. maj 2011

Efterlønnen er ikke længere attraktiv for akademikere deres pensionsopsparinger er blevet så gode, at de vil lide et stort økonomisk tab ved at gå på efterløn. Så nu lyder parolen, at samfundet ikke har råd til efterlønnen.

Akademikerne mener oven i købet, at det er solidarisk at afskaffe efterlønnen, fordi den er en slags generationstyveri. Egoistiske ældre snyder børnene for deres retmæssige skattekroner, så de selv kan mæske sig i et ufortjent tidligt otium.

Man ser det for sig: SOSU-assistenter, smede og slagteriarbejdere sniger sig ind på landets børneværelser og stjæler Katvig-tøjet, Brio-toget og de økologiske speltboller, så de kan spille golf og ride, mens børnene dybt forgældede lades tilbage i børneværelset.

Den sørgmodige konklusion må være, at hvis efterlønnen skal bevares, skal den gøres mere attraktiv for akademikerne. Ellers vil de for samfundets skyld sikre, at den bliver afskaffet, så der er råd til de topskattelettelser, der er så tvingende nødvendige for at give de stakkels akademikere incitament til at arbejde.

Bragt i Dagbladet Information, 16. april 2011