Betalingsringen, som transportminister Henrik Dam Kristensen forsvarer, ved alle efterhånden hvad er. Den har en fordel: den vil reducere trængslen. Og så har den mange ulemper. Den er uretfærdig, fordi den rammer folk, der krydser en tilfældig linje – uanset om det er ring 2 eller Københavns kommunegrænse. Den vil give ekstra trafik omkring ringen, fordi bilisterne vil køre en omvej for at undgå at krydse den. Den vil straffe Frederiksberg-borgere, der er nødt til at tage bilen for at køre på arbejde i triste industrikvarterer i omegnen, hvor der ikke er kollektiv trafik, mens naboen stadig kan tage bilen ind til indre by uden at betale ekstra. Det giver ikke mening.

Road pricing er en løsning, hvor bilen får en gps installeret. Det kaldes en on board unit (OBU). OBU’en kan hele tiden måle, hvor bilen befinder sig, og den kan således betale per kørt kilometer. For eksempel således, at man betaler per kørt kilometer i en zone og ingenting for at køre uden for. På sigt kan systemet udbygges til hele landet, og på langt sigt arbejder EU for at alle biler får en OBU installeret helt fra samlebåndet.

Fordelen ved road pricing er mange. Først og fremmest kan man kræve betaling for den del af byen, hvor problemerne med trængslen og luftforurening er størst. Arbejder man i Glostrup, Roskilde eller Hillerød betaler man kun et meget lille beløb, for den lille strækning, man kører inden for zonen. Tager man derimod bilen ind til den trængte indre by, betaler man for alle de kørte kilometer. Bilister har ingen grund til at køre omveje, for hvis de kun lige akkurat kommer inden for betalingszonen, betaler de kun ganske lidt – måske mindre end en omvej ville koste i benzin.

Er road pricing lig med overvågning? Risikerer vi ikke et overvågningssamfund, hvor der lures på hvor vi bevæger os rundt i vores bil? Nej, man kan lave OBU’en, så de ikke fortæller præcist hvor den har kørt, men kun i hvilken zone. Altså registrerer den kun, hvor mange kilometer man kører inden for zonen, men ikke hvor i zonen, man kører.

Road pricing er ny teknologi, men det er teknologi, der allerede er udviklet. Mange danske firmaer byder i øjeblikket ind på road pricing løsninger, så når tilhængerne af betalingsringen påstår, at road pricing ligger langt ude i fremtiden – jeg har hørt, at der ofte bliver sagt årtier – så passer det simpelt hen ikke. Det er en misforståelse, som bliver gentaget igen og igen, altid fuldstændig uden dokumentation. Derimod står forskere og virksomheder i kø for at fortælle, hvor langt road pricing teknologien allerede er nået. For eksempel kan nævnes, at de første Galileo satellitter i EU’s gps-projekt er sendt op, og de næste følger allerede til sommer.

Hvis trængsel er problemet, så er road pricing løsningen. Lad os nu komme i gang – først i hovedstaden, derefter i resten af landet. Og hvem ved? Måske kan danske virksomheder få en eksportsucces, når de kan sælge de danske løsninger til hele EU.

Bragt i Frederiksberg Bladet 24. januar 2012

Det urimelige ved betalingsringen er i mine øjne ikke, at man skal betale for at køre i bil i København, hvor der er problemer med trængsel og luftforurening. Det urimelige er, at man skal betale for at krydse en helt tilfældig linje – uanset om linjen følger ring 2 eller kommunegrænsen.

Borgere, der bor i Herlev og arbejder på Frederiksberg, skal betale dyrt for at tage bilen på arbejde. Det skal borgere på Frederiksberg, der arbejder i et industrikvarter på vestegnen også. Derimod koster det ingenting for Østerbro-borgeren at tage bilen hele vejen til Valby af nogle af de allermest trafikerede og forurenede veje i hovedstaden. Det er ikke fair.

Men hvad nu, hvis man ikke betalte for at køre over betalingsringen, men i stedet betalte for at køre inden for ringen?
En fair betalingsring er baseret på en gps-løsning, hvor man kun betaler for at køre inden for ringen. Jo mere man kører, desto dyrere bliver det. Krydser man kun kortvarigt ind i betalingsringen, koster det kun en lille smule. Insisterer man på at køre rundt inden for ringen, betaler man for alle kørte kilometer. Ringen bliver altså grænsen for en betalingszone i stedet for en bompengering.

En tur fra Frederiksberg til Herlev kommer kun til at koste småpenge, fordi hovedparten af turen foregår uden for ringen – hvorimod en tur til indre by bliver dyrere, fordi hele turen foregår inden for ringen. Pendlere bliver stadig motiveret til at stille bilen uden for byen, mens beboerne inden for ringen også bliver motiveret til at lade bilen stå og i stedet kaste sig på cyklen eller tage den kollektive trafik.

En fair betalingsring er en simpel form for roadpricing. Det kræver, at alle biler, der kører jævnligt inden for betalingsringen får en installeret On-Board Unit (OBU) præcis som man kender det med en BroBizz, som automatisk afregner, hvor meget bilen skal betale. Betalingen foregår automatisk via betalingsservice, præcis ligesom brobizzen på Storebælt eller Øresund.

Gæster, der kun sjældent kommer inden for ringen, kan nøjes med at købe en tidsbegrænset billet, ligesom mange danskere fra deres ferie kender det i bl.a. Frankrig, Italien og Schweiz. Og bliver man opdaget inden for ringen uden enten sin OBU eller billet, så får man en bøde.

Fordelen ved en road pricingmodel for betalingsringen er mange: man beskatter den kørsel, man gerne vil til livs: Nemlig kørsel inden for ringen. Man undgår omvejskørsel, hvor bilister kører uden om ringen og belaster miljøet mere end hvis de snittede ringen, fordi bilisten kun skal betale ganske lidt for at krydse ringen og dermed – med benzinprisen in mente – ikke har noget incitament til at tage en længere rute for at undgå bompengene.

Bragt i Berlingske 12. januar 2012

Vandkunsten på Rådhuspladsen

Også på Frederiksberg har det været nødvendigt med en kraftig opbremsning i økonomien –en kommunal recession er det vel næppe, men alligevel bekymrende. En række sparerunder har sat den kommunale service under pres, og både borgere og personale har mærket at skruen er strammet. Når hverdagen alligevel hænger sammen for vores børn, syge og ældre, skyldes det en fænomenal indsats fra medarbejderne. Vi politikere ved godt, at I løber stærkt – tak for jeres indsats!

En stor bekymring er ledigheden. Frederiksberg har ikke været helt så hårdt ramt som andre områder i ind- og udland, men udviklingen skal følges nøje. Især er ungdomsledigheden bekymrende – og på Frederiksberg særlig bekymrende, fordi vores kommune er en af de dårligste til at få unge til at tage en ungdomsuddannelse.

Vi er i gang med initiativer for at hjælpe de unge i job og uddannelse, og vi sætter endnu flere initiativer i værk i 2012. For eksempel har en enig kommunalbestyrelse på forslag fra Socialdemokraterne allerede i 2010 besluttet at leverandører og entreprenører skal have praktikpladser, hvis de vil byde på større opgaver. Vi sætter også i 2012 flere tiltag i værk i folkeskolernes ældste klasser, for at gøre de unge rustede til at tage en uddannelse –uddannelse er nu engang først skridt på vejen mod jobs.

Frederiksberg har også valgt at være med til at løfte opgaven med en kickstart af den danske (og frederiksbergske!) økonomi med en ambitiøs anlægsplan. Det er en plan, der med investeringer i miljøforbedringer, skoler, plejehjem, en social moderniseringsplan og svømmehal skal være med til at sætte gang i beskæftigelsen, gavne klimaet og gøre vores by klar til fremtidens udfordringer og glæder med stigende børnetal, stigende klimaproblemer og forbedringer for de ældre.

Mit håb for 2012 er at krisen vil lette og optimismen vil vende tilbage. Frederiksberg er – trods krisen – en fantastisk by at bo, arbejde og leve i, og jeg er, som altid, stolt og ydmyg over at måtte tjene min by.

Godt nytår!

Bragt i Lokalavisen Frederiksberg 4. januar 2012

Jeg mente, at der skulle gøres en alvorlig indsats for at få flere pendlere over i den kollektive trafik. En indsats der betyder flere og bedre busser og tog, flere afgange, mere plads og ikke mindst lavere priser. Det mener jeg stadig. Betalingsringen er bare ikke løsningen – og slet ikke, hvis ringen skal ligge på Københavns kommunegrænse.

En betalingsring på kommunegrænsen er ikke en løsning på trængselsproblemerne. Det er chikane af ikke-københavnere og et knæfald for bilhaderne. Betalingsringen straffer de bilister, der er nødt til at krydse en bestemt linje. Det er uretfærdigt og ulogisk, at man ikke kan køre fra Brøndby til Brønshøj uden at skulle betale, men godt må køre fra Brønshøj til Rådhuspladsen. Det er trods alt trafikken på den sidste tur, vi først og fremmest ønsker at mindske.

Samtidig er en af de vigtigste forudsætninger for betalingsringen bristet: der kommer ikke hverken prisnedsættelser i den kollektive trafik eller udbygninger af den inden ringen er på plads. Det var ellers formålet: at sænke priserne og investere i bus, tog og metro, så pendlerne havde et alternativ til bilen, inden ringen skulle træde i kraft. Sker det i den omvendte rækkefølge, har pendlerne reelt ikke mulighed for at vælge den kollektive trafik i stedet for. Det er altså ikke charmerende at stå op i linje 6A fra Rødovre til Vesterbro – eller at kigge langt efter bussen i regnvejr, hvor den ikke stopper, fordi den er overfyldt.

Betalingsringen var en god tanke, der i praksis har vist sig fyldt med uoverkommelige problemer og uforståeligheder. Hvorfor skal man betale for at køre ud af den, hvis formålet er mindre trængsel inde i København? Hvorfor skal elbiler betale, hvis formålet er at mindske luftforureningen? Hvorfor skal Frank Jensen stryges med hårene, mens hårdtarbejdende og loyale socialdemokrater i andre kommuner skal straffes for at tilgodese københavnere? Københavnerne, der ikke selv vil være med til at tage deres del af det praktiske bøvl med ringen, men meget praktisk har fået den flyttet ud til kommunegrænsen, så omegnskommunerne skal bakse med den trafik, der glider uden om ringen. Det er der ikke meget solidaritet i.

Betalingsringen bør kort sagt sendes hen på samme idéhistoriske mødding som ØD, Nordisk Forsvarsunion og arbejderklassens ejerskab af produktionsmidlerne.

Men det er ikke nok at skrotte betalingsringen. For problemerne med trængsel og luftforurening forsvinder ikke af sig selv.

Vi skal investere. I lavere priser (f.eks. gratis i indre København). I flere busser og tog (inkl. metro-tog), så man ikke skal vente for længe og så man kan regne med at få en siddeplads. I en Havnetunnel. I Ring 5. I en ny Øresundsbro. I at gøre kollektiv trafik attraktiv, praktisk og billig. Og lad os være ærlige: det koster penge. Så selvfølgelig skal vi se på, hvordan vi finder finansieringen.

Der er nemlig muligheder for at mindske trængsel og skaffe flere penge – også uden en betalingsring. Man kan først og fremmest genstarte ideen om roadpricing og sætte forskningsprojekter i gang, der kan gøre roadpricing til virkelighed. Roadpricing vil kunne bruges til at motivere til at tage kollektiv trafik, skabe provenu til investeringer i busser og tog og ikke mindst bruges til at motivere bilister til at tage bilen ad andre veje og på andre tidspunkter end der, hvor trængslen er værst.

Og der er flere alternativer: Man kan hæve priserne på parkering i byen og øremærke prisstigningerne til kollektiv trafik – og for min skyld kan man beskatte p-huse, hvis det er det, man drømmer om. Man kan tage penge fra befordringsfradraget og i stedet bruge pengene på billigere billetter. Det giver incitament for pendlere til at tage bus og tog frem for bil. Man kan gøre middelalderbyen bilfri. Man kan forbyde gamle biler med høj forurening at køre i miljøzonen (som i tyske byer). Man kan indføre Maut, så udenlandske lastbiler betaler for at køre på danske veje. Man kan så meget, hvis man ikke maler sig inde i en betalingsring, man åbenbart ikke har politisk kapital til at kunne betale for at køre ud af.

Tiden er kommet til at opgive betalingsringen og se på alternativerne. Især muligheden for roadpricing, som end også borgerlige partier er positive over for. Måske er der mulighed for et nyt, nationalt kompromis? Kampen for mindre trængsel og renere luft kan kæmpes uden en betalingsring – og hvem ved, måske kan den endda vindes med støtte fra fornuftige politikere på tværs af partiskel, både lokalt og nationalt.

Bringes i Berlingske 22. december 2011

Socialdemokraterne stillede allerede dengang et forslag om at etablere cykelsti på den manglende del af H.C. Ørstedsvej mellem Thorvaldsensvej og Rosenørns Alle. Et forslag, der blev vedtaget af en enig kommunalbestyrelse. Alligevel er der stadig ikke en cykelsti på strækningen.

Årsagen er, at der har været mange forslag til cykelstier i spil og ikke mindst at det lokale erhvervsliv har protesteret kraftigt mod en cykelsti, fordi det vil betyde færre parkeringspladser på vejen og dermed gøre det sværere for deres kunder i bil at besøge butikker og cafeer.

Derfor blev jeg glad, da jeg her i Lokalavisen kunne læse at Camilla Hedegaard fra Fisk & Færdigt også gerne ser en cykelsti på H.C. Ørstedsvej og gerne indgår i et samarbejde med kommunen, så vi får en løsning med størst mulig sikkerhed for cyklerne og mindst mulig gene for de handlende. På Slotskredsmødet d. 23. november udtrykte Cafe Zusammen også glæde ved udsigten til en ny cykelsti, så der er håb for at finde et fælles fodslag.

Jeg har fuld forståelse for, at man som handlende er bekymret for om færre parkeringspladser i nærheden af ens butik får konsekvenser for omsætningen. Derfor gør vi nu en stor indsats for at anlægge flere parkeringspladser i området omkring H.C. Ørstedsvej for at kompensere for de p-pladser på selve vejen, der bliver nedlagt. For en sikker cykelvej kommer altså til at koste p-pladser. I det forslag, der sidst var til politisk drøftelse, taler vi om 14 færre p-pladser i området. Om det er mange eller få, må man gøre op med sig selv, men man skal huske på, at der i dag i myldretiden er parkeringsforbud på H.C. Ørstedsvej, så med det nye forslag vil der i myldretiden rent faktisk være flere p-pladser i området end i dag.

Forslaget skal nu drøftes med de lokale i begyndelsen af det nye år. Borger- og erhvervslivsinddragelse er altid godt, så det har socialdemokraterne også sagt ja til, selvom vi er bekymret over at cykelstien – igen! – bliver forsinket. Vi håber, at det efter den dialog kan gå stærkt med at tilpasse cykelstiprojektet de forslag og kommentarer, dialogen giver os, så cykelstien kan blive anlagt inden der sker nye uheld. Vi tror også på, at såvel beboere som erhvervsliv på H.C. Ørstedsvej vil opleve, at en cykelstien ikke kun vil give gaden et sikkerhedsmæssigt, men også et æstetisk løft, og dermed bidrage til at gøre det til en fornøjelse for både bilister, cyklister og gående at færdes på vejen og frekventere butikker og cafeer.

Bragt i Lokalavisen Frederiksberg 21. december 2011

Det er jo lige præcis det, kultur kan – mobilisere vores inderste og måske glemte ressourcer. Trække minder frem. Samle mennesker på tværs af de mange skel, der ellers deler os. Mennesket levet nu engang ikke af brød alene, som den bibelkyndige ville sige.
Østervangs erfaringer med kor er et eksempel til efterfølgelse. Det er vigtigt, at holde gang i kulturelle aktiviteter for ældre, ikke mindst på plejehjem. Det skaber liv, livsglæde og trivsel.

Det er også derfor, at kommunalbestyrelsen har afsat penge i forbindelse med budgettet for 2012 til kulturelle aktiviteter for ældre. Østervang har vist vejen – Socialdemokraterne håber, at puljen til ældrekulturelle aktiviteter i de kommende to år kan være med til at sætte endnu flere gode projekter i søen.

Bragt i Frederiksberg Bladet 19. december 2011

Desværre er ebøger på dansk ca. lige så dyre som rigtige bøger, så danske læsere har måttet finde den store pung frem, hvis de ville læse den nyeste krimi, biografi eller Helle Helle roman som ebog. Biblioteket har kunnet hjælpe med de fysiske papirbøger, men ikke med de digitale udgaver.

Men sådan er det ikke mere!

Siden 1. november har Frederiksbergborgerne (og borgere i en rækkhe andre kommuner) haft mulighed for via ereolen.dk at låne ebøger ganske gratis. Jeg vil gerne afsløre, at jeg personligt er meget begejstret.

Ereolen.dk er et elektronisk bibliotek, der giver boglæserne mulighed for at låne e-bøger – og det endda fuldstændig gratis, præcis som vi kender betingelserne for bogudlån fra de fysiske biblioteker. Lånetiden er endda den samme – 30 dage kan man låne en bog, og hvis man ikke når at læse bogen færdig kan man, præcis som på de analoge biblioteker, genlåne bogen.

Bor man på Frederiksberg, så kræver ereolen.dk kun at er oprettet som låner på biblioteket (hvilket er en god anledning til at besøge sit lokale bibliotek, hvis man ikke har været der for nylig), en internetforbindelse og en smartphone, tablet, ebogslæser eller bare en computer.

Man klikker ind på ereolen.dk, følger vejledningen i at downloade et par programmer – og vupti, er man i gang. Der er mulighed for at hente op til 10 bøger måneden (hvilket jo ikke er helt som det almindelige bibliotek, hvor der ikke er udlånsbegrænsning), og der er både romaner, krimier, faglitteratur og børnebøger. Ereolen.dk er oven i købet så smart indrettet, at lånet sletter sig selv efter 30 dage, så det er slut med dummebøder for at aflevere for sent.

Ikke mindre end 54 forlag er med i ereolen.dk, og selvom udvalget endnu ikke er kæmpestort, især ikke af ældre titler, så lover det godt for fremtiden.

Mit første lån fra ereolen.dk var – inspireret af at jeg læser ebøger på en iPad – biografien om Applestifteren Steve Jobs. Det næste blev Peter Øvig Knudsens Hippie. Den næste – tja, jeg har endnu ikke besluttet mig, men ereolen giver mig også mulighed for at lave en lille huskeliste over bøger, jeg gerne vil læse, så der er nok at tage af!

Klumme bragt i Lokalavisen Frederiksberg 1. december 2011

Skolen ved Søerne

For Socialdemokraterne er det ekstremt vigtigt, at vi ikke kun skaber plads, men også gør det på en ordentlig måde. Så børnene fortsat får et ordentligt skoletilbud, hvor der ikke dispenseres fra klassestørrelser, hvor det fysiske miljø styrker og støtter undervisning, udvikling og indlæring, spil, leg og bevægelse. Vi har konstant fokus på dette, samtidig med at vi alle sammen må leve med virkeligheden af at bo i en tæt bebygget kommune med mange mennesker og (for) lidt plads.

Ved præsentationen af, hvad vi syntes var og er, et flot og visionært vinderprojekt med forbedringer af skolens indretning og en udbygning af pladsforholdene, udtrykte en række forældre bekymring for antallet af særligt udendørs kvadratmeter på skolen. Det kan vi godt forstå. Og derfor har vi endnu en gang forpligtet os til at gå tilbage og vende hver en sten.

Det betyder at vi igen åbner posen og ser på mulighederne. Vi har tidligere spurgt til, om vi kan lukke Filippavej helt eller delvist, så vejen kan indrettes til legeplads, kan vi skabe en løsning med mulighed for adgang for skraldebiler og udrykningskøretøjer, måske er der mulighed for at lave p-pladser under jorden og legeplads ovenpå, eller som en forælder foreslog, kan vi lave legeplads i 1. sals højde? Skal vi have den udbyggede busordning tilbage? Og oveni skal vi naturligvis indtænke Niels Ebbesens vej i helheden, og se på de forslag der tidligere har været i spil.

Vi lover ikke mirakler. Men vi gør hvad vi kan. Det er vores allesammens børn og vores allesammens by det handler om.

Læserbrev skrevet sammen med Anja Camilla Ravn (s). Bragt i Lokalavisen Frederiksberg 10. November 2011

Tillykke med magten – brug den nu varsomt. Jeg har bemærket mig, at I ønsker at afbureaukratisere i Danmark. Det ser jeg meget frem til. Vi bruger nemlig rigtig mange mandetimer og rigtig mange penge på bureaukrati i det her land.

Bureaukrati er ikke kun et onde. Det er også bureaukratiet – kravet om journalføring, dokumentation og partshøringer – der sikrer vores borgere deres grundlæggende rettigheder. Bureaukrati er også indsamling af oplysninger, som vi alle sammen har brug for, så vi kan sammenligne, udvikle og lære noget. Bureaukrati er også love, der garanterer høringer, aktindsigt og gennemsigtighed i den offentlige forvaltning. Det kan vi ikke undvære.

Desværre har bureaukratiet i de senere år taget overhånd. Det er blevet til kontrol for kontrollens skyld. En nem løsning for landspolitikerne på at sende politiske signaler, så de over for medier og opposition kan forsvare, at de skam tager et problem alvorligt. Ofte har vi ude i kommunerne set, at vi har fået nye, bureaukratiske regler fordi én kommune har lavet fejl eller svigtet deres opgave. Så kræves der flere tilsyn, flere politikker, flere handleplaner og ikke mindst flere regler, der er besluttet på Christiansborg og som ikke altid giver mening i den kommunale virkelighed.

Som da Lyngby-Taarbæk Kommune ville privatisere en række offentlige veje, og svaret fra Christiansborg ikke bare var et forbud mod dén øvelse, men også mere bureaukrati, der betyder at min hjemkommune – Frederiksberg – pludselig skal bruge en halv medarbejder på at administrere nye regler, også selvom vi ikke har privatiseret en eneste vej (tværtimod!). Det er simpelt hen spild af arbejdskraft og spild af skatteborgernes gode penge.

Det er rigtig fint, at den nye regering vil gøre op med det. Alligevel er jeg lidt bekymret, for det ville den tidligere regering også. Alligevel blev det kun til flere regler, mere besvær og endnu mere centralstyring. Seriøst, hvorfor er det Christiansborg, der bestemmer ikke bare at daginstitutioner skal have læreplaner, men også hvad temaerne for dem skal være? Var det ikke en opgave, der burde være blevet i daginstitutionerne selv eller i det mindste i den enkelte kommune?
For slet ikke at tale om indsatsen over for de ledige. Den tidligere regering var mere optaget af, at der blev holdt samtaler med de ledige på bestemte tidspunkter end af hvad samtalerne rent faktisk indeholdt. Regler for reglernes skyld – og ikke for at hjælpe ledige i arbejde.

Vi kan nå langt, hvis vi holder op med at dynge de offentligt ansatte til i regler. Det kræver, at vi stoler på, at de fleste offentligt ansatte faktisk går på arbejde hver dag, fordi de synes deres job er meningsfuldt og fordi de er stolte af hvad de laver.

Jeg er godt klar over, at det er svært. Når medierne og oppositionen kræver handling, og man som minister skal stå skoleret i samråd og folketingssal og tv-avis og på møder med pårørende, naboer eller interesseorganisationer. Så kommer man nemt til at fremstå som arrogant eller ansvarsfralæggende, hvis man mener at lokale problemer bør løses lokalt og ikke ved hjælp af endnu mere lovgivning, flere vejledninger, bekendtgørelser eller cirkulærer.

Sagen er, at hvis der skal luges ud i bureaukratiets store have, så skal regeringen have tillid til, at kommunerne godt kan løfte opgaven. Tillid til, at skolelærere, hjemmehjælpere, pædagoger og socialrådgivere rent faktisk udfører et godt stykke arbejde, også selvom de ikke bliver overvåget konstant. Og tillid til, at borgerne lokalt godt kan finde ud af at stemme politikere ud til kommunalvalgene, hvis de ikke kan finde ud af at leve op til jeres tillid.

Der er kun én vej frem, og det er en hårdhændet beskæring af bureaukratiet. Alternativet er, at velfærdssamfundet i kvæles i udgifterne til at administrere og kontrollere det.

Bragt i Politiken 28. oktober 2011

Seniorfitness er skræddersyet til målgruppen og det er meget populært blandt de knap 300 brugere. Det er ikke bare et traditionelt motionstilbud. Brugerne har ofte forskellige skavanker, som de takket være det ugentlige seniorfitness tilbud kan holde i skak og stadig være selvhjulpne.

Jeg er blevet fortalt, at seniorfitness også er et sted, hvor motivationen og sammenholdet er stort. Hvor man bakker hinanden op. Hvor de ældre har telefonkæder, så man ringer rundt hvis man ikke kan komme – og man bliver kontaktet af de øvrige, hvis man bliver væk uden afbud.

Da vi forhandlede Frederiksbergs budget for 2012, lå der også et forslag om at spare på huslejen for seniorfitness og flytte det til et daghjem eller dagcenter. Det forslag blev heldigvis trukket, og seniorfitness kan køre videre i 2012 som hidtil.

I stedet er forslaget sendt retur til embedsmændene, der i øjeblikket er ved at lave en undersøgelse af vores daghjem, dagcentre og øvrige tilbud til ældre.
Seniorfitness kommer til at være en del af den undersøgelse, der vil munde ud i en række anbefalinger, som vi i sundheds- og omsorgsudvalget skal tage stilling til.
Socialdemokraterne har fået rigtig mange henvendelser om seniorfitness, der har fremhævet hvor godt tilbuddet er, og hvorfor det hurtigt kan blive meget dyrt for kommunen, hvis man sparer på seniorfitness. Fordi mindre motion kan betyde mere hjælp i hverdagen. Fordi mange af brugerne af seniorfitness ikke har brug for et dagcenter eller daghjemstilbud, og vil fravælge seniorfitness hvis tilbuddet forringes. Det har vi selvfølgelig taget alvorligt.

Socialdemokraterne ser frem til resultatet af undersøgelsen fra forvaltningen, men vi lægger ikke skjul på, at vi synes seniorfitness bør bevares som et selvstændigt tilbud til de ældre.

Bragt i Lokalavisen Frederiksberg 27. oktober 2011