Lad mig nævne det bedste resultat af undersøgelsen først: 95 % af hjemmehjælpsmodtagerne mener, at deres hjemmehjælpere er venlige. Kun 5 % mener både-og, mens antallet der ikke mener, at de bliver behandlet venligt, er så lavt at det ikke kan ses i brugerundersøgelsens tabel. Det er et resultat, hjemmehjælperne kan være stolte af. På trods af en travl hverdag, formår de alligevel at møde borgerne med venlighed. Tak for det!

Når det er sagt, er der bestemt også tal i brugerundersøgelsen, der ikke er tilfredsstillende. Kun 54 % kan svare ja til, at det som oftest er de samme hjælpere, der kommer. Og 27 %, altså hver fjerde, svarer direkte nej. Det er ikke godt nok! Det er vigtigt, at der ikke er for mange hjemmehjælpsskift. Selvfølgelig vil der være forskellige hjælpere, fordi SOSU’er naturligvis også kan være syge, skal have ferie, omsorgsdage eller barn syg. Især borgere, der modtager meget hjemmehjælp flere gange om dagen, møder i sagens natur mange hjemmehjælpere. Men det ændrer ikke på, at skiftende hjælpere opleves som et problem, og et problem vi må arbejde på at mindske.

Undersøgelsen viser nemlig også, at modtagere af hjemmehjælp oplever stor forskel på, hvilken hjælp de enkelte hjemmehjælpere giver. Altså betyder mange forskellige hjemmehjælpere også mange forskellige niveauer for hjælp. Det er forvirrende og bekymrende. Når en borger får hjemmehjælp, skal han eller hun også kunne regne med, at modtage den samme hjælp også hvis de får besøg af en ny hjælper.

Noget tyder på, at der er god grund til at arbejde videre med organiseringen af hjemmehjælpen på Frederiksberg. Færre borgere skal opleve, at de ofte får skiftende hjælpere og forskelligt serviceniveau. Kommunen er gået i gang med opgaven, og søger blandt andet inspiration hos Horsens Kommune, der har fået foretaget den samme brugerundersøgelse og hvor borgerne er mere tilfredse.

Alle har ret til sund og frisk mad, også ældre. Vi er forbi de tider, hvor man spiste brød med mug eller ikke havde råd til at kassere gammel mad. Ældre skal ikke spises af med halvsløje fødevarer, fordi man får varerne leveret via den kommunale indkøbsordning.

Gamle madvarer er ikke kun ulækkert, det kan også være en trussel mod de ældres sundhed, hvis de uforvarende spiser fordærvet mad. Dårlig mad kan gøre folk syge, og hvis man er med i den kommunale indkøbsordning er det oftest fordi ens helbred på den ene eller anden måde allerede er svækket. Gammel madvarer rammer altså en gruppe, de i forvejen er sårbar.

Det er også værd at bemærke, at mange ældre er blevet flyttet fra indkøb med hjemmehjælper til den nye indkøbsordning. Gruppen af ældre, der modtager indkøb fra indkøbsordningen er altså blevet bredere, og nogle af de ældre er svagere end tidligere. Man kan ikke forvente, at alle ældre selv tjekker datoen på de madvarer, for de kan f.eks. have dårligt syn eller svært ved at overskue mange varer på én gang.
Der er en grund til, at de er blevet visiteret til en indkøbsordning – fordi de har brug for hjælp, ikke halvgamle madvarer.

Socialdemokraterne vil bede forvaltningen om på baggrund af kritikken at undersøge holdbarheden af madvarerne fra den kommunale leverandør. Ældre mennesker skal kunne regne med, at den leverede mad lever op til de mest basale krav, herunder at den kan holde sig frisk frem til næste levering. Alle må have en interesse i, at der bliver rettet op på problemerne hurtigst muligt!

Bragt i Frederiksberg Bladet 13. juli 2010

I vore øjne er Anne Vangs kritik af såvel vores partiledelse som af efterlønnen ganske forfejlet. For det første har Socialdemokraterne i to omgange (’98 og ’06) netop reformeret efterlønnen. 98-reformen gjorde efterlønnen til en rettighed, og 06-aftalen sikrede en sammenhæng mellem levealder og tilbagetrækningstidspunkt. I begge omgange advokerede de borgerlige for en total afskaffelse af efterlønnen med de samme argumenter, som Vang og co. nu fremfører. Men S sikrede, at alle også i fremtiden har mulighed for selv at bestemme, hvornår de vil trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet.

Selvom medierne glædeligt fremviser golfspillende seniorer med masser af overskud og energi, når efterlønnen sættes til debat, så er det på ingen måder et retvisende billede. Tværtimod ved vi, at det først og fremmest er de ufaglærte og faglærte i den private sektor og de hårdarbejdende SOSU-hjælpere og andre kommunale kernetropper, der går på efterløn. De udgør rygraden i vores samfund, og har knoklet siden de var 16-17 år.

Det er disse mennesker, som Anne Vang nu vil fratage retten til efterløn. I stedet skal de sendes til møder med læge og sagsbehandler, der skal vurdere, om de er syge nok til førtidspension.

Den socialdemokratiske velfærdsmodel er bygget på, at vi alle har rettigheder og pligter. Hjemmehjælperen har ikke mindre ret til hverken efterløn, pension eller dagpenge end bankdirektøren eller borgmesteren. Ingen skal stå med hatten i hånden og føle, at de ligger samfundet til last, fordi de har brug for hjælp.

Den ny efterlønsordning sikrer en sammenhæng mellem tilbagetrækningsalder og levetiden. Vi bliver ældre, og efterlønsalderen følger med. Vores generation vil eksempelvis først have mulighed for at gå på efterløn, når vi er et godt stykke over de 65. En SOSU-hjælper, der i dag er 35 år og som fik sit første arbejde på et af vore plejehjem, da hun var 20 år, kan altså se frem til at have knoklet i mere end 45 år, før hun får mulighed for at trække sig tilbage og nyde sit otium og sine børnebørn. I vore øjne har hun ydet sit fair bidrag, men Anne Vang mener, at hun først bør trække sig tilbage, når hun er over 70 år.

Vi vil holde fast i, at den enkelte har et reelt og rimeligt valg. Det er ikke for meget at forlange, at man efter et langt arbejdsliv har mulighed for nogle gode år inden alderdommens problemer sætter ind for alvor.

Når Anne Vang blot åndløst gentager de borgerliges evindelige efterlønsangreb, er det et udtryk for en opgivende holdning, som vi slet ikke kan følge.

Udfordringen med at skaffe arbejdskraft og dermed finansiere fremtidens velfærd kan løses. Det handler eksempelvis om at mindske sygefraværet, der er alt for højt – især i den offentlige sektor. Det handler om at skabe gode og sunde rammer på arbejdspladserne, så ingen bliver fysisk eller psykisk nedslidte af at gå på arbejde. Det handler om at få 95% af en årgang til at tage en uddannelse. Den bedste garanti for, at folk ikke har brug for efterløn er netop at give dem en uddannelse og et arbejde, de er glade for – på en sund og tryg arbejdsplads. Det er selvfølgelig langt sværere at gøre disse ting, men socialdemokrater har aldrig dukket sig for svære opgaver. Tværtimod, så ved vi, at de lette løsninger – i dette tilfælde afskaffelse af efterlønnen – ofte rammer de svageste hårdt.

Skrevet sammen med Thomas Gyldal Petersen og bragt i Berlingske Tidende 27. april 2010.

Tilbud til alle børn

Det burde være enkelt, men som Susanne Toft skriver om sin søn med autisme i Frederiksberg Bladet 30. marts, er det desværre ikke altid så nemt.

Specialundervisning skal tilrettelægges efter barnets behov. Nogle børn har handicap, der gør det nødvendigt at gå i en specialskole, hvor hverdagen kan tilrettelægges efter de særlige børn, der går på skolen. Andre børn har det bedst i en specialklasserække, hvor det går i en specialklasse på en folkeskole, og f.eks. kan have nogle timer sammen med de andre børn i normalklasserne og kan møde dem i frikvartererne. Og nogle børn går i en almindelig folkeskoleklasse, men har brug for ekstra støtte for at kunne følge undervisningen der.

Uanset hvilket tilbud, et barn får, er målet det samme: at give barnet de nødvendige forudsætninger for at udvikle sine faglige og personlige kompetencer bedst muligt. Ingen børn må lades tilbage frustreret med frustrerede forældre, lærere og kammerater, fordi barnet ikke får den støtte, det har brug for til at kunne gennemføre folkeskolen.

Frederiksberg Kommune er i øjeblikket ved at analyse specialundervisningsområdet nærmere. Det sker fordi udgifterne (ligesom i mange andre kommuner) stiger voldsomt i disse år samtidig med at folkeskolen kritiseres for at være for rummelig altså at der sidder for mange børn i folkeskolen, der har brug for støtte, men som ikke får den rette hjælp.

Det er derfor nødvendigt at se på området med friske øjne. Giver vi den rigtige støtte til de rigtige børn? Sidder der børn i vores skoleklasser, der bør få specialundervisning i klassen eller uden for den uden at få det? Og hvordan får vi en rimelig ventetid på udredning og henvisning til specialundervisning og støtte til børn med handicaps?

Det forekommer mig nogen gange, at der er lige lovlig meget bureaukrati i specialtilbuddene, som Susanne Toft også henviser til: at forældre skal søge igen og igen, selvom barnet har et varigt handicap som næppe forsvinder på 6 måneder. Hvorfor skal der så bruges skønne kræfter på at undersøge om barnet stadig har brug for hjælp hver 6. måned? Kan man ikke gøre det lidt smartere? Hvis det er lovgivningen, der står i vejen for en fornuftig og ubureaukratisk udnyttelse af ressourcerne bør vi jo forsøge at gøre Christiansborg opmærksomme på dette.

Socialdemokraterne afventer resultatet af analysen af specialundervisningsområdet. Når den er kommet, bør der være rigelig tid til at diskutere den med eleverne både dem med brug for hjælp og deres klassekammerater deres forældre og lærerne. Vi kan ikke i krisetider trylle mange millioner op af kassen, men vi kan måske tilrettelægge indsatsen på en mere fornuftig måde, så der bliver brugt mere tid på børnene og mindre på administration.

Bragt i Frederiksberg Bladet – 14. april 2010

Riget fattes penge

Da sundhedsvæsenet godt må vokse, skal kommunerne skære ned. Ellers giver det jo ikke nul.

Besparelsen bliver massiv, for der tages ikke højde for, at flere ældre og børn giver flere udgifter til plejehjem og børnehaver. Nej, kommunerne skal løse flere opgaver for færre penge.

Finansminister Claus Hjort Frederiksen har i et forsøg på at underbygge sin nulvækst-strategi fundet et sparekatalog frem med besparelser på i alt 10 mia. kr. til de danske kommuner. Hjort siger, at kommunerne sagtens kan skære fx 2,3 mia. kr. på børnepasning, 2,5 mia. kr. på ældrepleje og 1,3 mia. kr. på folkeskolen. Det er noget af en indrømmelse: Hjorts nulvækst er altså lig med, at kommunerne skal spare op til 10 mia. kr. på velfærden.

Med sparekataloget har Claus Hjort desværre ikke lagt op til at tage ansvaret og fortælle vælgerne, hvilke opgaver, de hidtil har fået løst hos deres kommune, som de ikke længere skal regne med hjælp til. Det ville være en udmelding, der kaldte på politisk mod.

Nej, borgerne får at vide, at det bare handler om effektiviseringer, best practice og at de dyreste kommuner skal blive lige så billige som de billigste. På menneskesprog kalder man det ‘laveste fællesnævner’, men den slags grimme ord tager finansministeren ikke i sin mund.

Sparekataloget er udtryk for en hidtil uset kynisme i kampen om vælgerne. Finansministeren vil nemlig gerne holde på pengene, men han har ikke modet til at fortælle vælgerne ligeud, hvad de skal undvære i de kommende år. I stedet er det landets kommunalpolitikere, der bliver pålagt opgaven. Det er os, der skal fortælle borgerne, at der bliver kortere åbningstid i daginstitutionerne, færre timer i folkeskolerne og mindre hjemmehjælp til de ældre.

Imens kan finansministeren og resten af regeringen sidde skjult på Slotsholmen og pege fingre, når enkeltsager rammer mediernes dagsorden: SÅ er det sandelig kommunernes egen skyld; de kunne jo bare være med effektive.

Det er og bliver uhæderligt. Desværre er Claus Hjort en så stor tøsedreng, at det er den måde, han driver politik på. I stedet for at stå ved, hvad konsekvensen af regeringens politik er, så lader han andre gøre det beskidte arbejde.

Nej til merindskrivning i skolerne

På Frederiksberg bliver der flere og flere af de håbefulde kommende skoleelever hvert år. Det er dejligt, at så mange forældre vælger at blive boende på Frederiksberg og betror vores folkeskoler deres børns uddannelse. Tak for det.

Det giver lidt udfordringer, fordi skolerne skal gøre sig umage for at have plads til alle de mange elever. Igen i år har vi derfor desværre set forslag om at oprette børnehaveklasser med mere end 28 elever.

Loven lægger et loft over antallet af elever i klasserne på 28. Det loft kan kommunalbestyrelsen give dispensation til overskrides med op til 2 elever, så skoler efter politisk beslutning kan starte klasser med 30 elever. Sidste skoleår sagde kommunalbestyrelsen nej til at give dispensation, men igen i år har spørgsmålet været oppe og vende.

Socialdemokraterne er ikke i tvivl: 29 elever er for mange i en skoleklasse. Vi mener ikke, at 29 eller 30 elever i en skoleklasse er at leve op til den tillid, forældrene viser os ved at give os ansvaret for nogle af de mest betydningsfulde år i et barns liv, nemlig dets skolegang.

Vi er klar over, at det også er en udfordring at dele børnene op i flere klasser, så der kommer flere, mindre klasser. Hvis mange børn forlader skolen i løbet af skoletiden, vil det øge risikoen for at der kommer klassesammenlægninger. Den risiko vil vi hellere løbe end oprette klasser, hvor vi risikerer at der er i årevis er mere end 28 elever. Der er nemlig inden for de kommende år intet, der tyder på, at der kommer færre børn i skolealderen på Frederiksberg – tværtimod.

I princippet synes vi også, at 28 elever er for mange, men det er desværre ikke muligt at garantere mindre klasser. Vi kan dog sige nej til mere end 28 elever, og det gør vi gerne – hver gang.

Daginstitutionerne har desværre alt for længe været vant til merindskrivninger. Det er en stor belastning for børn og pædagoger, og socialdemokraterne ser absolut ingen grund til at denne merindskrivning nu skal forplantes til vores skoler.

Bragt som læserbrev i Lokalavisen Frederiksberg 18. marts 2010

Byfornyelse på overenskomst

Desværre viste en sag i efteråret 2009, at mindst ét byfornyelsesprojekt på Rolfshus blev gennemført med udenlandsk arbejdskraft aflønnet langt under det danske niveau, som arbejdsmarkedets parter har forhandlet sig frem til.

Formanden for boligselskabet bag har efterfølgende beklaget og forsøgt at rette op, da de fik kendskab til det. I første omgang ikke med held, men alle gode gange to.

Når jeg trækker den sag frem igen, er det fordi det også kalder på politisk stillingtagen. Er det acceptabelt, at boligselskaber – med vilje, ved et uheld eller fordi man ikke stiller de rette krav til underentreprenører – bruger skatteborgernes penge til at underbetale håndværkere? Spørgsmålet er ekstra presserende i disse tider, hvor arbejdsløsheden i byggeriet er tårnhøj.

Derfor har Socialdemokraterne taget sagen op i Kommunalbestyrelsen, og heldigvis var der opbakning til vores ønske om, at der skulle stilles krav om overenskomstmæssige forhold, når vi giver støtte til byfornyelsen – ligesom vi naturligvis stiller krav, når det er kommunen selv, der sender byggeopgaver i udbud.

Socialdemokraterne blev på kommunalbestyrelsesmødet lovet, at Frederiksberg nu vil stille krav til byfornyelsesprojekter om, at det udføres på overenskomstmæssige vilkår. Kravet gælder ikke kun bygherren men også underleverandører og underentreprenører. Erfaringerne viser nemlig – blandt andet i sagen om Rolfshus – at det ofte er underleverandørerne, der bruger ”billige tricks” og hyrer udenlandsk arbejdskraft til vilkår, der ligger milevidt fra de danske.

Socialdemokraterne er meget glad for, at det er nu er blevet slået fast overfor boligselskaberne, at de har ansvaret for, at alle led i byggekæden bliver udført til en ordentlig løn og på ordentlige vilkår. Når skatteborgerne er involveret i finansieringen af byfornyelsen, skal vi naturligvis også kunne stille krav til, at den ikke bruger entreprenører, der undergraver den danske model.

Bragt som læserbrev i Lokalavisen Frederiksberg 18. februar 2010

Naboskab på Frederiksberg

Jeg behøver nok ikke sige, at det hjalp ganske betydeligt på mit humør. Det fik mig også til at fundere lidt over naboskab på Frederiksberg.

Frederiksberg er en storby. Her er mange mennesker – og mange mennesker, der ikke kender hinanden. Men Frederiksberg er også en landsby. Frederiksberg har det bedste fra gadekæret – nærheden, samhørigheden og en fornemmelse af, at vi skal passe på hinanden og hjælpe hinanden. En landsby, hvor naboskabet trives.

I storbyen er mennesker nogen gange ensomme. Og i storbyen er mennesker nogen gange utrygge, fordi historien vores landsby trods alt kun er en del af fortællingen om Frederiksberg. Vi må også fortælle om alt det andet – om at bo alene, selvom man gerne ville være flere. Om at være bekymret, fordi aviserne skriver om kriminalitet og man hører jo så meget…

Men vi kan alle sammen gøre noget for naboskabet i vores by.

Når vi møder naboen med en kop kaffe, en sneskovl eller bare et smil er vi med til at sprede den gode Frederiksberg-stemning. Fordi vi passer bedre på hinanden, hvis vi føler, vi kender hinanden.

Medierne skriver meget om tricktyverier, gaderøverier og andet skidt. Og det kan være svært at se, hvordan man ene menneske kan gøre en forskel når verden er brutal. Men det kan vi. For når vi støtter vores naboer, hjælper dem eller bare viser dem, at vi interesserer os for dem, gør vi en forskel – en stor forskel, også når det handler om at gøre hverdagen tryg.

Fordi det er sværere for en med ondt i sinde at snige sig ind i en opgang, hvor beboerne kender deres naboer og føler et ansvar for dem. Fordi det er bedre at bo et sted, hvor man holder øje med, om naboen har brug for hjælp end et sted, hvor enhver bare hytter sit.

Fordi det er rart at vide, at ens nabo lægger mærke til det, hvis man holdes inde af sygdom, sne eller tristhed. Gode naboer holder os i godt humør –og hjælper os gennem de tider, hvor humøret ikke er så højt.

I morges havde det ikke sneet. Men næste gang det sner og jeg er den første på fortovet med sneskovlen, så rydder jeg ikke kun mit eget fortov. Naboskab betyder noget – her på Frederiksberg.

Oprindelig holdt som tale til Ældrekoncerterne i uge 6.

Frederiksberg skal være en CO2-neutral kommune

Verdens topledere samles i disse dage her i byen for at diskutere de menneskeskabte klimaændringer. Kampen mod global opvarmning er en af de vigtigste politiske kampe i de kommende år – både globalt, nationalt og lokalt.

Som borgere på Frederiksberg må vi håbe, at de når til et forpligtende resultat, der effektivt kan bremse CO2 udledningen på vores klode. Men vi kan gøre mere end bare at håbe. Vi kan tage sagen i egen hånd og selv arbejde for klimaet. Vi kan nemlig gøre Frederiksberg til en CO2 neutral by!

Det kræver en række investeringer nu, men det kan betale sig. Både for klimaet og for pengepungen er der god fornuft i at spare på dyre energiregninger.

Socialdemokraterne ønsker, at Frederiksberg investerer massivt i energirenoveringer af vores bygninger. Der er stadig for mange steder, hvor der fyres for gråspurvene. Og der er stadig massevis af muligheder for at reducere kommunens forbrug af el- og varme ved at isolere bedre, skifte vinduer og på andre måder gøre kommunens bygninger til lavenergi-bygninger.

Samtidig kan vi selv producere dele af vores strøm og varme. Solceller og jordvarme er redskaber, vi selv kan tage i brug her på Frederiksberg. Vi har desværre ikke plads til at opføre vindmøller inden for kommunegrænsen, men det skal ikke forhindre os i at investere i havvindmølleparker i andre kommuner.

Når der bygges nyt, skal vi være ambitiøse. Socialdemokraterne ønsker, at nybyggeri i kommunen skal være CO2 neutralt. Hvis vi stiller sådanne krav, vil vi med et slag kunne iklæde os denne grønne førertrøje og vise resten af verden et godt eksempel.

Det er sund fornuft – for vores økonomi og klima!

Katrine Lester

Det blev ikke til en borgmesterpost dennegang, men jeg er glad og taknemmelig for det gode valg.

Personligt fik jeg 2.858 stemmer – tusind tak til alle, der har stemt på mig og partiet!

Den Socialdemokratiske gruppe på Rådhuset består efter valget af mig selv, Lise Hækkerup, Michael Vindfeldt, Anja Camilla Ravn, Ali Maktabi og Sine Heltberg.