Ekstra matematik - tak

Det er kommunen ikke de eneste, der interesserer sig for. På Nørre Gymnasium har et projekt kaldet Akademiet for Talentfulde unge i seks år arbejdet på at gøre en indsats for gymnasieelever med særlige talenter. Som noget nyt tilbyder Nørre G også næste år ekstra matematik til talentfulde 9. klasses elever – og tilbuddet gælder også elever fra Frederiksberg!

Konkret går projektet ud på, at matematikinteresserede elever i de nuværende 8. klasser kan melde sig til en prøve, som er adgangsbilletten til forløbet. Hvis eleven består prøven, vil han eller hun modtage matematikundervisning på gymnasieniveau C hver mandag på Nørre G i Brønshøj. Det er gratis for eleven at deltage. Undervisningen vil være almindelig gymnasiematematik, men naturligvis målrettet særligt motiverede elever.

Motiverede og fagligt dygtige elever får altså en mulighed for at få udfordringer på et passende niveau OG få en god start på gymnasiet – inden de færdiggør grundskolen!

Alle folkeskoler på Frederiksberg har fået tilsendt tilbuddet om ekstra matematik. Vi håber at matematiklærerne vil opfordre deres talentfulde elever til at søge om deltagelse – og at elever og forældre bakker op.

Hvis du går i 8. klasse og interesserer dig for matematik – eller kender en, der gør det – så spørg din matematiklærer om mere information eller læs mere på www.norreg.dk

Skrevet sammen med Nynne Afzelius og bragt i Frederiksberg Bladet 8. maj 2012

Katrine Lester holder tale ved 1. maj 2012 i Metronomen

I sidste uge samledes 40.000 nordmænd til en demonstration på Youngstorvet i Oslo. I silende regnvejr stod de og sang Barn av Regnbuen, en barnesang om frihed og troen på en bedre fremtid. En smuk protest mod den ondskab, der i juli sidste år skød sig ind det mest socialdemokratiske af alle socialdemokratiske lande.

Det må være underligt at fejre 1. maj i Norge i dag, hvor vores norske venner fylkes om fanerne. De kan vel næppe lade være med at tænke på dem, der ikke kan være med i dag. Dem, der aldrig kommer til at fejre 1. maj igen.

Jeg tror vi allesammen ved præcis hvor vi var, og hvad vi lavede, da vi hørte om bomben i Oslo og skuddene på Utøya. For os kommer skuddene på Utøya til at betyde det samme, som skuddene i Dallas betød for knap et halvt århundrede siden. Verden bliver aldrig helt den samme.

Barn av Regnbuen. Ja, en ny generation er ved at vokse frem – ikke kun i skyggen af Utøya men ved enden af regnbuen. Dér hvor det sande guld findes – frihedens guld.

Det er en generation, der er ved at blive politisk aktiv i et helt nyt omfang. I Norge stormer ikke bare AUf, men også de andre politiske organisationer frem. Også herhjemme flokkes de unge mennesker om de politiske foreninger. Vi er selvfølgelig allermest glade for de unge, der vælger DSU, og deler vores idealer og drømme for fremtiden. Men der er god grund til at glæde sig over hvert eneste ungt menneske, der tager stilling og melder sig ind i en demokratisk, politisk ungdomsorganisation – uanset om de er liberale, socialister, konservative eller ganske almindelige leverpostejfarvede socialdemokrater.

Det er de unge, der skal bære frihedens og demokratiets fakkel videre ind i fremtiden.

Lad os lægge hånden på hjertet: vi har været her før. Vi har før følt os truet af det yderste højre i en krisetid. Vi har før set højrefascisterne marchere frem med letforståelige paroler om hvordan én befolkningsgruppe er skyld i alle Vesteuropas onder.

Det minder i uhyggelig grad om depressionen i ’30erne, hvor demokratiernes manglende evne til at løse krisen, var tonen hadets partisoldater marcherede til. Men vi har lært noget. Hvor fortidens højreradikale kunne mobilisere millioner, kunne den gale nordmand ikke mønstre andre – end sig selv. Det giver os trods alt håb om, at vi er vaccineret mod fascismens bakterie.

Historien gentager nemlig ikke nødvendigvis sig selv – ikke når vi reflekterer, lærer og bliver klogere på dens fejltagelser.
Det er nu ikke bare historiens fejltagelser, vi kan lære af. Vi kan også lære noget af historiens succeser. En af dem var rent faktisk hvordan vi tacklede den økonomiske krise dengang.

I Danmark blev vi også ramt af massearbejdsløshed og fattigdom i 30’erne, men vi valgte at tage handsken op. I 1933 – på selvsamme dag som vores nabo i syd valgte Hitler, hadet og frygten som løsningen på krisen – gik Danmark en anden vej. Vi indgik med Stauning i spidsen Kanslergadeforliget med de Radikale og Venstre. Det indeholdt en for os socialdemokrater længe ønsket socialreform, der blev kimen til velfærdssamfundet. Det indeholdt også flere offentlige anlægsarbejder for at sætte gang i beskæftigelsen – og lad os da være ærlige: Kanslergadeforliget indeholdt også en række indrømmelser til Venstre, der havde krævet flere penge til landbruget og ikke mindst skattelettelser. Lyder det bekendt?

Min pointe er, at Danmark mødte krisen dengang med et bredt, samarbejdende folkestyre. Det bør vi gøre igen. Også dengang var fronterne mellem partierne i Folketinget trukket hårdt op, og også dengang kunne tonen være noget rå. Men dengang viste politikere for de tre ansvarlige partier – og lad os lige repetere: det var os, Venstre og de Radikale – at de kunne sluge kameler for at indgå et forlig, det kunne give danskerne mulighed for at arbejde sig ud af krisen.

Lad os være ærlige: uden vilje til at give køb på egne mærkesager, uden vilje til at sætte Danmarks interesser over snævre partihensyn – ingen aftale. Kanslergadeforliget har skrevet sig ind i Danmarkshistorien. Det er desværre i øjeblikket svært at se et tilsvarende mesterstykke i horisonten.

Men hvad gør vi så? For det vil ligne os socialdemokrater dårligt at læne os tilbage og klynke over tidernes ugunst. Vi har – om nogen – været partiet, der har taget regeringsansvaret alvorligt og fundet de løsninger, der var brug for.

Heldigvis er der også i vores nyere historie et godt eksempel, vi kan lære af.

Da jeg var ung – altså rigtig ung. Ung-ung. Da kendte vi også til massearbejdsløshed. Det var dengang man blev opfordret til at tage en uddannelse, ikke nødvendigvis fordi man kunne forvente at få et arbejde bagefter, men fordi så var der tre år mere til, at man skulle være arbejdsløs. Det var dengang, man snakkede om skraldemandsmodeller for hvordan man skulle dele arbejdet, fordi vi – som det blev sagt – jo ligeså godt kunne indstille os på, at der i fremtiden ikke ville være arbejde nok til os alle sammen. Så vi skulle dele.

Det er altså ikke mere end 20 år siden, og selvom vi i dag sidder midt i en dyb, dyb krise – så er der vist ikke nogen længere, der tror på at arbejdsløsheden bliver permanent. Hvad skete der?

Svaret er så enkelt, som det er kort: der kom gang i 90’erne. En ny, socialdemokratisk regering fik sat gang i væksten. Det kostede. Mange af de vigtigste forlig i 90’ernes Nyrupregeringer blev indgået med ganske smalle flertal. Der var en skattereform. En arbejdsmarkedsreform. Og det kostede, også på vælgeropbakningen.

Og vi blev kritiseret. Fra de borgerlige, der mente at vi var økonomisk uansvarlige og var ved at køre landet i sænk. Og fra venstrefløjen, der mente at vores reformer var socialt uretfærdige. Men vi holdt fast – og husk nu: 90’ernes opsving var mere end bare held. Vores vigtigste handelspartnere sad fast i krisen, mens Danmark skabte arbejde og vækst under ledelse af Poul Nyrup Rasmussen.

Det kan vi gøre igen. Vi må ligesom i 90’erne navigere os igennem et Folketing, hvor alt for mange partier helst ser, at vi fejler.

Vi skal holde fast, når vi bliver kaldt uansvarlige – uanset om det er de borgerlige, der taler om økonomien eller det yderste venstre, der taler om det socialt ansvar.

Men det kræver, at vi tør. At vi tør stå fast på reformer – også selvom de kan gøre ondt. Og at vi tør stå fast på, at vi ikke kan spare os ud af krisen. Svaret på udfordringerne er investeringer og vækst – og arbejdspladser!

Vi skal have modet til at hjælpe de unge i arbejde og uddannelse. Vi skal have modet til at gå imod strømmen af CEPOS læserbreve, der vil have nulvækst, besparelser og skattelettelser til de velhavende (og kun til dem!). Fordi vi ved, at vækst og fremgang kræver fokus på vækst, men også fokus på uddannelse, så de kommende generationer er rustet til arbejdsmarkedets krav. At vækst og fremgang kræver fokus på investeringer, men også på investeringer i børns hverdag i daginstitutionerne. At fremtiden også er ren luft, kampen mod klimaforandringerne og en ældrepleje, vi kan være bekendt.

Vi skal arbejde os ud af krisen. I vores del af verden bilder vi os gange ind, at fanatismen kun findes i ulande eller lande uden demokratiske traditioner. Vi har nu set, at fanatismes tidsel også gror i Norden.

Alvorlige kriser bærer i sig kimen til fanatisme og had. Når vi skal arbejde os ud af krisen, handler det derfor ikke kun om kroner og ører, om hvor mange penge vi har til forbrug derhjemme eller om tal på økonomers regneark. Det handler om at fastholde vores ungdoms tro på fred, frihed og fremtid.

Skuddene på Utøya har nok intet med krisen at gøre. De faldt i en lille velstands og velfærdsperle, men bliver krisen ved, risikerer vi at andre unge uden fremtidsudsigter og uden håb vælger at lade hadet gro i deres svigtede hjerter.
Utøyagenerationen eller regnbue generationen. Jeg har fået en ny respekt for nordmænd. De er ikke længere kun vores velhavende, skiløbende fætre mod nord. De har vist sig som et tappert folk – et stærkt folk. Da ondskaben gik i land, svarede nordmændene ikke med had, krig eller flere grænser mellem mennesker. I Norge mødte man det onde med det gode. Ikke naivt ved at vende den anden kind til. Men med den styrke og den værdighed som kun et stærkt folk, der hvilker i sig selv, kan møde modgang med. Det har vi lært af.

Vi ved nu, at når almindelige mennesker står sammen om vores demokratiske værdier – om vores frihed – så kommer det onde til kort. Vores socialdemokratiske sammenhold er, nu som altid, svaret på truslerne fra krig, krise og ensomme mænds had.
Vi ved nu, at der er en anden vej end end frygtens, hadets vej. Vi ved, At hver gang én galning skyder løs på ubevæbnede børn og unge – så er der 40.000 andre, der vil møde op på et torv og synge en barnesang om regnbuer, om frihed og om vores fælles tro på, at vi KAN skabe en bedre verden.

Vi ved nu at hver gang en mand forsøger at få os til at heile os igennem en krise – så vil freds- og frihedselskende mennesker tale om håbet styrke. Om rosens sammenhold. Og om kærlighedens magt.

I dag er det 1. maj – i Danmark, såvel som i Norge. I dag fornyer vi vores løfter til os selv og hinanden. Løfter om at arbejde for en bedre verden. Løfter om at gøre en forskel, også når det gør ondt. Det skylder vi os selv, den fremvoksende ungdom – og ikke mindst de unge fra Utøya.

Mennesker kan slås ihjel. Bygninger kan bombes i grus. Men vores socialdemokratiske drøm om frihed, lighed og fællesskab vil leve evigt.

Tak for ordet – og god 1. maj.

1. maj tale 2012 – holdt i Metronomen på Frederiksberg. Det talte ord gælder

Lad mig slå fast med det samme: Det Annette Kastrups mor har oplevet er ikke i orden. Det er langt fra den pleje og omsorg, ældre på Frederiksberg med rette skal kunne forvente. Frederiksberg skal levere en værdig og omsorgsfuld pleje til alle ældre, der har behov for det. Det skete ikke.

Der kan være mange forklaringer og undskyldninger for hver enkelt lille fejl og mangel, men samlet set står vi tilbage med en kæmpe udfordring. Det er ikke den enkelte medarbejder, der skal lastes for problemerne, men vores evne til som samlet kommune at tage vare på nogle af vores allersvageste og mest hjælpeløse borgere: de demente.

Demens er en sygdom i vækst, og som følge af sygdommens natur kan det være vanskeligt at få et godt samarbejde med den enkelte demente. Det må bare aldrig blive en bortforklaring eller en sovepude. Vi skal have en organisation, der kan håndtere hjælpen til demente enkelt og smidigt. Det er vigtigt at have én koordinator i de sager, hvor en borger modtager hjælp til mange opgaver mange gange om dagen i eget hjem. Ellers risikerer man, at den enkelte hjælper tror, at en af de andre har ansvaret for et opstået problem – og så bliver opgaven ikke løst, eller først løst når familien gør opmærksom på problemet.

Vi er også nødt til at genoverveje, hvordan demente kan hjælpes til at træffe beslutningen – sammen med familien, måske – om at flytte på plejehjem. For mange demente kan det være et rigtigt valg at blive i velkendte omgivelser, men når hjemmet ikke længere er et slot, men et fængsel, er tiden kommet til at flytte videre til plejeboliger. Det er et svært valg for alle ældre, men selvfølgelig især for demente, der har et stort behov for at der ikke sker for mange forandringer i deres omgivelser.

Annette Kastrups mor var heldig at have en ressourcestærk familien i ryggen, der kunne kæmpe for hendes ve og vel og som stod fast, også da det blev svært. Det er der grund til at beundre, ligesom jeg er taknemmelig for, at Annette Kastrup valgte at bruge kræfter på at skrive en kronik om familiens oplevelser selvom hendes mor var kommet i tryg favn på et plejehjem. Tak for det. Nu er det op til os politikere, at ingen ældre igen kommer til at opleve det, som Annette Kastrups mor var ude for.

Bragt i Frederiksberg Bladet 24. april 2012

Det var formanden for Danske Blindesamfund på Frederiksberg, der inviterede mig til en gåtur. Formålet var – selvfølgelig – at sætte fokus på tilgængelighed for handicappede på gader og stræder på Frederiksberg.

Det var både sjovt, svært og anstrengende at gå tur i de blindes land. Selvom Frederiksbergske lyskryds mange steder er udstyret med lydfyr, og selvom Metroen og flere pladser har ledelinjer, så var det bestemt ingen leg at bevæge sig rundt uden sin synssans. Det er faktisk tæt på umuligt, hvis man ikke har en ledsager ved sin side. Mærkelige kanter, trin, rulletrapper og en enkelt ledelinje, der var ved at sende mig direkte ind i en væg, var nogle af udfordringerne, da jeg forsøgte at komme fra Fasanvejen st. og via metro og Frederiksberg Center til rådhuspladsen.

Hvad kan man så lære af sådan en gåtur? For det første at tilgængelighed ikke er for sjov. Når de blinde beder om lydfyr, om ledelinjer og om at fortovene holdes fri for skilte – så er der en god grund til det. Det andet er, at vi kan nå rigtig langt ved bare at vise en smule hensyn.

Vise hensyn, når man ser en synshandicappet med stok, hund eller ledsager på vejen. Træd til side – det gør slet ikke ondt. Vise hensyn når man sætter sin cykel fra sig. Cyklerne, der var placeret foran Falkoner Centret udgjorde en næsten uoverstigelig barriere, fordi de stod langt ud på fortovet, op af flagstængerne og i det hele taget rodede.

Det gælder både os menige borgere og brugere af gader og fortove, men selvfølgelig også de handlende. Et skilt på Falkoner Alle var lige til at vælte over, fordi forretningens gode tilbud var placeret midt på fortovet – i strid med skilteregulativet og ikke mindst hensynet til barnevogne, rollatorer, kørestole og blinde.

Til gengæld var der også positive oplevelser. Folk var høflige og hjælpsomme – mit midlertidige handicap fremgik meget tydeligt af det store, blå bind, jeg havde for øjnene. Og et sted som Frederiksberg Centret var faktisk til at komme rundt i, med deres brede gange, rullende fortove og politik om at holde gangstierne fri for stativer.

Da jeg tog bindet væk fra øjnene efter halvanden time i mørket, var det skarpe lys næsten overvældende. Jeg er taknemmelig for mit syn. Det er ikke alle Frederiksbergborgere, der er så heldige. Skal vi ikke alle i fællesskab gøre en indsats for, at også de blinde kan færdes i vores by?

Bragt som klumme i Lokalavisen Frederiksberg 12. april 2012

Frederiksberg skal være en CO2-neutral kommune

De tre Frederiksbergbusser skal – imodsætning til deres forgængere servicebusserne – også køre lørdag og søndag. En god løsning, selvom der kun var penge til seks timers søndagsdrift. Det var oprindeligt planen, at søndagsdriften skulle køre midt på dagen, men så dumpede der en mail ind i min og en håndfuld andre politikeres postkasser. Mailen var fra en gruppe af ældre borgere, der glædede sig til de nye Frederiksbergbusser. De havde bare ét ønske: at Frederiksbergbusserne om søndagen kunne køre om eftermiddagen og den tidlige aften, for det er der, behovet er.

Lynhurtigt blev forvaltningen bedt om en vurdering, og forslaget blev sendt til Ældrerådet og Handicaprådet til kommentering. Og minsandten: der var stor opbakning til ideen, og i mandags kunne By- og miljøudvalget så vedtage, at Frederiksbergbusserne om søndagen kører fra 12-18.

Moralen er tydelig: det kan godt betale sig at skrive til os lokalpolitikere med gode ideer. Vi kan ikke trylle penge frem, men har man forslag til hvordan vi kan gøre tingene lidt bedre så lytter vi gerne til dem. Tak til forslagsstillerne for at bruge tiden på at skrive til os – aktive og engagerede borgere gør Frederiksberg til en bedre by.

Bragt i Frederiksberg Bladet 27. marts 2012

Det har været en socialdemokratisk mærkesag lige siden moderniseringsplanen for plejeboligerne på Frederiksberg blev vedtaget, at der skulle være produktionskøkkener på alle plejehjem. Ældre på plejehjem skal naturligvis have frisktillavet mad, mad der smager og dufter igennem hele huset. Mad til ældre på plejehjem handler nemlig ikke kun om at få en sund og nærende kost. Det handler om livskvalitet! Det kan ikke altid gøres op i penge – og så alligevel: mange ældre er småtspisende, og jo bedre og mere indbydende maden er, desto mere spiser beboerne. Og det påvirker jo naturligvis deres sundhedstilstand.

Moderniseringsplanen for vores plejeboliger fortsætter i de kommende år på Frederiksberg. Heldigvis da, for der er desværre stadig plejeboliger, der ikke er tidssvarende. I de kommende moderniseringer vil socialdemokraterne kæmpe videre for egne køkkener på alle plejehjem – og vi går fortrøstningsfulde til opgaven med ældrekommissionens anbefalinger i hånden.

Bragt i Lokalavisen Frederiskberg 15. marts 2012

Det er fundamentalt forkert. For det første har ældre bidraget igennem et langt liv, og forslaget om at løse manglen på arbejdskraft ved at tvinge ældre til at arbejde til de er fysisk nedbrudte, svarer til at løse problemet ved at kræve børnearbejde genindført.

For det andet bidrager mange ældre allerede til produktiviteten på det danske arbejdsmarked. De gør det bare på en måde, der ikke kan ses i økonomiske kvartalsoversigter. De gør det nemlig gratis.

Jeg taler naturligvis her om alle Danmarks bedsteforældre.

Bedsteforældrenes betydning for ikke bare familien, men hele samfundsøkonomien er groft undervurderet. Hvor ville Danmark være, hvis det ikke var for bedsteforældre, der hjalp med at hente børn, passe børn, pleje børn og nå ja – forkæle børn? Hvordan ville arbejdsmarkedet se ud, hvis det ikke var for de tusindvis af bedsteforældre, der hver dag tog en tørn med at hente barnebarnet inden fritteren lukker og med at passe lillesøster, når hun er syg, så far og mor kan passe deres arbejde?

På vegne af den højtbesunge produktive generation – os i trediverne, der har godt gang i karrieren og bidrager til samfundet med skatter og vækst, vil jeg gerne sige tak til alle Danmarks bedsteforældre for indsatsen.

Tak til farfar for trofast at stå klar kl. 8 til pasning af skoldkopperamt barns 4. sygedag. Tak til farmor for at invitere på aftensmad, og måske endda give en lasagne med hjem til fryseren. Tak til mormor for at hente skoledrengen, så far og mor kan passe deres job. Tak til morfar for at gå på legeplads og tegne med tusser og lege hest med storebror en hel dag, når børnehaven holder lukkedag – så mor kan gå på kursus og far kan nå sin deadline. Uden bedsteforældrene – disse ældre, der bliver beskyldt for at lægge samfundet til last – ville mange forældre være tvunget til at gå ned i tid eller sige nej til efteruddannelse og overarbejde.

Tak for indsatsen. Vi sætter pris på det – I er ingen byrde, men derimod et løft i familien.

Bragt i forkortet udgave i Politiken 25. februar 2012

Katrine Lester og Helle Thorning-Schmidt uddeler roser på Frederiksberg Runddel

- Betalingsringen var uretfærdig, fordi den kun ramte de mennesker, der krydser en tilfældig linje, mens andre kan køre videre uden at betale inden for ringen. Samtidig straffede den de Frederiksberg-borgere, der kører ud af byen til arbejdspladser i omegnen – væk fra trængslen og forureningen, siger Frederiksbergs 2. viceborgmester Katrine Lester (S)

Hun har tidligere undsagt betalingsringen og i stedet foreslået, at man indførte road pricing, hvor bilisterne betalte pr. kørt kilometer. Hun ser store muligheder i regeringens udspil om en ekspertkommission.

- Jeg tror, at en gps-baseret road pricing er vejen frem til at bekæmpe trængslen. Teknologien er klar, og jeg forventer at ekspertkommissionen vil munde ud i en anbefaling af road pricing, mener Katrine Lester (S)

Indtil kommissionen er klar med sine anbefalinger er viceborgmesteren også tilfreds med, at der bliver afsat penge til billigere kollektiv trafik. Det vil nemlig gavne de tusindvis Frederiksberg-borgere, der allerede i dag tager tog, bus og metro – og som gerne skulle blive ved med det i fremtiden.

- Billigere billetter er et økonomisk løft til de familier, der har valgt bilen fra. Det synes jeg der er god grund til at belønne, siger hun og fremhæver at der er brug for den halve milliard, der skal investeres i bedre busser og tog, så pendlerne får rimelige vilkår.

Katrine Lester erkender, at det ikke har været en kønt forløb, men synes alligevel der er grund til at rose Helle Thorning-Schmidt for at lade fornuften sejre.

- Fra socialdemokraterne på Frederiksbergs side skal der lyde et stort tak til vores statsminister for at træffe den rigtige beslutning. Det har været svært, men vores parti er kendetegnet ved, at vi har turdet tænke store ideer – men vi har også haft modet til at lade dem falde, hvis de ikke kunne stå i virkeligheden, siger den socialdemokratiske viceborgmester.

Pressemeddelelse

Partnerskabet har vakt vrede i Frederiksberg Kommunelærerforening, der på baggrund af den meget skarpe retorik fra KL og erfaringerne fra andre kommuner frygter, at partnerskabet er et angreb på lærernes forberedelsestid og dermed i sidste ende på undervisningens kvalitet.

Bekymringen er delvis berettiget og derfor i sig selv forståelig: et af formålene med at indgå dette partnerskab er naturligvis at se på mulighederne for at få mere undervisning med det samme antal lærere. Det står Socialdemokraterne ved. Flere undervisningstimer, mere tid med læreren, for det enkelt barn og for klassen som helhed, giver mere udbytte af undervisningen. Og vi SKAL give børnene et bedre resultat med fra folkeskolen end vi gør i dag.

Med den økonomiske virkelighed, som vi alle kender til hudløshed, skal vi løse opgaven med de samme ressourcer pr barn, som vi har i dag. Derfor er det selvfølgelig interessant at se på, om vi kan få flere undervisningstimer for de samme penge. Uden at miste kvalitet. Det kræver prioritering – og det kræver, at vi politikere prioriterer. Vi ved, at langt de fleste lærere arbejder hårdt. De kan ikke undervise flere timer, medmindre de samtidig bruger færre kræfter på andre opgaver. Så prioriteres skal der – og det er det, vi satser på, at den kommende analyse kan hjælpe os med.

Skal der bruges mindre tid på skole-hjem samarbejdet? På gårdvagter? På skolebiblioteket? På teamsamarbejde, på skriftlige opgaver, på at forberede undervisningen differentieret, så alle børn får noget ud af den? Eller mindre tid på lejrskoler, på tests, på elevplaner, på it (der ikke virker), eller måske på efteruddannelse? Og nej, det er jo ikke sådan, at hverken skolebibliotek, it eller lejrskoler skal fjernes eller nedprioriteres, men vi skal se på, om det er de rigtige kræfter der bruges på opgaverne.

Lærerne udfører en af de vigtigste og mest meningsfulde opgaver i vores samfund. Vi har en klar fornemmelse af, at vi på Frederiksberg ligger ganske højt på både kvalitet og kvantitet af undervisningstimer. Måske vil partnerskabet med KL bekræfte dette,og måske vil analysen vise, at en ændring af dette vil betyde uacceptable kvalitetsforringelser andre steder. I så fald har vi med partnerskabet fået håndfaste argumenter til lokalt at tilbagevise påstande om, at lærerne laver for lidt.
Men viser partnerskabet, at der er en mulighed for at få flere undervisningstimer med klogere prioriteringer, så skal vi naturligvis gøre det. Det kan f.eks. være, at der er store forskelle imellem vores folkeskoler på, hvor mange timer lærerne underviser – selvom de alle har samme arbejdstidsaftale.

På Frederiksberg har vi før oplevet, at der er et enormt gab mellem, hvad vi tror om os selv, og hvordan vi i virkeligheden præsterer. Se bare på den efterhånden berygtede og utroligt skuffende placering for hvor mange af vores unge, der tager en ungdomsuddannelse. Vi må ikke blive lullet ind i en falsk selvforståelse, det gavner ingen.

VI har en lang og dyrebar tradition for et godt og konstruktivt samarbejde med Frederiksberg Kommunelærerforening. Det vil Socialdemokraterne ikke sætte over styr. Men vi tror på – og forventer – at vi sammen med lærerne i respektfuldt samarbejde og på baggrund af de data, vi får fra KL, kan finde løsninger, der kan sikre det optimale antal undervisningstimer uden at forringe lærernes arbejdsvilkår eller undervisningens kvalitet.

Læserbrev skrevet sammen med Anja Camilla Ravn (S). Bragt i Frederiksberg Bladet 21. februar 2012

- Vi har en god, sammentømret gruppe, der leverer et stort stykke arbejde, som læserne af Lokalavisen også har kunnet følge med i spalterne. Vi er alle deltidspolitikere, og er derfor også nødt til at tilpasse vores politiske arbejdsopgaver til muligheden for at passe vores almindelige jobs. Derfor har det været nødvendigt med et par ændringer, fortæller gruppeformand og 2. viceborgmester Katrine Lester (S).

Konkret betyder ændringerne, at Katrine Lester forlader Undervisningsudvalget og Handicaprådet. Rådmand Michael Vindfeldt træder ud af Lejerbos bestyrelse og Anja Camilla Ravn forlader Arbejdsmarkedsudvalget. Katrine Lester overtager den ledige plads i Arbejdsmarkedsudvalget, mens Katrines post i Undervisningsudvalget går til SF. Endelig får Lise Hækkerup den plads i Socialudvalget, der bliver ledig, efter SF’s Anne-Mette Wehmüller har fraflyttet kommunen, og hun kombinerer den med socialdemokraternes plads i Handicaprådet.

- Jeg kommer til at savne både Undervisningsudvalget og Handicaprådet, men selvom jeg ikke længere sidder med til møderne, vil jeg stadig følge områderne tæt. Jeg glæder mig til i stedet at fordybe mig i opgaverne i Arbejdsmarkedsudvalget, som jo er et centralt udvalg nu hvor vi står over for reformer på både kontanthjælp og sygedagpenge, siger 2. viceborgmester Katrine Lester.

Rokaden i S-gruppen betyder mere arbejde til Lise Hækkerup, men den garvede politiker ryster ikke på hånden.

- I hele min lange politiske karriere har såvel handicappede som socialt udsatte stået højt på min politiske dagsorden. Jeg ser derfor frem til at kunne sætte aftryk på Frederiksbergs indsats for de to grupper i Socialudvalget og Handicaprådet, siger Lise Hækkerup, og glæder sig over, at Socialdemokraterne igen får to pladser i Socialudvalget.

Anja Camilla Ravn står efter rokaden som den eneste socialdemokrat i Undervisningsudvalget, hvor hun også i den resterende del af valgperioden vil stå vagt om Frederiksbergs folkeskole.

- Vi har en god folkeskole, men vi både kan og skal blive meget bedre. Vi har en stor udfordring med at sikre, at folkeskolen også i fremtiden vil være for alle – både de boglige, de kreative og de praktisk orienteret børn, siger Anja Camilla Ravn. Som faglig sekretær i HK er hun heller ikke bekymret for at miste taget på Arbejdsmarkedsområdet, selvom hun kommer til at savne arbejdet i udvalget.

Pressemeddelelse