Ligesom i forårets sparerunde har vi valgt at gå konstruktivt til opgaven, gået efter maksimal indflydelse og fået et ansvarligt, socialt
og økonomisk afbalanceret resultat ud af det.

Vi har fået en række af vores mærkesager igennem. Børnehavealderen hæves til 3 år, vi har fået forbedringer på miljøområdet, et forsøg med træning af ældre og modulordninger i daginstitutioner er blevet skrottet. Samtidig skal der både bygges nye plejeboliger, nye hybelværelser til unge, ny skole og udbygges massivt på antallet af pladser i daginstitutionerne.

Alle kender jo de svære økonomiske vilkår på Frederiksberg og regeringens udmeldinger om 0-vækst i kommunerne. Det har betydet, at budgetforliget også indeholder en række nødvendige, men ubehagelige besparelser på samtlige politikområdet. Det er selvfølgelig ærgerligt, men vi skal huske på, at vi også selv skulle have fremlagt et budgetforslag i økonomisk balance, hvis vi ikke var gået med i forliget her.

Det er lykkes os at få afværget eller reduceret de værste og mest socialt uretfærdige besparelser. F.eks. er besparelser på
alkoholbehandlingen taget af bordet, ligesom der ikke kommer en generel nedsættelse af den tildelte tid til rengøring eller bad til ældre med behov for hjemmehjælp. Vi har også sagt nej til besparelser på klubber og fået reduceret en besparelse på SFO.

Forliget har også betydet, at der i det kommende år skal arbejdes politisk med en række nye strategier fx på hele kulturområdet, klima,anvendelsen af byens åbne pladser og parkering m.m. Det er et arbejde, gruppen ser frem til – og som jeg håber, I også vil bidrage til.

Den fulde forligstekst vil blive offentliggjort på kommunens hjemmeside.

På onsdag den 1. september er der møde i fællesledelsen på Rolfsvej 10, kld, kl. 19 og som altid starter vi med en politisk orientering. Der vil vi fortælle om alle elementer i budgetforliget, herunder de besparelser vi var nødt til at acceptere. Alle medlemmer er meget
velkomne – og der vil være rig mulighed for at stille spørgsmål til de enkelte dele af forliget.

Inden jeg slutter, vil jeg lige understrege, at vi fortsat stemmer imod det store, prestigeprojekt KU.BE.

På vegne af den socialdemokratiske gruppe

Katrine Lester

Gruppeformand

Lad mig nævne det bedste resultat af undersøgelsen først: 95 % af hjemmehjælpsmodtagerne mener, at deres hjemmehjælpere er venlige. Kun 5 % mener både-og, mens antallet der ikke mener, at de bliver behandlet venligt, er så lavt at det ikke kan ses i brugerundersøgelsens tabel. Det er et resultat, hjemmehjælperne kan være stolte af. På trods af en travl hverdag, formår de alligevel at møde borgerne med venlighed. Tak for det!

Når det er sagt, er der bestemt også tal i brugerundersøgelsen, der ikke er tilfredsstillende. Kun 54 % kan svare ja til, at det som oftest er de samme hjælpere, der kommer. Og 27 %, altså hver fjerde, svarer direkte nej. Det er ikke godt nok! Det er vigtigt, at der ikke er for mange hjemmehjælpsskift. Selvfølgelig vil der være forskellige hjælpere, fordi SOSU’er naturligvis også kan være syge, skal have ferie, omsorgsdage eller barn syg. Især borgere, der modtager meget hjemmehjælp flere gange om dagen, møder i sagens natur mange hjemmehjælpere. Men det ændrer ikke på, at skiftende hjælpere opleves som et problem, og et problem vi må arbejde på at mindske.

Undersøgelsen viser nemlig også, at modtagere af hjemmehjælp oplever stor forskel på, hvilken hjælp de enkelte hjemmehjælpere giver. Altså betyder mange forskellige hjemmehjælpere også mange forskellige niveauer for hjælp. Det er forvirrende og bekymrende. Når en borger får hjemmehjælp, skal han eller hun også kunne regne med, at modtage den samme hjælp også hvis de får besøg af en ny hjælper.

Noget tyder på, at der er god grund til at arbejde videre med organiseringen af hjemmehjælpen på Frederiksberg. Færre borgere skal opleve, at de ofte får skiftende hjælpere og forskelligt serviceniveau. Kommunen er gået i gang med opgaven, og søger blandt andet inspiration hos Horsens Kommune, der har fået foretaget den samme brugerundersøgelse og hvor borgerne er mere tilfredse.

Alle har ret til sund og frisk mad, også ældre. Vi er forbi de tider, hvor man spiste brød med mug eller ikke havde råd til at kassere gammel mad. Ældre skal ikke spises af med halvsløje fødevarer, fordi man får varerne leveret via den kommunale indkøbsordning.

Gamle madvarer er ikke kun ulækkert, det kan også være en trussel mod de ældres sundhed, hvis de uforvarende spiser fordærvet mad. Dårlig mad kan gøre folk syge, og hvis man er med i den kommunale indkøbsordning er det oftest fordi ens helbred på den ene eller anden måde allerede er svækket. Gammel madvarer rammer altså en gruppe, de i forvejen er sårbar.

Det er også værd at bemærke, at mange ældre er blevet flyttet fra indkøb med hjemmehjælper til den nye indkøbsordning. Gruppen af ældre, der modtager indkøb fra indkøbsordningen er altså blevet bredere, og nogle af de ældre er svagere end tidligere. Man kan ikke forvente, at alle ældre selv tjekker datoen på de madvarer, for de kan f.eks. have dårligt syn eller svært ved at overskue mange varer på én gang.
Der er en grund til, at de er blevet visiteret til en indkøbsordning – fordi de har brug for hjælp, ikke halvgamle madvarer.

Socialdemokraterne vil bede forvaltningen om på baggrund af kritikken at undersøge holdbarheden af madvarerne fra den kommunale leverandør. Ældre mennesker skal kunne regne med, at den leverede mad lever op til de mest basale krav, herunder at den kan holde sig frisk frem til næste levering. Alle må have en interesse i, at der bliver rettet op på problemerne hurtigst muligt!

Bragt i Frederiksberg Bladet 13. juli 2010

Jeg vil gerne takke den konservative fhv. rådmand Nils-Ole Heggland for her i Lokalavisen d 24. juni 2010 på den måde at sætte fokus på Grækenland og de problemer, grækerne i øjeblikket har med deres økonomi. Der er nemlig meget vi i Danmark kan lære af det forløb, der førte til det truende økonomiske sammenbrud i Grækenland.

I Grækenland har en borgerlig regeringen nemlig kørt landet ud over den økonomiske afgrund med ufinansierede skattelettelser, der især er gået til de rige. Lyder det bekendt?

Også i Danmark lider vi under regeringens manglende omhu. Regeringen forsøgte længe at negligere finanskrisen, at tale den ned og nægtede at forholde sig til den. Først da bunden var på vej ud af statskassen, vågnede Løkke & Espersen op til dåd. Regningen skulle betales – af børnefamilier, arbejdsløse og forældrene til handicappede børn.

Socialdemokraterne er med fair løsning kommet med en række konkrete forslag til hvordan vi kommer ud af krisen. Forslaget om at arbejde 12 minutter mere om dagen har været mest omtalt, men planen indeholde meget mere – f.eks. fremrykning af anlægsinvesteringer til skoler, daginstitutioner og plejehjem.

Det har Norge haft stor succes med, og som socialdemokrat indrømmer jeg gerne, at det giver mere mening at lade sig inspirere af et af de lande, der har fået færrest skrammer af finanskrisen end af det dengang konservativt ledede Grækenlands skæbne.

Bragt i Lokalavisen Frederiksberg 8. juli 2010

Desværre har det borgerlige flertal på Rådhuset ignoreret naboernes bekymringer og vil ikke så meget som undersøge hvordan man kan afhjælpe de problemer for trafikken, som den nye bygning vil give.

Socialdemokraterne mener, at bekymringerne skal tages alvorligt. I dag er det ikke mange børn, der afleveres på Thorvaldsensvej, fordi indgangen kun bruges af elever, der skal i SFO inden skole. Fremover vil alle de mindste skolebørn møde på Thorvaldsensvej, og det vil naturligvis påvirke trafikken.

Dels vil det give flere cyklister, biler og gående – og dels skal der findes parkering til alle de mange cykler, skolebørnene forhåbentligt vil bruge for at komme til skole.

Socialdemokraterne har foreslået, at bygningen trækkes en anelse tilbage fra vejen, så der er plads til at etablere flere cykelstativer. Der er ganske vist planlagt 200 nye cykelstativer, men de skal placeres ud mod Thorvaldsensvej, hvor behovet er – og ikke mod Bülowsvej.

Der skal også findes en sikker løsning på den stigende morgentrafik på Thorvaldsensvej. Bilen er kommet for at blive, og mange forældre kører deres barn til skole i bil. De kan ikke chikaneres væk. Det vil kun give trafikkaos og farlige situationer og gøre flere utrygge. Det kan endda skræmme forældre fra at lade deres børn cykle, hvis trafikken på Thorvaldsensvej føles kaotisk.

Derfor har Socialdemokraterne foreslået, at mulighederne for at lave afsætningspladser foran skolen bliver undersøgt. Måske kan busstoppestedet flyttes om på den anden side af Bülowsvej? Måske kan parkeringspladsen foran PPR bygningen inddrages mellem 7.50 og 8.05? Måske kan nogle af Thorvaldsensvejs eksisterende p-pladser få et parkeringsforbud i samme tidsrum? Der er flere muligheder, og det er helt ubegribeligt, at det borgerlige flertal i kommunalbestyrelsen ikke engang vil være med til at undersøge, om man kan forbedre afsætningsmulighederne.

En tryg skolevej burde være et fælles mål!

Bragt i Frederiksberg Bladet 29. juni 2010

Derfor har Frederiksberg Kommune udarbejdet en ny, grundig analyse af specialundervisningen i vores by. Analysen skal danne grundlag for politikernes beslutninger om ændringer af området de kommende år.

Socialdemokraterne synes, at analysen af specialundervisningsområdet indeholder en række spændende tanker om udvikling, inklusion og ændrede rammer. Vi mener, at folkeskolen skal være inkluderende, men vi mener også, at det er et fælles ansvar at skabe en inkluderende folkeskole – et ansvar, der betyder at skolen skal have de nødvendige ressourcer. Inklusion skal ikke være et synonym for besparelser, men skabes ved at skolerne får de ekstra timer, der skal til for at elever med særlige behov rent faktisk kan trives i folkeskolen – og at deres klassekammerater trives med at de er der.

Samtidig er det vigtigt for os, at der stadig eksisterer tilbud til de elever, der ikke kan få en god skolegang i folkeskolen, uanset hvor meget støtte de får. Det er en balance, og den skal vi i de kommende måneder finde frem til.

Det er en god analyse af specialundervisningen kommunen har lavet, men analysen kan ikke stå alene. Skal vi politikere træffe de rigtige beslutninger, skal vi også bruge input fra elever, forældre og personalet i folkeskolen og på vores specialskoler.

Socialdemokraterne har derfor bedt om, at analysen sendes til udtalelse blandt skolebestyrelserne, i Handicaprådet og hos MED-udvalget, hvor medarbejderne er repræsenteret. Vi synes, det er vigtigt, at både forældre, elever og personalet får mulighed for at komme med kritik, forslag, bekymringer og ris og ros inden politikerne skal vedtage ændringer af specialundervisningen.

Vi håber, at rigtige mange vil være med til at kvalificere debatten om specialundervisning – og vi vil efter sommerferien invitere til et møde med alle interesserede, hvor vi kan drøfte specialundervisningen.

Socialdemokraterne tror på, at dialog er med til at kvalificere de beslutninger, politikerne skal træffe til efteråret. Vi kan ikke love at møde op med en åben pengekasse, men vi lover at møde op med et åbent sind, så alle gode forslag og triste frustrationer kan blive luftet og hørt!

Bragt i Frederiksberg Bladet 15. juni 2010

I vore øjne er Anne Vangs kritik af såvel vores partiledelse som af efterlønnen ganske forfejlet. For det første har Socialdemokraterne i to omgange (’98 og ’06) netop reformeret efterlønnen. 98-reformen gjorde efterlønnen til en rettighed, og 06-aftalen sikrede en sammenhæng mellem levealder og tilbagetrækningstidspunkt. I begge omgange advokerede de borgerlige for en total afskaffelse af efterlønnen med de samme argumenter, som Vang og co. nu fremfører. Men S sikrede, at alle også i fremtiden har mulighed for selv at bestemme, hvornår de vil trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet.

Selvom medierne glædeligt fremviser golfspillende seniorer med masser af overskud og energi, når efterlønnen sættes til debat, så er det på ingen måder et retvisende billede. Tværtimod ved vi, at det først og fremmest er de ufaglærte og faglærte i den private sektor og de hårdarbejdende SOSU-hjælpere og andre kommunale kernetropper, der går på efterløn. De udgør rygraden i vores samfund, og har knoklet siden de var 16-17 år.

Det er disse mennesker, som Anne Vang nu vil fratage retten til efterløn. I stedet skal de sendes til møder med læge og sagsbehandler, der skal vurdere, om de er syge nok til førtidspension.

Den socialdemokratiske velfærdsmodel er bygget på, at vi alle har rettigheder og pligter. Hjemmehjælperen har ikke mindre ret til hverken efterløn, pension eller dagpenge end bankdirektøren eller borgmesteren. Ingen skal stå med hatten i hånden og føle, at de ligger samfundet til last, fordi de har brug for hjælp.

Den ny efterlønsordning sikrer en sammenhæng mellem tilbagetrækningsalder og levetiden. Vi bliver ældre, og efterlønsalderen følger med. Vores generation vil eksempelvis først have mulighed for at gå på efterløn, når vi er et godt stykke over de 65. En SOSU-hjælper, der i dag er 35 år og som fik sit første arbejde på et af vore plejehjem, da hun var 20 år, kan altså se frem til at have knoklet i mere end 45 år, før hun får mulighed for at trække sig tilbage og nyde sit otium og sine børnebørn. I vore øjne har hun ydet sit fair bidrag, men Anne Vang mener, at hun først bør trække sig tilbage, når hun er over 70 år.

Vi vil holde fast i, at den enkelte har et reelt og rimeligt valg. Det er ikke for meget at forlange, at man efter et langt arbejdsliv har mulighed for nogle gode år inden alderdommens problemer sætter ind for alvor.

Når Anne Vang blot åndløst gentager de borgerliges evindelige efterlønsangreb, er det et udtryk for en opgivende holdning, som vi slet ikke kan følge.

Udfordringen med at skaffe arbejdskraft og dermed finansiere fremtidens velfærd kan løses. Det handler eksempelvis om at mindske sygefraværet, der er alt for højt – især i den offentlige sektor. Det handler om at skabe gode og sunde rammer på arbejdspladserne, så ingen bliver fysisk eller psykisk nedslidte af at gå på arbejde. Det handler om at få 95% af en årgang til at tage en uddannelse. Den bedste garanti for, at folk ikke har brug for efterløn er netop at give dem en uddannelse og et arbejde, de er glade for – på en sund og tryg arbejdsplads. Det er selvfølgelig langt sværere at gøre disse ting, men socialdemokrater har aldrig dukket sig for svære opgaver. Tværtimod, så ved vi, at de lette løsninger – i dette tilfælde afskaffelse af efterlønnen – ofte rammer de svageste hårdt.

Skrevet sammen med Thomas Gyldal Petersen og bragt i Berlingske Tidende 27. april 2010.

De fleste kan som jeg nok huske forældrenes formanende ord, når man lod vandet løbe, mens tandbørsten arbejdede, eller når man glemte at slukke for tv’et.

I min barndom handlede det mere om syreregn og de truede hvaler end om global opvarmning og smeltende gletsjere, men i dag giver jeg mine børn de samme råd og formaninger med videre, som mine forældre gav mig.

Men selvom de fleste af os godt ved, at det giver dårlig klima-karma, når de gode husgeråd glemmes, så er det nok egentlig de færreste af os, der har nogen idé om, hvor stor en forskel vi hver især kan gøre.

Ganske som langt hovedparten af den danske befolkning, så har vi herhjemme nogen gange svært ved at leve op til klimakampen. Vi vil gerne gøre vores bidrag, men det er svært for en børnefamilie med to børn under fem år at undvære eksempelvis tørretumbleren eller droppe bilen.

Heldigvis har kommunen et tilbud: Få besøg af de kommunale klimakonsulenter og få gode råd til, hvad du kan gøre af ting, der både gavner din pengepung og klimaet.

Helt gratis, tilmed. En ren win-win-situation, som de siger i reklamen.

I dagene før påske fik vi så besøg af Nikolaj og Michael.

Sammen brugte vi lidt over en time på at diskutere, hvad vi kunne gøre med vores næsten 100 år gamle hus. For os handlede det især om varmeregningen, som vi stadig syntes var alt for høj, selvom vi ved indflytning udskiftede det gamle oliefyr med den ( mere) klimavenlige fjernvarme.

Vi havde frygtet et besøg fra et par klimahypokondere, der ville have os til at installere et økologisk muldtoilet og smide såvel tørretumbler som fladskærm på møddingen.

Den frygt blev heldigvis gjort til skamme.

I stedet fik vi snusfornuftige og -set i bakspejlet -oplagte anbefalinger som eksempelvis at isolere varmerørene i kælderen. For hver meter bart rør kan der spares op til 134 kr. årligt, lød det lakonisk i den rapport, som vi fik tilsendt efter besøget. Og så føler man sig jo lidt dum, når man ikke selv har tænkt på at spare de penge -og spare klimaet for den belastning.

Vi fik også et par andre gode råd med på vejen, men heldigvis også mange rosende ord, for de ting, som vi havde gjort, f. eks. at have skraldespande til affaldssortering og brug af sparepærer.

Så selvom man kan synes ganske ubetydelig i en verden med mere end seks milliarder indbyggere, kan man alligevel gøre noget. Og den store fordel er, at det ikke bare er klimaet, der får det bedre, når vi vasker ved 30 i stedet for 40 grader. Der er også lidt flere penge på budgetkontoen, når forsyningsselskaberne har fået deres bid.

Bragt som “På den anden side” i Lokalavisen Frederiksberg, 14. april 2010

Tilbud til alle børn

Det burde være enkelt, men som Susanne Toft skriver om sin søn med autisme i Frederiksberg Bladet 30. marts, er det desværre ikke altid så nemt.

Specialundervisning skal tilrettelægges efter barnets behov. Nogle børn har handicap, der gør det nødvendigt at gå i en specialskole, hvor hverdagen kan tilrettelægges efter de særlige børn, der går på skolen. Andre børn har det bedst i en specialklasserække, hvor det går i en specialklasse på en folkeskole, og f.eks. kan have nogle timer sammen med de andre børn i normalklasserne og kan møde dem i frikvartererne. Og nogle børn går i en almindelig folkeskoleklasse, men har brug for ekstra støtte for at kunne følge undervisningen der.

Uanset hvilket tilbud, et barn får, er målet det samme: at give barnet de nødvendige forudsætninger for at udvikle sine faglige og personlige kompetencer bedst muligt. Ingen børn må lades tilbage frustreret med frustrerede forældre, lærere og kammerater, fordi barnet ikke får den støtte, det har brug for til at kunne gennemføre folkeskolen.

Frederiksberg Kommune er i øjeblikket ved at analyse specialundervisningsområdet nærmere. Det sker fordi udgifterne (ligesom i mange andre kommuner) stiger voldsomt i disse år samtidig med at folkeskolen kritiseres for at være for rummelig altså at der sidder for mange børn i folkeskolen, der har brug for støtte, men som ikke får den rette hjælp.

Det er derfor nødvendigt at se på området med friske øjne. Giver vi den rigtige støtte til de rigtige børn? Sidder der børn i vores skoleklasser, der bør få specialundervisning i klassen eller uden for den uden at få det? Og hvordan får vi en rimelig ventetid på udredning og henvisning til specialundervisning og støtte til børn med handicaps?

Det forekommer mig nogen gange, at der er lige lovlig meget bureaukrati i specialtilbuddene, som Susanne Toft også henviser til: at forældre skal søge igen og igen, selvom barnet har et varigt handicap som næppe forsvinder på 6 måneder. Hvorfor skal der så bruges skønne kræfter på at undersøge om barnet stadig har brug for hjælp hver 6. måned? Kan man ikke gøre det lidt smartere? Hvis det er lovgivningen, der står i vejen for en fornuftig og ubureaukratisk udnyttelse af ressourcerne bør vi jo forsøge at gøre Christiansborg opmærksomme på dette.

Socialdemokraterne afventer resultatet af analysen af specialundervisningsområdet. Når den er kommet, bør der være rigelig tid til at diskutere den med eleverne både dem med brug for hjælp og deres klassekammerater deres forældre og lærerne. Vi kan ikke i krisetider trylle mange millioner op af kassen, men vi kan måske tilrettelægge indsatsen på en mere fornuftig måde, så der bliver brugt mere tid på børnene og mindre på administration.

Bragt i Frederiksberg Bladet – 14. april 2010

Riget fattes penge

Da sundhedsvæsenet godt må vokse, skal kommunerne skære ned. Ellers giver det jo ikke nul.

Besparelsen bliver massiv, for der tages ikke højde for, at flere ældre og børn giver flere udgifter til plejehjem og børnehaver. Nej, kommunerne skal løse flere opgaver for færre penge.

Finansminister Claus Hjort Frederiksen har i et forsøg på at underbygge sin nulvækst-strategi fundet et sparekatalog frem med besparelser på i alt 10 mia. kr. til de danske kommuner. Hjort siger, at kommunerne sagtens kan skære fx 2,3 mia. kr. på børnepasning, 2,5 mia. kr. på ældrepleje og 1,3 mia. kr. på folkeskolen. Det er noget af en indrømmelse: Hjorts nulvækst er altså lig med, at kommunerne skal spare op til 10 mia. kr. på velfærden.

Med sparekataloget har Claus Hjort desværre ikke lagt op til at tage ansvaret og fortælle vælgerne, hvilke opgaver, de hidtil har fået løst hos deres kommune, som de ikke længere skal regne med hjælp til. Det ville være en udmelding, der kaldte på politisk mod.

Nej, borgerne får at vide, at det bare handler om effektiviseringer, best practice og at de dyreste kommuner skal blive lige så billige som de billigste. På menneskesprog kalder man det ‘laveste fællesnævner’, men den slags grimme ord tager finansministeren ikke i sin mund.

Sparekataloget er udtryk for en hidtil uset kynisme i kampen om vælgerne. Finansministeren vil nemlig gerne holde på pengene, men han har ikke modet til at fortælle vælgerne ligeud, hvad de skal undvære i de kommende år. I stedet er det landets kommunalpolitikere, der bliver pålagt opgaven. Det er os, der skal fortælle borgerne, at der bliver kortere åbningstid i daginstitutionerne, færre timer i folkeskolerne og mindre hjemmehjælp til de ældre.

Imens kan finansministeren og resten af regeringen sidde skjult på Slotsholmen og pege fingre, når enkeltsager rammer mediernes dagsorden: SÅ er det sandelig kommunernes egen skyld; de kunne jo bare være med effektive.

Det er og bliver uhæderligt. Desværre er Claus Hjort en så stor tøsedreng, at det er den måde, han driver politik på. I stedet for at stå ved, hvad konsekvensen af regeringens politik er, så lader han andre gøre det beskidte arbejde.