Ligesom i forårets sparerunde har vi valgt at gå konstruktivt til opgaven, gået efter maksimal indflydelse og fået et ansvarligt, socialt
og økonomisk afbalanceret resultat ud af det.

Vi har fået en række af vores mærkesager igennem. Børnehavealderen hæves til 3 år, vi har fået forbedringer på miljøområdet, et forsøg med træning af ældre og modulordninger i daginstitutioner er blevet skrottet. Samtidig skal der både bygges nye plejeboliger, nye hybelværelser til unge, ny skole og udbygges massivt på antallet af pladser i daginstitutionerne.

Alle kender jo de svære økonomiske vilkår på Frederiksberg og regeringens udmeldinger om 0-vækst i kommunerne. Det har betydet, at budgetforliget også indeholder en række nødvendige, men ubehagelige besparelser på samtlige politikområdet. Det er selvfølgelig ærgerligt, men vi skal huske på, at vi også selv skulle have fremlagt et budgetforslag i økonomisk balance, hvis vi ikke var gået med i forliget her.

Det er lykkes os at få afværget eller reduceret de værste og mest socialt uretfærdige besparelser. F.eks. er besparelser på
alkoholbehandlingen taget af bordet, ligesom der ikke kommer en generel nedsættelse af den tildelte tid til rengøring eller bad til ældre med behov for hjemmehjælp. Vi har også sagt nej til besparelser på klubber og fået reduceret en besparelse på SFO.

Forliget har også betydet, at der i det kommende år skal arbejdes politisk med en række nye strategier fx på hele kulturområdet, klima,anvendelsen af byens åbne pladser og parkering m.m. Det er et arbejde, gruppen ser frem til – og som jeg håber, I også vil bidrage til.

Den fulde forligstekst vil blive offentliggjort på kommunens hjemmeside.

På onsdag den 1. september er der møde i fællesledelsen på Rolfsvej 10, kld, kl. 19 og som altid starter vi med en politisk orientering. Der vil vi fortælle om alle elementer i budgetforliget, herunder de besparelser vi var nødt til at acceptere. Alle medlemmer er meget
velkomne – og der vil være rig mulighed for at stille spørgsmål til de enkelte dele af forliget.

Inden jeg slutter, vil jeg lige understrege, at vi fortsat stemmer imod det store, prestigeprojekt KU.BE.

På vegne af den socialdemokratiske gruppe

Katrine Lester

Gruppeformand

Jeg vil gerne takke den konservative fhv. rådmand Nils-Ole Heggland for her i Lokalavisen d 24. juni 2010 på den måde at sætte fokus på Grækenland og de problemer, grækerne i øjeblikket har med deres økonomi. Der er nemlig meget vi i Danmark kan lære af det forløb, der førte til det truende økonomiske sammenbrud i Grækenland.

I Grækenland har en borgerlig regeringen nemlig kørt landet ud over den økonomiske afgrund med ufinansierede skattelettelser, der især er gået til de rige. Lyder det bekendt?

Også i Danmark lider vi under regeringens manglende omhu. Regeringen forsøgte længe at negligere finanskrisen, at tale den ned og nægtede at forholde sig til den. Først da bunden var på vej ud af statskassen, vågnede Løkke & Espersen op til dåd. Regningen skulle betales – af børnefamilier, arbejdsløse og forældrene til handicappede børn.

Socialdemokraterne er med fair løsning kommet med en række konkrete forslag til hvordan vi kommer ud af krisen. Forslaget om at arbejde 12 minutter mere om dagen har været mest omtalt, men planen indeholde meget mere – f.eks. fremrykning af anlægsinvesteringer til skoler, daginstitutioner og plejehjem.

Det har Norge haft stor succes med, og som socialdemokrat indrømmer jeg gerne, at det giver mere mening at lade sig inspirere af et af de lande, der har fået færrest skrammer af finanskrisen end af det dengang konservativt ledede Grækenlands skæbne.

Bragt i Lokalavisen Frederiksberg 8. juli 2010

I vore øjne er Anne Vangs kritik af såvel vores partiledelse som af efterlønnen ganske forfejlet. For det første har Socialdemokraterne i to omgange (’98 og ’06) netop reformeret efterlønnen. 98-reformen gjorde efterlønnen til en rettighed, og 06-aftalen sikrede en sammenhæng mellem levealder og tilbagetrækningstidspunkt. I begge omgange advokerede de borgerlige for en total afskaffelse af efterlønnen med de samme argumenter, som Vang og co. nu fremfører. Men S sikrede, at alle også i fremtiden har mulighed for selv at bestemme, hvornår de vil trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet.

Selvom medierne glædeligt fremviser golfspillende seniorer med masser af overskud og energi, når efterlønnen sættes til debat, så er det på ingen måder et retvisende billede. Tværtimod ved vi, at det først og fremmest er de ufaglærte og faglærte i den private sektor og de hårdarbejdende SOSU-hjælpere og andre kommunale kernetropper, der går på efterløn. De udgør rygraden i vores samfund, og har knoklet siden de var 16-17 år.

Det er disse mennesker, som Anne Vang nu vil fratage retten til efterløn. I stedet skal de sendes til møder med læge og sagsbehandler, der skal vurdere, om de er syge nok til førtidspension.

Den socialdemokratiske velfærdsmodel er bygget på, at vi alle har rettigheder og pligter. Hjemmehjælperen har ikke mindre ret til hverken efterløn, pension eller dagpenge end bankdirektøren eller borgmesteren. Ingen skal stå med hatten i hånden og føle, at de ligger samfundet til last, fordi de har brug for hjælp.

Den ny efterlønsordning sikrer en sammenhæng mellem tilbagetrækningsalder og levetiden. Vi bliver ældre, og efterlønsalderen følger med. Vores generation vil eksempelvis først have mulighed for at gå på efterløn, når vi er et godt stykke over de 65. En SOSU-hjælper, der i dag er 35 år og som fik sit første arbejde på et af vore plejehjem, da hun var 20 år, kan altså se frem til at have knoklet i mere end 45 år, før hun får mulighed for at trække sig tilbage og nyde sit otium og sine børnebørn. I vore øjne har hun ydet sit fair bidrag, men Anne Vang mener, at hun først bør trække sig tilbage, når hun er over 70 år.

Vi vil holde fast i, at den enkelte har et reelt og rimeligt valg. Det er ikke for meget at forlange, at man efter et langt arbejdsliv har mulighed for nogle gode år inden alderdommens problemer sætter ind for alvor.

Når Anne Vang blot åndløst gentager de borgerliges evindelige efterlønsangreb, er det et udtryk for en opgivende holdning, som vi slet ikke kan følge.

Udfordringen med at skaffe arbejdskraft og dermed finansiere fremtidens velfærd kan løses. Det handler eksempelvis om at mindske sygefraværet, der er alt for højt – især i den offentlige sektor. Det handler om at skabe gode og sunde rammer på arbejdspladserne, så ingen bliver fysisk eller psykisk nedslidte af at gå på arbejde. Det handler om at få 95% af en årgang til at tage en uddannelse. Den bedste garanti for, at folk ikke har brug for efterløn er netop at give dem en uddannelse og et arbejde, de er glade for – på en sund og tryg arbejdsplads. Det er selvfølgelig langt sværere at gøre disse ting, men socialdemokrater har aldrig dukket sig for svære opgaver. Tværtimod, så ved vi, at de lette løsninger – i dette tilfælde afskaffelse af efterlønnen – ofte rammer de svageste hårdt.

Skrevet sammen med Thomas Gyldal Petersen og bragt i Berlingske Tidende 27. april 2010.

Riget fattes penge

Da sundhedsvæsenet godt må vokse, skal kommunerne skære ned. Ellers giver det jo ikke nul.

Besparelsen bliver massiv, for der tages ikke højde for, at flere ældre og børn giver flere udgifter til plejehjem og børnehaver. Nej, kommunerne skal løse flere opgaver for færre penge.

Finansminister Claus Hjort Frederiksen har i et forsøg på at underbygge sin nulvækst-strategi fundet et sparekatalog frem med besparelser på i alt 10 mia. kr. til de danske kommuner. Hjort siger, at kommunerne sagtens kan skære fx 2,3 mia. kr. på børnepasning, 2,5 mia. kr. på ældrepleje og 1,3 mia. kr. på folkeskolen. Det er noget af en indrømmelse: Hjorts nulvækst er altså lig med, at kommunerne skal spare op til 10 mia. kr. på velfærden.

Med sparekataloget har Claus Hjort desværre ikke lagt op til at tage ansvaret og fortælle vælgerne, hvilke opgaver, de hidtil har fået løst hos deres kommune, som de ikke længere skal regne med hjælp til. Det ville være en udmelding, der kaldte på politisk mod.

Nej, borgerne får at vide, at det bare handler om effektiviseringer, best practice og at de dyreste kommuner skal blive lige så billige som de billigste. På menneskesprog kalder man det ‘laveste fællesnævner’, men den slags grimme ord tager finansministeren ikke i sin mund.

Sparekataloget er udtryk for en hidtil uset kynisme i kampen om vælgerne. Finansministeren vil nemlig gerne holde på pengene, men han har ikke modet til at fortælle vælgerne ligeud, hvad de skal undvære i de kommende år. I stedet er det landets kommunalpolitikere, der bliver pålagt opgaven. Det er os, der skal fortælle borgerne, at der bliver kortere åbningstid i daginstitutionerne, færre timer i folkeskolerne og mindre hjemmehjælp til de ældre.

Imens kan finansministeren og resten af regeringen sidde skjult på Slotsholmen og pege fingre, når enkeltsager rammer mediernes dagsorden: SÅ er det sandelig kommunernes egen skyld; de kunne jo bare være med effektive.

Det er og bliver uhæderligt. Desværre er Claus Hjort en så stor tøsedreng, at det er den måde, han driver politik på. I stedet for at stå ved, hvad konsekvensen af regeringens politik er, så lader han andre gøre det beskidte arbejde.

Byfornyelse på overenskomst

Desværre viste en sag i efteråret 2009, at mindst ét byfornyelsesprojekt på Rolfshus blev gennemført med udenlandsk arbejdskraft aflønnet langt under det danske niveau, som arbejdsmarkedets parter har forhandlet sig frem til.

Formanden for boligselskabet bag har efterfølgende beklaget og forsøgt at rette op, da de fik kendskab til det. I første omgang ikke med held, men alle gode gange to.

Når jeg trækker den sag frem igen, er det fordi det også kalder på politisk stillingtagen. Er det acceptabelt, at boligselskaber – med vilje, ved et uheld eller fordi man ikke stiller de rette krav til underentreprenører – bruger skatteborgernes penge til at underbetale håndværkere? Spørgsmålet er ekstra presserende i disse tider, hvor arbejdsløsheden i byggeriet er tårnhøj.

Derfor har Socialdemokraterne taget sagen op i Kommunalbestyrelsen, og heldigvis var der opbakning til vores ønske om, at der skulle stilles krav om overenskomstmæssige forhold, når vi giver støtte til byfornyelsen – ligesom vi naturligvis stiller krav, når det er kommunen selv, der sender byggeopgaver i udbud.

Socialdemokraterne blev på kommunalbestyrelsesmødet lovet, at Frederiksberg nu vil stille krav til byfornyelsesprojekter om, at det udføres på overenskomstmæssige vilkår. Kravet gælder ikke kun bygherren men også underleverandører og underentreprenører. Erfaringerne viser nemlig – blandt andet i sagen om Rolfshus – at det ofte er underleverandørerne, der bruger ”billige tricks” og hyrer udenlandsk arbejdskraft til vilkår, der ligger milevidt fra de danske.

Socialdemokraterne er meget glad for, at det er nu er blevet slået fast overfor boligselskaberne, at de har ansvaret for, at alle led i byggekæden bliver udført til en ordentlig løn og på ordentlige vilkår. Når skatteborgerne er involveret i finansieringen af byfornyelsen, skal vi naturligvis også kunne stille krav til, at den ikke bruger entreprenører, der undergraver den danske model.

Bragt som læserbrev i Lokalavisen Frederiksberg 18. februar 2010

Frederiksberg Rådhus

Hvad betyder det for Frederiksberg?

Nulvækst i de kommende år er lig med nedskæringer, for antallet af børn på Frederiksberg vokser kraftigt i disse år. Derfor skal der bruges flere penge på daginstitutioner og folkeskoler for at fastholde det nuværende niveau. Ellers er resultatet besparelser og mere brugerbetaling, som vi allerede har set det i budgettet for indeværende år, hvor mange børnefamilier har fået en ubehagelig ekstraregning for daginstitutionen.

Jeg frygter, at nulvækst vil få alvorlige konsekvenser for Frederiksbergs borgere. Det er børn og ældre, der står for størstedelen af de kommunale budgetter, men det betyder ikke, at det er hverken vores yngste eller vores ældste medborgere, der bør betale regningen for krisen.

Socialdemokraterne vil kæmpe for at få den bedst mulige kommuneaftale til Frederiksberg. Ganske vist er der smalhals i det danske samfund, men det er tvingende nødvendigt, at vi får lov til at give vores børn en god opvækst og vores ældre en god alderdom – de er ikke skyld i krisen og det bør ikke være dem, der betaler prisen fordi Claus Hjort ikke kan holde styr på rigets finanser.

Katrine Lester

Spareforliget indeholder få forbedringer og en lang række af besparelser. Der spares netto 20 mio. kr. – et beløb, der næsten passer på den skattelettelse, det borgerlige flertal gennemførte i 2007.

I præsentationen af sparebudgettet har de Konservative, Radikale, Venstre og SF’eren Anne-Mette Wehmüller (der efterfølgende blev underkendt af SF’s bestyrelse, men som alligevel har tænkt sig at stemme for budgettet) gjort meget ud af fremhæve de gode ting i budgettet. Sjovt nok har de ikke fundet det fornødent at fortælle Frederiksbergs borgere om besparelserne. Det skal vælgerne åbenbart først finde ud af efter kommunalvalget i november.

Sparekataloget indeholder blandt andet:

• Øget brugerbetaling i vuggestuerne for 8,8 mio. kr. – svarende til omkring 400 kr. pr. barn pr. måned eller 4800 kr. om året. Penge der går lige fra børnefamiliernes budget. Normalt bryster borgerlige sig af slagordet ”pengene har det bedst i borgernes lommer” men det gælder tilsyneladende ikke børnefamilierne. Deres penge har det tilsyneladende bedst i kommunekassen.

• Øget brugerbetaling i SFO’erne. Betalingen stiger med ca. 100 kr. om måneden – naturligvis oven i den almindelige stigning på 54 kr. der skyldes løn og prisudviklingen.

• Besparelser på 1 mio. kr. på bøger, legesager og andre ting i folkeskolerne og SFO’er. I SFO’erne får forældrene altså lov til at betale mere mod til gengæld at få mindre.

• Udliciteringer på 5 mio. kr. mere om året. Konservative, Radikale, Venstre og SF’s spidskandidat har ikke oplyst borgerne om hvor eller hvordan de 5 mio. kr. skal hentes. Ældrepleje? Børneområdet? Det kan ikke være på rengøringen, for det er allerede udliciteret. Pengene skal findes – hvis opgaverne ikke kan løses billigere, bliver de borgerlige og SF’eren nødt til at sænke kravene og få en dårligere kvalitet, ellers hænger deres sparebudget ikke sammen.

• Besparelser på skolemælk, sundhedsplejersker (så meget for kommunernes ansvar for folkesundheden) og klubberne. I alt over 1,3 mio. kr. der igen-igen bliver taget fra børnene.

• Og sidst men ikke mindst spares der lige 1,2 mio. kr. på indkøbsordninger i hjemmeplejen – de ældre skal da også mærke det nye budget!

Ret skal være ret: der er også gode elementer i spareforliget. Elementer, der naturligvis vil gå igen i det Socialdemokratiske budgetforslag. Kommunen har f.eks. fået 5,3 mio. kr. til at bygge boliger til hjemløse forfra en statslig pulje. Godt initiativ, men altså ikke noget, der koster kommunen penge.

Socialdemokraterne vil ikke være med til sparebudgettet. Og vi vil slet ikke være med til, at borgerne ikke oplyses om de fulde konsekvenser af budgettet. I den forbindelse vil vi slutte med at rose Venstres Jan E. Jørgensen, der som den eneste af de borgerlige politikere ærligt har meldt ud, at konsekvensen af sparebudgettet er øget brugerbetaling og udlicitering.

Tallene kommer ikke bag på mig – jeg er sidder i et par fonde, der uddeler legater til værdigt trængende, og antallet af ansøgninger viser tydeligt, at der er mange fattige på Frederiksberg. Fattige, der har svært ved at få hverdagen til at hænge sammen, fordi deres dårlige økonomi rammer hele familien.

De fattige er meget forskellige – med og uden børn, syge og raske, ældre og unge. Til fælles har de kun, at hverdagen ikke hænger sammen, fordi økonomien gør det umuligt for dem at nyde goder som vi andre tager for givet. Internet og computer for eksempel. Madvarer af god kvalitet. Nyt tøj og rejser.

Èn fattig er én fattig for meget, men der er alligevel to grupper af fattige, jeg bekymrer mig særligt om. Den ene er gruppen af pensionister, både folkepensionister og førtidspensionister. De har forladt arbejdsmarkedet og har ingen udsigt til at forbedre deres økonomi. De kan udover deres økonomiske problemer også kæmpe med sygdom og smerter og kan se frem til at tilbringe deres otium i stor fattigdom. Jeg har læst breve fra ældre, der har fået 500 kr. i legat, der takker fordi de nu får mulighed for at købe julegaver til deres børnebørn. Tænk at det skal være nødvendigt at uddele legater for at ældre får råd til det!

Den anden gruppe er børnefamilierne. Her rammer fattigdommen ikke kun de voksne, men især børnene. De kan måske ikke gå til børnefødselsdage hos deres kammerater, fordi der ikke er råd til gaver. De fravælger fritidsaktiviteter – måske har de ikke råd til kontingentet, måske har de ikke råd til udstyret. De har ikke adgang til internettet derhjemme, og er dermed helt afhængige af at skoler og biblioteker har nok fungerende computere til dem for at kunne gennemføre deres uddannelse.
Samtidig er mange fattige fanget i fattigdommen. Frederiksberg har ikke bare mange fattige, vi er i den dårligste fjerdedel af landets kommuner, når det handler om at få folk ud af fattigdom .
Det kan vi gøre bedre!

Krisen kradser og med den øges risikoen for at flere mennesker skubbes ud i fattigdom. Kontanthjælpsloft, 300-timers regel og starthjælp har selv i gode tider sendt folk ud i fattigdom, men konsekvenserne kan blive uhyggelige når krisen gør det endnu sværere for borgere på kontanthjælp eller starthjælp at få et arbejde og blive selvforsørgende.

Socialdemokraterne vil gøre kampen mod fattigdom til en central del af valgkampen til kommunalvalget til november. Fattigdom angår os alle, uanset om vi er selv bliver ramt eller ej.