Det er noget, der omhandler fire personer. Fire personer, der er afgørende for, hvordan folk som jeg selv kan lokkes, trues, tvinges eller belønnes til at arbejde Danmark ud af krisen.

De fire personer har en meget central, men overset betydning for dansk økonomi. I dag vil jeg gerne bruge lejligheden til at hædre dem.

De har jo et navn – selvfølgelig. De fire, oversete og undervurderede personer hedder hverken Helle, Villy, Lars eller Margrethe. Eller rettere sagt. Det gør de måske.

Men i daglig tale hedder de mormor, morfar, farmor og farfar.

Eller bedstemor og bedstefar. For kært barn har som bekendt mange navne, også selvom barnet er nået lidt op i alderen.
Bedsteforældrenes betydning for ikke bare familien, men hele samfundsøkonomien er groft undervurderet. Hvor ville Danmark være, hvis det ikke var for bedsteforældre, der hjalp med at hente børn, passe børn, pleje børn og nå ja – forkæle børn? Hvordan ville arbejdsmarkedet se ud, hvis det ikke var for de tusindvis af bedsteforældre, der hver dag tog en tørn med at hente barnebarnet inden fritteren lukker, med at passe lillesøster når hun er syg, så far og mor kan passe deres arbejde?

Så på vegne af min generation – den generation, der lige nu har børn i daginstitutionsalderen og skolealderen – vil jeg gerne sige tak. Tak til alle jer, der tager en tørn for jeres familie, jeres børnebørn og måske endda jeres oldebørn.

Tak til farfar for trofast at stå klar kl. 8 til pasning af skoldkopperamt barns 4. sygedag. Tak til farmor for at invitere på aftensmad, og måske endda give en lasagne med hjem til fryseren. Tak til mormor for at hente skoledrengen, så far og mor kan passe deres job. Tak til morfar for at gå på legeplads og tegne med tusser og lege hest med storebror en hel dag, når børnehaven holder lukkedag – så mor kan nå sit møde og far kan nå sin deadline.

Tak til jer alle – for uden jer hænger hverdagen ikke sammen.

Men bedsteforældres betydning handler ikke kun om økonomi og arbejdskraft. I skal også have særskilt tak for at være den lim, der får familierne til at hænge sammen – og for at være med til, at den nye generation, vores allesammens fremtid, også kender deres fortid. Tak for at bringe slægten ind i familien.

Jeg taler både om de små historier om hvordan mor blev væk i supermarkedet og historien om hvordan far på 8 år ville lave krudt og derved satte ild til sin papirskurv. Og historierne fra jeres eget liv – om hvor I var, da Kennedy blev skudt eller hvordan det føltes at se den første mand på månen. Eller historier om jeres bedsteforældre – om hvordan mormors morfar stak til søs og sejlede sejlskib. Om at have lokum i gården, om hvordan oldemor gik hjemme og passede børn, om de fem forbandede år og om det første farvefjernsyn.

Og tak naturligvis for altid at møde vores uvorne unger med et stort, overbærende smil. Tak for småkager til kaffen og for at have gemt fars trehjulede cykel til næste generation. Og tak for julegaverne (naturligvis!) og for at dele jeres erfaringer med børneopdragelse med os – og tak for alle de gange, hvor I vælger ikke at dele jeres erfaringer, velvidende at der er nogen ting, hver generation må opdage selv.

Da jeg var barn, fortalte jeg min mor at jeg helst ville bo hos min mormor og morfar. Da hun spurgte hvorfor – hun blev måske lidt såret – så svarede jeg, at det var fordi at hos mormor og morfar, der fik man dessert hver dag.

Sådan er bedsteforældre – I er livets dessert. Tak for det – og tak for ordet.

Tale til ældrekoncerterne 2012

Betalingsringen, som transportminister Henrik Dam Kristensen forsvarer, ved alle efterhånden hvad er. Den har en fordel: den vil reducere trængslen. Og så har den mange ulemper. Den er uretfærdig, fordi den rammer folk, der krydser en tilfældig linje – uanset om det er ring 2 eller Københavns kommunegrænse. Den vil give ekstra trafik omkring ringen, fordi bilisterne vil køre en omvej for at undgå at krydse den. Den vil straffe Frederiksberg-borgere, der er nødt til at tage bilen for at køre på arbejde i triste industrikvarterer i omegnen, hvor der ikke er kollektiv trafik, mens naboen stadig kan tage bilen ind til indre by uden at betale ekstra. Det giver ikke mening.

Road pricing er en løsning, hvor bilen får en gps installeret. Det kaldes en on board unit (OBU). OBU’en kan hele tiden måle, hvor bilen befinder sig, og den kan således betale per kørt kilometer. For eksempel således, at man betaler per kørt kilometer i en zone og ingenting for at køre uden for. På sigt kan systemet udbygges til hele landet, og på langt sigt arbejder EU for at alle biler får en OBU installeret helt fra samlebåndet.

Fordelen ved road pricing er mange. Først og fremmest kan man kræve betaling for den del af byen, hvor problemerne med trængslen og luftforurening er størst. Arbejder man i Glostrup, Roskilde eller Hillerød betaler man kun et meget lille beløb, for den lille strækning, man kører inden for zonen. Tager man derimod bilen ind til den trængte indre by, betaler man for alle de kørte kilometer. Bilister har ingen grund til at køre omveje, for hvis de kun lige akkurat kommer inden for betalingszonen, betaler de kun ganske lidt – måske mindre end en omvej ville koste i benzin.

Er road pricing lig med overvågning? Risikerer vi ikke et overvågningssamfund, hvor der lures på hvor vi bevæger os rundt i vores bil? Nej, man kan lave OBU’en, så de ikke fortæller præcist hvor den har kørt, men kun i hvilken zone. Altså registrerer den kun, hvor mange kilometer man kører inden for zonen, men ikke hvor i zonen, man kører.

Road pricing er ny teknologi, men det er teknologi, der allerede er udviklet. Mange danske firmaer byder i øjeblikket ind på road pricing løsninger, så når tilhængerne af betalingsringen påstår, at road pricing ligger langt ude i fremtiden – jeg har hørt, at der ofte bliver sagt årtier – så passer det simpelt hen ikke. Det er en misforståelse, som bliver gentaget igen og igen, altid fuldstændig uden dokumentation. Derimod står forskere og virksomheder i kø for at fortælle, hvor langt road pricing teknologien allerede er nået. For eksempel kan nævnes, at de første Galileo satellitter i EU’s gps-projekt er sendt op, og de næste følger allerede til sommer.

Hvis trængsel er problemet, så er road pricing løsningen. Lad os nu komme i gang – først i hovedstaden, derefter i resten af landet. Og hvem ved? Måske kan danske virksomheder få en eksportsucces, når de kan sælge de danske løsninger til hele EU.

Bragt i Frederiksberg Bladet 24. januar 2012

- Det er en fælles opgave, at skaffe boliger til unge i byen. Vi vil gerne have de mange studiepladser, og så skal vi selvfølgelig også være med til at bygge boligerne til de studerende, siger 2. viceborgmester Katrine Lester (S)

Udmeldingen kommer efter, at formanden for Studenterorganisation på Copenhagen Business School Philip Hardø i P4 København tirsdag d. 17. januar 2012 har efterlyst flere ungdomsboliger på Frederiksberg.

- Vi har allerede bygget 117 ungdomsboliger på Flintholm i 2009 i forbindelse med udbygningen af området, men det er slet ikke nok. Derfor var socialdemokraterne også med til at presse på, så der nu bygges 40 ekstra ungdomsboliger, fortæller den socialdemokratiske viceborgmester.

Hun mener ikke, at de over 150 nye boliger er nok til at dække behovet på Frederiksberg, der har både CBS, Life, Musikkonservatoriet og mange andre uddannelser.

Det er dog svært at skaffe byggegrunde til en fornuftig pris i den fuldt udbyggede kommune.

- Socialdemokraterne er meget opmærksomme på, at alle ledige byggegrunde ikke må gå til dyre ejerlejligheder. Der skal også være plads til flere ungdomsboliger. Vi er derfor glade for, at de studerende på CBS nu går ind i kampen for at skaffe flere ungdomsboliger. Det vil nemlig hjælpe os med at lægge pres på de øvrige partier i kommunalbestyrelsen, siger Katrine Lester (S).

Pressemeddelelse

Det urimelige ved betalingsringen er i mine øjne ikke, at man skal betale for at køre i bil i København, hvor der er problemer med trængsel og luftforurening. Det urimelige er, at man skal betale for at krydse en helt tilfældig linje – uanset om linjen følger ring 2 eller kommunegrænsen.

Borgere, der bor i Herlev og arbejder på Frederiksberg, skal betale dyrt for at tage bilen på arbejde. Det skal borgere på Frederiksberg, der arbejder i et industrikvarter på vestegnen også. Derimod koster det ingenting for Østerbro-borgeren at tage bilen hele vejen til Valby af nogle af de allermest trafikerede og forurenede veje i hovedstaden. Det er ikke fair.

Men hvad nu, hvis man ikke betalte for at køre over betalingsringen, men i stedet betalte for at køre inden for ringen?
En fair betalingsring er baseret på en gps-løsning, hvor man kun betaler for at køre inden for ringen. Jo mere man kører, desto dyrere bliver det. Krydser man kun kortvarigt ind i betalingsringen, koster det kun en lille smule. Insisterer man på at køre rundt inden for ringen, betaler man for alle kørte kilometer. Ringen bliver altså grænsen for en betalingszone i stedet for en bompengering.

En tur fra Frederiksberg til Herlev kommer kun til at koste småpenge, fordi hovedparten af turen foregår uden for ringen – hvorimod en tur til indre by bliver dyrere, fordi hele turen foregår inden for ringen. Pendlere bliver stadig motiveret til at stille bilen uden for byen, mens beboerne inden for ringen også bliver motiveret til at lade bilen stå og i stedet kaste sig på cyklen eller tage den kollektive trafik.

En fair betalingsring er en simpel form for roadpricing. Det kræver, at alle biler, der kører jævnligt inden for betalingsringen får en installeret On-Board Unit (OBU) præcis som man kender det med en BroBizz, som automatisk afregner, hvor meget bilen skal betale. Betalingen foregår automatisk via betalingsservice, præcis ligesom brobizzen på Storebælt eller Øresund.

Gæster, der kun sjældent kommer inden for ringen, kan nøjes med at købe en tidsbegrænset billet, ligesom mange danskere fra deres ferie kender det i bl.a. Frankrig, Italien og Schweiz. Og bliver man opdaget inden for ringen uden enten sin OBU eller billet, så får man en bøde.

Fordelen ved en road pricingmodel for betalingsringen er mange: man beskatter den kørsel, man gerne vil til livs: Nemlig kørsel inden for ringen. Man undgår omvejskørsel, hvor bilister kører uden om ringen og belaster miljøet mere end hvis de snittede ringen, fordi bilisten kun skal betale ganske lidt for at krydse ringen og dermed – med benzinprisen in mente – ikke har noget incitament til at tage en længere rute for at undgå bompengene.

Bragt i Berlingske 12. januar 2012

Vandkunsten på Rådhuspladsen

Også på Frederiksberg har det været nødvendigt med en kraftig opbremsning i økonomien –en kommunal recession er det vel næppe, men alligevel bekymrende. En række sparerunder har sat den kommunale service under pres, og både borgere og personale har mærket at skruen er strammet. Når hverdagen alligevel hænger sammen for vores børn, syge og ældre, skyldes det en fænomenal indsats fra medarbejderne. Vi politikere ved godt, at I løber stærkt – tak for jeres indsats!

En stor bekymring er ledigheden. Frederiksberg har ikke været helt så hårdt ramt som andre områder i ind- og udland, men udviklingen skal følges nøje. Især er ungdomsledigheden bekymrende – og på Frederiksberg særlig bekymrende, fordi vores kommune er en af de dårligste til at få unge til at tage en ungdomsuddannelse.

Vi er i gang med initiativer for at hjælpe de unge i job og uddannelse, og vi sætter endnu flere initiativer i værk i 2012. For eksempel har en enig kommunalbestyrelse på forslag fra Socialdemokraterne allerede i 2010 besluttet at leverandører og entreprenører skal have praktikpladser, hvis de vil byde på større opgaver. Vi sætter også i 2012 flere tiltag i værk i folkeskolernes ældste klasser, for at gøre de unge rustede til at tage en uddannelse –uddannelse er nu engang først skridt på vejen mod jobs.

Frederiksberg har også valgt at være med til at løfte opgaven med en kickstart af den danske (og frederiksbergske!) økonomi med en ambitiøs anlægsplan. Det er en plan, der med investeringer i miljøforbedringer, skoler, plejehjem, en social moderniseringsplan og svømmehal skal være med til at sætte gang i beskæftigelsen, gavne klimaet og gøre vores by klar til fremtidens udfordringer og glæder med stigende børnetal, stigende klimaproblemer og forbedringer for de ældre.

Mit håb for 2012 er at krisen vil lette og optimismen vil vende tilbage. Frederiksberg er – trods krisen – en fantastisk by at bo, arbejde og leve i, og jeg er, som altid, stolt og ydmyg over at måtte tjene min by.

Godt nytår!

Bragt i Lokalavisen Frederiksberg 4. januar 2012

Jeg mente, at der skulle gøres en alvorlig indsats for at få flere pendlere over i den kollektive trafik. En indsats der betyder flere og bedre busser og tog, flere afgange, mere plads og ikke mindst lavere priser. Det mener jeg stadig. Betalingsringen er bare ikke løsningen – og slet ikke, hvis ringen skal ligge på Københavns kommunegrænse.

En betalingsring på kommunegrænsen er ikke en løsning på trængselsproblemerne. Det er chikane af ikke-københavnere og et knæfald for bilhaderne. Betalingsringen straffer de bilister, der er nødt til at krydse en bestemt linje. Det er uretfærdigt og ulogisk, at man ikke kan køre fra Brøndby til Brønshøj uden at skulle betale, men godt må køre fra Brønshøj til Rådhuspladsen. Det er trods alt trafikken på den sidste tur, vi først og fremmest ønsker at mindske.

Samtidig er en af de vigtigste forudsætninger for betalingsringen bristet: der kommer ikke hverken prisnedsættelser i den kollektive trafik eller udbygninger af den inden ringen er på plads. Det var ellers formålet: at sænke priserne og investere i bus, tog og metro, så pendlerne havde et alternativ til bilen, inden ringen skulle træde i kraft. Sker det i den omvendte rækkefølge, har pendlerne reelt ikke mulighed for at vælge den kollektive trafik i stedet for. Det er altså ikke charmerende at stå op i linje 6A fra Rødovre til Vesterbro – eller at kigge langt efter bussen i regnvejr, hvor den ikke stopper, fordi den er overfyldt.

Betalingsringen var en god tanke, der i praksis har vist sig fyldt med uoverkommelige problemer og uforståeligheder. Hvorfor skal man betale for at køre ud af den, hvis formålet er mindre trængsel inde i København? Hvorfor skal elbiler betale, hvis formålet er at mindske luftforureningen? Hvorfor skal Frank Jensen stryges med hårene, mens hårdtarbejdende og loyale socialdemokrater i andre kommuner skal straffes for at tilgodese københavnere? Københavnerne, der ikke selv vil være med til at tage deres del af det praktiske bøvl med ringen, men meget praktisk har fået den flyttet ud til kommunegrænsen, så omegnskommunerne skal bakse med den trafik, der glider uden om ringen. Det er der ikke meget solidaritet i.

Betalingsringen bør kort sagt sendes hen på samme idéhistoriske mødding som ØD, Nordisk Forsvarsunion og arbejderklassens ejerskab af produktionsmidlerne.

Men det er ikke nok at skrotte betalingsringen. For problemerne med trængsel og luftforurening forsvinder ikke af sig selv.

Vi skal investere. I lavere priser (f.eks. gratis i indre København). I flere busser og tog (inkl. metro-tog), så man ikke skal vente for længe og så man kan regne med at få en siddeplads. I en Havnetunnel. I Ring 5. I en ny Øresundsbro. I at gøre kollektiv trafik attraktiv, praktisk og billig. Og lad os være ærlige: det koster penge. Så selvfølgelig skal vi se på, hvordan vi finder finansieringen.

Der er nemlig muligheder for at mindske trængsel og skaffe flere penge – også uden en betalingsring. Man kan først og fremmest genstarte ideen om roadpricing og sætte forskningsprojekter i gang, der kan gøre roadpricing til virkelighed. Roadpricing vil kunne bruges til at motivere til at tage kollektiv trafik, skabe provenu til investeringer i busser og tog og ikke mindst bruges til at motivere bilister til at tage bilen ad andre veje og på andre tidspunkter end der, hvor trængslen er værst.

Og der er flere alternativer: Man kan hæve priserne på parkering i byen og øremærke prisstigningerne til kollektiv trafik – og for min skyld kan man beskatte p-huse, hvis det er det, man drømmer om. Man kan tage penge fra befordringsfradraget og i stedet bruge pengene på billigere billetter. Det giver incitament for pendlere til at tage bus og tog frem for bil. Man kan gøre middelalderbyen bilfri. Man kan forbyde gamle biler med høj forurening at køre i miljøzonen (som i tyske byer). Man kan indføre Maut, så udenlandske lastbiler betaler for at køre på danske veje. Man kan så meget, hvis man ikke maler sig inde i en betalingsring, man åbenbart ikke har politisk kapital til at kunne betale for at køre ud af.

Tiden er kommet til at opgive betalingsringen og se på alternativerne. Især muligheden for roadpricing, som end også borgerlige partier er positive over for. Måske er der mulighed for et nyt, nationalt kompromis? Kampen for mindre trængsel og renere luft kan kæmpes uden en betalingsring – og hvem ved, måske kan den endda vindes med støtte fra fornuftige politikere på tværs af partiskel, både lokalt og nationalt.

Bringes i Berlingske 22. december 2011

Socialdemokraterne stillede allerede dengang et forslag om at etablere cykelsti på den manglende del af H.C. Ørstedsvej mellem Thorvaldsensvej og Rosenørns Alle. Et forslag, der blev vedtaget af en enig kommunalbestyrelse. Alligevel er der stadig ikke en cykelsti på strækningen.

Årsagen er, at der har været mange forslag til cykelstier i spil og ikke mindst at det lokale erhvervsliv har protesteret kraftigt mod en cykelsti, fordi det vil betyde færre parkeringspladser på vejen og dermed gøre det sværere for deres kunder i bil at besøge butikker og cafeer.

Derfor blev jeg glad, da jeg her i Lokalavisen kunne læse at Camilla Hedegaard fra Fisk & Færdigt også gerne ser en cykelsti på H.C. Ørstedsvej og gerne indgår i et samarbejde med kommunen, så vi får en løsning med størst mulig sikkerhed for cyklerne og mindst mulig gene for de handlende. På Slotskredsmødet d. 23. november udtrykte Cafe Zusammen også glæde ved udsigten til en ny cykelsti, så der er håb for at finde et fælles fodslag.

Jeg har fuld forståelse for, at man som handlende er bekymret for om færre parkeringspladser i nærheden af ens butik får konsekvenser for omsætningen. Derfor gør vi nu en stor indsats for at anlægge flere parkeringspladser i området omkring H.C. Ørstedsvej for at kompensere for de p-pladser på selve vejen, der bliver nedlagt. For en sikker cykelvej kommer altså til at koste p-pladser. I det forslag, der sidst var til politisk drøftelse, taler vi om 14 færre p-pladser i området. Om det er mange eller få, må man gøre op med sig selv, men man skal huske på, at der i dag i myldretiden er parkeringsforbud på H.C. Ørstedsvej, så med det nye forslag vil der i myldretiden rent faktisk være flere p-pladser i området end i dag.

Forslaget skal nu drøftes med de lokale i begyndelsen af det nye år. Borger- og erhvervslivsinddragelse er altid godt, så det har socialdemokraterne også sagt ja til, selvom vi er bekymret over at cykelstien – igen! – bliver forsinket. Vi håber, at det efter den dialog kan gå stærkt med at tilpasse cykelstiprojektet de forslag og kommentarer, dialogen giver os, så cykelstien kan blive anlagt inden der sker nye uheld. Vi tror også på, at såvel beboere som erhvervsliv på H.C. Ørstedsvej vil opleve, at en cykelstien ikke kun vil give gaden et sikkerhedsmæssigt, men også et æstetisk løft, og dermed bidrage til at gøre det til en fornøjelse for både bilister, cyklister og gående at færdes på vejen og frekventere butikker og cafeer.

Bragt i Lokalavisen Frederiksberg 21. december 2011

Det er jo lige præcis det, kultur kan – mobilisere vores inderste og måske glemte ressourcer. Trække minder frem. Samle mennesker på tværs af de mange skel, der ellers deler os. Mennesket levet nu engang ikke af brød alene, som den bibelkyndige ville sige.
Østervangs erfaringer med kor er et eksempel til efterfølgelse. Det er vigtigt, at holde gang i kulturelle aktiviteter for ældre, ikke mindst på plejehjem. Det skaber liv, livsglæde og trivsel.

Det er også derfor, at kommunalbestyrelsen har afsat penge i forbindelse med budgettet for 2012 til kulturelle aktiviteter for ældre. Østervang har vist vejen – Socialdemokraterne håber, at puljen til ældrekulturelle aktiviteter i de kommende to år kan være med til at sætte endnu flere gode projekter i søen.

Bragt i Frederiksberg Bladet 19. december 2011

Desværre er ebøger på dansk ca. lige så dyre som rigtige bøger, så danske læsere har måttet finde den store pung frem, hvis de ville læse den nyeste krimi, biografi eller Helle Helle roman som ebog. Biblioteket har kunnet hjælpe med de fysiske papirbøger, men ikke med de digitale udgaver.

Men sådan er det ikke mere!

Siden 1. november har Frederiksbergborgerne (og borgere i en rækkhe andre kommuner) haft mulighed for via ereolen.dk at låne ebøger ganske gratis. Jeg vil gerne afsløre, at jeg personligt er meget begejstret.

Ereolen.dk er et elektronisk bibliotek, der giver boglæserne mulighed for at låne e-bøger – og det endda fuldstændig gratis, præcis som vi kender betingelserne for bogudlån fra de fysiske biblioteker. Lånetiden er endda den samme – 30 dage kan man låne en bog, og hvis man ikke når at læse bogen færdig kan man, præcis som på de analoge biblioteker, genlåne bogen.

Bor man på Frederiksberg, så kræver ereolen.dk kun at er oprettet som låner på biblioteket (hvilket er en god anledning til at besøge sit lokale bibliotek, hvis man ikke har været der for nylig), en internetforbindelse og en smartphone, tablet, ebogslæser eller bare en computer.

Man klikker ind på ereolen.dk, følger vejledningen i at downloade et par programmer – og vupti, er man i gang. Der er mulighed for at hente op til 10 bøger måneden (hvilket jo ikke er helt som det almindelige bibliotek, hvor der ikke er udlånsbegrænsning), og der er både romaner, krimier, faglitteratur og børnebøger. Ereolen.dk er oven i købet så smart indrettet, at lånet sletter sig selv efter 30 dage, så det er slut med dummebøder for at aflevere for sent.

Ikke mindre end 54 forlag er med i ereolen.dk, og selvom udvalget endnu ikke er kæmpestort, især ikke af ældre titler, så lover det godt for fremtiden.

Mit første lån fra ereolen.dk var – inspireret af at jeg læser ebøger på en iPad – biografien om Applestifteren Steve Jobs. Det næste blev Peter Øvig Knudsens Hippie. Den næste – tja, jeg har endnu ikke besluttet mig, men ereolen giver mig også mulighed for at lave en lille huskeliste over bøger, jeg gerne vil læse, så der er nok at tage af!

Klumme bragt i Lokalavisen Frederiksberg 1. december 2011

- Snyd, svindel, korruption og nepotisme i det offentlige skal bekæmpes med alle midler. I det private beskytter virksomhederne aktionærernes penge med whistleblowerordninger, men i dag kan det offentlige kan ikke beskytte skatteborgernes penge på samme måde, forklarer 2. viceborgmester Katrine Lester (S), der står bag forslaget om den frederiksbergske whistleblower-ordning.

Sikker anmeldelse
En whistleblower-ordning sikrer, at ansatte, borgere eller leverandører kan henvende sig anonymt til kommunen, hvis de får kendskab til problematiske forhold, men ikke tør stå frem af frygt for repressalier, for eksempel hvis det er ens chef, der bryder reglerne, eller hvis en leverandør bliver presset til at betale bestikkelse, men ikke tør afsløre det af frygt for at miste ordren.

Når en ansat, borger eller virksomhed bruger ordningen, skal henvendelsen vurderes. Det er kun ulovligheder og grove overtrædelser af reglerne, der falder ind under ordningen. Man vil altså blive afvist, hvis man vil anmelde sin kollega for at have taget en uregelmæssig rygepause eller gå ti minutter før tid.

Private virksomheder gør det allerede
Inspirationen til whistleblower-ordningen kommer fra de mange private virksomheder som for eksempel Lundbeck og Vestas, hvor whistleblower-ordninger allerede er i drift.

- Jeg forventer ikke, at det vil vælte ind med anmeldelser. Det ville være trist, hvis der ligger mange sager om svindel rundt omkring i kommunen. Men nogen gange opdager vi sager om svindel, hvor man undrer sig over, at de ikke er blevet anmeldt til kommunen noget før. Men folk har måske ikke turdet underrette kommunen, fordi de var bange for konsekvenserne, hvis de for eksempel anmeldte at en institution betalte overpris for en ydelse hos lederens hustrus virksomhed, siger Katrine Lester (S).
Stor interesse

Katrine Lester stillede forslaget om whistleblower-ordningen for mere end et år siden. Det har taget tid at udarbejde retninglinjerne for ordningen i samarbejde med de ansattes organisationer, men nu er ordningen klar – en måned før København indfører en lignende ordning.

- Det vigtigste er ikke at komme først. Det vigtigste er, at vi får en ordning, så vi kan sige til borgerne, at vi gør alt hvad vi kan, for at sikre at skattepengene bliver brugt rigtigt, siger hun.

Hun fortæller, at hun har fået henvendelser fra både politikere i andre kommuner og fra ansatte på Frederiksberg, der var interesserede i at høre, hvordan arbejdet med at lave en ordning skred frem. Hun forventer, at også andre kommuner end København vil gå i Frederiksbergs fodspor, hvis det viser sig at ordningen afslører snyd og svindel, der ellers ikke ville være kommet frem i lyset.

Pressemeddelelse udsendt 1. december 2011